Vestre Fængsel har indført trafiklys i vagtplanlægningen

Er vi røde, gule eller grønne i dag? Det spørgsmål stiller enhedschef i Vestre Fængsel sig selv hver morgen, og hans medarbejdere ved udmærket, hvad han mener. Et trafiklysredskab er med til at håndtere personalemanglen i det københavnske fængsel.

Paw Lauridsen er enhedschef i Østfløjen i Vestre Fængsel, hvor fagbladet møder ham. Enhedschefen har et hæfte med laminerede ark og stærke farver i hånden. Det er en beskrivelse af det prioriteringsværktøj, der har været fast bestanddel i Vestre Fængsel de seneste måneder, og som bruger trafiklysets farver til at markere bemandingssituationen og de opgaver, der skal prioriteres, alt efter hvor mange betjente som mangler på vagt.

Når en afdeling er rød, er den underbemandet, og personalet skal kun løse de mest nødvendige opgaver. Når den er gul, mangler der ressourcer, og visse ’blødere’ opgaver i relation til de indsatte bliver skåret væk. Når den er grøn, skal alle opgaver løses.

”Vi er for eksempel i minus med fem pladser i dag. Det betyder, at vi skal have kørt nogle indsatte til Ellebæk. Men det har transportenheden ikke tid til. Derfor skal jeg tage et par betjente ud fra én af de fire etager i Østfløjen. Den etage går så fra at være grøn til at være gul,” siger Paw Lauridsen.

Enhedscheferne i Vestre Fængsel bruger også redskabet på tværs af fløjene, så man i stedet for én rød og to grønne fløje, fordeler betjentene og bliver gule over hele linjen.

LÆS OGSÅ:  Der mangler 1.500 fængselsbetjente om få år

Flest grønne dage
”Vi er heldigvis grønne størstedelen af tiden, gule sommetider og røde i meget kort tid ad gangen,” siger Paw Lauridsen og fortæller, hvordan værktøjet opstod ud af et besøg fra Arbejdstilsynet.

”De interviewede en række medarbejdere, der alle udtrykte, at det var svært at prioritere opgaverne og manøvrere i en hverdag med pres på bemandingen. Det skal ikke være et åg på den enkelte medarbejders skulder at prioritere opgaver. Det var derfor, vi lavede det her redskab,” siger han.

De laminerede ark ligger nu på alle afdelinger, og alle medarbejderne kender trafiklyset. Det betyder dog ikke, at man i Vestre Fængsel er gået helt over til at tale i farvekoder.

”Vi går ikke rundt og taler om, hvilken farve vi nu er i hele tiden. Værktøjet er ment som et opslagsværk, der kan give medarbejderne ro i maven i forhold til prioritering af opgaver den enkelte dag,” siger Paw Lauridsen og forklarer, at han også bruger farverne i dialogen med medarbejderne og deres fælles planlægning.

”Hvis to betjente er syge, så kan jeg inddrage medarbejderne i, om vi kan klare os med at gå fra grøn til gul, eller om jeg skal beordre en ekstra vagt alt efter, hvordan situationen er netop den dag,” siger enhedschefen, og er generelt godt tilfreds med den måde, værktøjet fungerer på.

LÆS OGSÅ:  Næsten hvert andet overfald i fængslerne begås af psykisk syge

Godt for samvittigheden
Pia Lander Mannering er fængselsbetjent i Østfløjen. Hun synes også, trafiklysværktøjet er brugbart i en travl hverdag.

”Jeg synes, det er et godt holdepunkt, når vi skal prioritere opgaver. Vi vil gerne løse vores opgaver så godt og så rigtigt som muligt, men det kan være rigtig svært at prioritere, når der mangler bemanding,” siger hun og forklarer, at værktøjet giver ro i samvittigheden.

”Når en indsat kalder, ved vi jo aldrig, hvad han eller hun beder om. Men nu får jeg ikke længere dårlig samvittighed over at skulle sige nej til noget. Jeg kan sige, at det kan jeg ikke i dag, fordi vi er for få på arbejde, og det møder forståelse hos langt de fleste. Samtidig skaber det ro, at vi siger det samme til alle.”

Fængselsforbundet foreslår, at trafiklysredskabet udbredes til hele landet: “Vi er voldsomt pressede på mandskabet i øjeblikket. Derfor har vi brug al den hjælp, som vi kan få, for at sikre at kollegaerne ved, hvilke opgaver de skal pritoriere. Derfor opfordrer vi til, at modellen rulles ud i hele Kriminalforsorgen,” siger forbundsformand Kim Østerbye.

Af Maria Hamilton

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)