Prædiken 17. søndag efter trinitatis.

Markusevangeliet kapitel 2, vers 14 – 22

Evangelieteksten til i dag – som findes næsten enslydende i Markus, Lukas og Mattæusevangeliet – er om kaldelsen af evangelisten Mattæus.

Vor Herre og Frelser Jesus Kristus – Han som er det guddommelige Logos ved hvilket verden blev skabt og som lod sig blive født som menneske af jomfru Maria, for at dø på korset for vores skyld og derved skænke os sit legeme og blod, således at vi kan blive ét med Ham – Han kommer til tolderen Levi, dvs. Mattæus, og Mattæus omvender sig. Mattæus vender ryggen til sit hidtidige syndige liv og følger i stedet frelseren Jesus Kristus.

At være tolder ville dengang sige at være skatteopkræver for romerne. Og da Israel ufrivilligt, ved besættelse, var en del af Romerriget, så var toldere altså en slags landsforrædere.

Generelt var tolderne dog almindeligt respekterede for deres rigdom, ligesom også f.eks. A.P. Møller var det i Danmark under krigen, selvom han producerede våben for Tyskerne og derved var landsforræder, ligesom alle vore ledende politikere var det.

Hele den moderne og oplyste og ledende klasse i datidens Israel var enige om at samarbejde med romerne. Eliten så på Romerriget lidt ligesom nutidens elite ser på EU eller på globaliseringen. Nationalstatens, også Israels, tid er forbi sagde elitens dengang. Fremtidens tilhører det globale menneske, sagde de.

Det var derfor kun farisæerne og få andre små grupper, som foragtede tolderne. Og farisæerne var en forsvindende lille ”fanatisk” gruppe.

Til gengæld for en – måske kun ubevidst – dårlig samvittighed fik tolderne og andre kollaboratører altså et materielt og socialt set ganske komfortabelt liv.

Og det er jo et dilemma, som utallige mennesker har stået i gennem tiderne og som aldrig bliver uaktuelt.

Spørgsmålet lyder:

Skal jeg gøre det som samvittigheden kræver af mig eller skal jeg gøre det som økonomisk og socialt bedst betaler sig for mig.

Dette dilemma står alle mennesker i utallige gange i løbet af deres liv. Og det begynder allerede på legepladsen og i skolen. Skal jeg hjælpe den kammerat som bliver moppet af de andre og derfor selv blive mobbet, eller skal jeg vælge det behagelige og være en del af mængden?

Sådan er allerede barnets dilemma og jo højere på strå, man kommer i livet, jo større er risikoen for, at man har træffer fatale valg som ødelægger samvittigheden. Alle kender dilemmaet og vel i dag mere end nogen sinde.

Indtil for få år siden levede de fleste mennesker jo et meget selvstændigt liv, hvor de enten tjente til føden ved at dyrke deres egen jord eller ved på en meget klar måde at sælge deres arbejdskraft til f.eks. en fabrik, således at de samtidig bevarede deres selvstændighed og integritet.

Men i dag er langt de fleste danskere blevet lønmodtagere i organisationer, hvor man på mangfoldige måder er afhængige af kolleger og chefer og hvor man uvægerligt og uafladeligt støder på det samme dilemma mellem moral og behagelighed, som det man stod over for i skolegården. Nu blot også med store økonomiske og sociale og måske familiemæssige konsekvenser.

Skal jeg gøre det korrekte eller skal jeg spise den gulerod, chefen sætter op foran mig? Skal jeg støtte den svage eller den stærke i magtkampen på kontoret eller i foreningsbestyrelsen? Skal jeg sejre med den stærke eller lide nederlag med den svage? Skal jeg stå alene med den ensomme, eller skal jeg søge tryghed i mængden?

Det værste ved den slags dilemmaer er, at når man har valgt forkert tilstrækkeligt mange gange, så bliver man efterhånden god til at bilde sig selv ind at man gør det rigtige ved altid at være på de stærkestes og flertallets side. De fleste ender med ikke kun at lyve for deres omverden men også for sig selv. Og netop her er det, at f.eks. tolderne og skøgerne på Jesu tid havde en stor fordel frem for de fleste mennesker i dag. De vidste udmærket at de handlede forkert og havde brug for at blive tilgivet.

I løbet af de seneste årtier er vores kultur imidlertid blevet en såkaldt hedonistisk kultur, dvs. en kultur hvor det højeste mål med menneskelivet menes at være selvrealisering og lysttilfredsstillelse. Det er således blevet almindeligt at bilde sig selv ind, at det som man har mest lyst til også er det rigtige.

Tolderne og skøgerne på Jesu tid fik derimod hele at vide, at de var nogle frygtelige syndere. Hvis der ikke var andre, der fortalte dem det, så skulle farisæerne nok gøre det. På denne måde blev deres dårlige samvittighed så at sige vedligeholdt. De vidste, de var syndere og derfor var det også dem som først – og med den største glæde – tog imod Jesus. Tog imod syndernes forladelse i hans navn.

Som Jesus siger i dagens tekst:

“De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.”

 Med disse ord siger Jesus naturligvis ikke, at toldere og skøger har mere brug for ham end andre har, han siger tværtimod, at dem der kommer til ham, er dem som véd, at de mangler ham. Mattæus vidste, at ham havde brug for frelsen, derfor rejste han sig og fulgte Jesus.

Ulempen for farisæerne var at de ikke vidste, at de havde brug for Jesus. Det er i denne selvretfærdighed, at de, ligesom os i dag, bliver værre syndere end tolderen eller skøgen.

Her er det allervigtigst at lægge mærke til, at Jesus aldrig siger til toldere, skøger eller andre, at de ikke skal være kede af deres gerninger, eller at farisæerne tager fejl i deres fordømmelse. Jesus er faktisk mere fordømmende end farisæerne.

Der er intet i Jesu tale, som antyder, at han ser igennem fingre med dårlig moral og lige så lidt siger han til os i dag, at vi ikke skal være kede af de svigt, vi har begået i livet. Nej, også Jesus fordømmer os hver gang, vi ikke har gjort vores pligt i livet. Også Jesus fordømmer os når vi ikke hjælper den svage, når vi snyder på retfærdighedens vægtskål, når vi lyver for os selv for ikke at få dårlig samvittighed osv. Jesus gør ikke synden mindre alvorlig, han siger tværtimod, at vores synd, vores mangel på retfærdighed og vores manglende tillid til Gud er så alvorlig, at kun hans død på korset kan sone vores synd.

Når Mattæus kan blive Jesu discipel og når Jesus kan spise til middag med talrige syndere, så skyldes det altså én eneste ting, nemlig at deres synder bliver renset bort ved Jesu Kristi offerdød på korset. På korset dør den almægtige Gud i Jesus Kristus stedfortrædende for os. Han påtager sig den straf, vi fortjener.

Ved at komme til Jesus bliver tolderen Mattæus, som har så mange ugerninger bag sig, til et af de afgørende mennesker i verdenshistorien, nemlig en af de fire evangelister hvis vidnesbyrd blev nedskrevet i Det nye Testamente.

På samme måde som Jesus kom til Mattæus, kommer han i dag ved denne Gudstjeneste til os og siger: “Følg mig”.

Og vi skal rejse os og følge ham. Følge ham op til alterbordet hvor vi holder måltid i Guds rige.

AMEN