Tesla konfiskeret efter gaderæs

Retten i Glostrup har konfiskeret en værdifuld Tesla og idømt ejeren betinget fængsel, bøde og frakendt ham kørekortet.

”Thi kendes for ret: Hos tiltalte konfiskeres personbil, Tesla Model S.”

Sådan lød Retten i Glostrups dom i går.

Dommen blev afsagt efter en straffesag i sidste uge, hvor to mænd på 22 og 35 år var tiltalt for særlig hensynsløs kørsel.

Retten fandt dem skyldige i at have kørt om kap mod hinanden dør-om-dør i en VW Golf R og en Tesla model S med op mod 145 kilometer i timen på en strækning i byzone med tilladt 50 kilometer i timen.

Kapkørslen skete under ulovligt gaderæs på Baldersbuen i Hedehusene fredag den 1. maj 2020 kl. 22.15 med tilskuere i nærheden.

Færdselsbetjente i aktion mod netop ulovligt gaderæs fik efter en fartmåling standset de to biler og rejst sigtelse mod de to førere.

Tesla’en blev siden beslaglagt af politiet i juni med en retskendelse på grund af den grove forseelse.

Fordi en anden var ejer af Golf’en, kunne denne ikke beslaglægges.

Frihedsstraf, bøde og mistet kørekort

Retten afgjorde, at begge straffes med fængsel i 30 dage, som blev gjort betinget, hvis de ikke begår strafbart forhold i en prøvetid på et år, udfører 40 timers samfundstjeneste og er under tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden.

De fik hver en tillægsbøde på en nettomånedsløn, hvilket kostede den 22-årige 18.500 kroner og den 34-årige 12.500 kroner, og blev frakendt førerretten i seks måneder.

LÆS OGSÅ:  Starter af ulovlige gaderæs skal i fængsel

Dertil konfiskerede retten så den 34-åriges Tesla. Den er anslået flere hundredetusinde værd, bliver nu solgt, og et eventuelt overskud tilfalder staten.

”Jeg synes, at retssystemet sender en meget tydelig besked til dem, der kører ræs på offentlige gader og veje: Det her kan koste fængsel, kørekort, bøde og bil. Da vi oplever, at straffen nogen gange overrasker tiltalte i de her sager, håber jeg, en dom som denne sætter tanker i gang hos andre,” siger specialanklager Charlotte Møgelhøj, anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi.

De dømte har nu mulighed for at anke inden for to uger.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)