Stor uddannelsesinstitution går på YouTube

Den 1. marts er der ansøgningsfrist for at søge ind på en ungdomsuddannelse. Det får normalt grundskoleelever og deres forældre til at strømme ind på landets gymnasier og erhvervsuddannelser til info- og orienteringsaftener i januar. På grund af coronarestriktionerne er dette dog ikke muligt i år.

Mulighed for dialog online

Det har fået NEXT Uddannelse København til at gå på Youtube og invitere til online info- og orienteringsaftener. Sidste år tog uddannelsesinstitutionen imod over 5000 gæster på sine gymnasier og erhvervsuddannelser, så det har ifølge direktør Ole Heinager været vigtigt at finde på et alternativ, hvor man kan komme i dialog med de uddannelsessøgende.

– Vi ved, hvor vigtigt det er for de uddannelsessøgende at få vejledning og opleve vores forskellige uddannelser. Derfor går vi i år live på YouTube fra vores respektive uddannelser en række aftener i januar. Her vil de unge og deres forældre få et indtryk af gymnasierne og erhvervsuddannelserne via interviews med bl.a. elever og undervisere, ligesom de vil kunne tilgå såkaldte live breakout-rooms og chatte med eller ringe ind til vores vejledere, forklarer Ole Heinager.

Arrangementerne endnu vigtigere end normalt

Han håber, at mange vil tage imod tilbuddet, for corona-krisen har ikke bare resulteret i et udfordrende skoleår for NEXTs over 7000 gymnasie- og erhvervsskoleelever og godt 600 undervisere. Det har også betydet, at den normale vejledning af grundskoleeleverne i 8., 9. og 10. klasse har været svækket.

LÆS OGSÅ:  Halvering af kandidatuddannelser kan koste dyrt

– Restriktionerne i efteråret har bl.a. betydet, at den normale brobygning, hvor alle grundskoleelever er ude at besøge gymnasier og erhvervsuddannelser, har været aflyst. Derfor har de unge i år ikke de samme forudsætninger for at træffe deres uddannelsesvalg, som de normalt har, forklarer Ole Heinager og fortsætter:

– Det gør info- og orienteringsaftenerne vigtigere end nogensinde, så vi håber selvfølgelig at rigtig mange vælger at tune ind. Vi vil i hvert fald gøre vores til at klæde de unge godt på, før de skal træffe deres uddannelsesvalg, slutter Ole Heinager.

NEXT afholder i alt 12 online orienteringsaftener fordelt på seks gymnasier: Baltorp Business Gymnasium, Københavns Mediegymnasium, Sukkertoppen Gymnasium, Sydkysten Gymnasium, Vestskoven Gymnasium og Vibenshus Gymnasium.

Derudover afholdes en online infoaften med fokus på skolens over 30 erhvervsuddannelser, eux og 10. klasse. Interesserede kan få mere information og tilmelde sig på nextkbh.dk.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)