Så meget for den succesfulde integration

Kristeligt Dagblad har den 15. sept. bragt en artikel om Arbejderbevægelsens Erhvervsråds analyse, der viser, at videbegærlige muslimske indvandrerpiger overhaler danske unge som mønsterbrydere.

Ifølge bemeldte analyse overhaler unge kvinder fra ufaglærte indvandrerhjem i stigende grad etnisk danske unge, når det gælder om at bryde mønsteret i familien og tage en uddannelse. Tre ud af fire unge kvinder med ikke-vestlig indvandrerbaggrund bliver mønsterbrydere, mens det kun gælder to ud af tre kvinder fra ufaglærte, etnisk danske hjem.

AE’s analytiker Troels Lund Jensen kan ikke få armene ned af begejstring over de nye tal. ”Det er en god nyhed. Når unge med ikke-dansk baggrund i højere grad er mønsterbrydere end danskere, tyder det på stor vilje til integration”, siger han.

Hans kollega, seniorforsker Jens-Peter Thomsen fra Vive – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd – ser det stigende antal mønsterbrydere blandt indvandrere og efterkommere ligefrem som en ”integrationsmæssig succes”.

Kristeligt Dagblad har imidlertid videreformidlet AE’s glade analyse uden at nævne, at den uddannelse, kvinderne får, ikke kommer samfundet til gode, fordi kvinderne dropper både uddannelse og arbejde, når de er midt i tyverne.

I en artikel med overskriften ”Kvindelige efterkommere dropper uddannelse og arbejde, når de er midt i tyverne”, som Berlingske har bragt den 9. marts 2019, skriver Huda El Kot nemlig, at ”op til 23-årsalderen er mange af de muslimske piger under uddannelse, men derefter stiger antallet, der ikke bidrager aktivt til samfundet, betragteligt, og blandt de 28-årige kvinder er det mere end hver fjerde, der står uden for arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet”.

I samme artikel udtaler integrationsordfører Mads Fuglede (V), at ”mange af dem begynder med at uddanne sig, fordi der er status i det, men så bliver de gift og placeret i et hjem, hvorefter man ikke ser dem på arbejdsmarkedet igen”.

I Berlingske den 20. sept. forklarer juridisk rådgiver Khaterhah Parwani, at det store antal muslimske piger på landets uddannelsesinstitutioner ikke skyldes ændrede prioriteringer og mønsterbrud i de muslimske hjem, men de sædvanlige krav, der er tilknyttet pigernes rolle i hjemmet, som datter, som søster og som kommende hustru.

Uddannelse betyder rigtig meget i minoritetsmiljøer, ikke mindst blandt muslimerne. I folkemunde hedder forældregenerationens foretrukne uddannelser for ”ALI”: advokat, læge eller ingeniør. De muslimske pigers uddannelsesmæssige førertrøje skyldes med andre ord uddannelsessnobberi og ikke mønsterbrud. Derfor ser vi kun få veluddannede indvandrerpiger på arbejdsmarkedet.

Så meget for den succesfulde integration.

André Rossmann