Vismændenes fald


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Udflytningen af statsinstitutioner er et uigennemtænkt, populistisk projekt. Man har som bekendt især udflyttet diverse institutioner med administrative opgaver og forventer så, at de ellers præsterer som hidtil, selv om kvalificerede medarbejdere i mange tilfælde ikke er fulgt med.

Udflytningen kunne have haft elementer af en overordnet fornuft, hvis man på den måde samtidig ville slanke det svulmende statsapparat, således at de berørte institutioner slap af med en række opgaver og administrativ dødvægt. Den slags reformtanker har dog ikke ligget udflytningspopulisterne på sinde. I stedet for har deres beslutninger bare øget forbistringen i den forvoksede offentlige sektor. Og det er jo et klart politisk flertal, som har stået bag denne politik.

Nu melder der sig så klager over de derved skabte problemer. Ankeinstanser fungerer dårligt, skattevæsenet (der er integreret, men bor i mange byer) er helt til rotterne osv. Som særligt katastrofalt er det i debatten – bl.a. i Berlingske og Børsen – blevet kritiseret, at De Økonomiske Råd (vismændene) har måttet opgive en samfundsøkonomisk rapport, efter at størstedelen af sekretariatet er beordret flyttet til Emil Møllers Gade 41 i Horsens (idet enkelte af de klogeste dog har fået lov til at blive i København).

Lige netop sorgen over De Økonomiske Råds vanskæbne kan det dog være vanskeligt at deltage i. For i den sag er der jo ikke tale om en mere eller mindre nødvendig del af statsforvaltningen. De Økonomiske Råds sekretariat servicerer alene en økonomisk rådgivningsfunktion, der ud over et diskussionsforum (det såkaldte råd) består af et formandskab på fire “uafhængige” nationaløkonomer (de såkaldte vismænd).

Publikationerne herfra udformes på formandskabets ansvar og drejer sig om konjunktursituationen og aktuelle økonomiske og miljøøkonomiske spørgsmål. Derudover har institutionen overvågningsopgaver vedrørende statsfinanserne og produktivitetsudviklingen. Vismændene hører selv som regel hjemme ved institutter i København eller Aarhus, og det er svært at se, hvorfor de ikke kan bevæge sig til Horsens for at drøfte relevante problemstillinger med deres sekretariatsmedarbejdere. At man ikke skulle være i stand til at skabe et passende “miljø” for kvalificerede sekretariatsøkonomer i Horsens, der jo endda ligger i begrænset geografisk afstand fra økonommiljøet i Aarhus, lyder utroværdigt.

Udflytningsflertallet kunne imidlertid nemt afbøde miseren ved at flytte Nationalbanken til Horsens. Eftersom bankens saldo indgår på statsfinanserne, kunne statens omkostninger betragtes som ubevilgede statsudgifter og staten kunne spare den megadyre flytning fra og genindflytning i Arne Jacobsens monsterbygning på Havnegade 5 i København. Med en langt billigere løsning i det østjyske.

Samtidig kunne man med fordel benytte anledningen til en sund slankekur for banken, svarende til dens i dag reducerede økonomiske betydning. Men stadig ville det kunne tilføre Horsens-miljøet mange økonomiske artsfæller. Alt i alt en fornuftig disposition. I Tyskland ligger centralbanken f.eks. ikke i hovedstaden. Der er desværre næppe grund til at forvente, at noget så fornuftigt som den tyske løsning skulle ske herhjemme.

Måske er der imidlertid en dybereliggende årsag til at forsøge at kvæle vismandsinstitutionen: Folketingspartierne er slet ikke interesseret i alle de økonomiske råd!

Et klart politisk flertal har jo netop vedtaget “bindende” mål for den såkaldte klimapolitik, som vil koste mange milliarder at realisere, men uden nærmere at vide, hvad det løber op i. Forbi er åbenbart de tider, hvor man lavede cost-benefit-analyser og andre beregninger for at kende økonomiske konsekvenser og finansiering af projekter. Nu vil Folketinget i en populistisk rus “gå foran” for at “redde” verden, og så er beregninger fra økonomiske vismænd selvfølgelig uinteressante. Og vismandsinstitutionen blev skam indledende søgt kastreret allerede ved oprettelsen i 2014 af Klimarådet, der har rødder i klimapopulismen. Så i realiteten et exit for den økonomiske vismandsinstitution fra 1962.

Gråden derover bør være behersket. For institutionen er i vidt omfang forsumpet til blot at være “velfærdssamfundets” apologet. Den har ikke evnet eller ønsket for alvor at tage alvorlige langsigtede strukturproblemer op, men har holdt sig på den politiske dyds smalle sti. Eksempelvis for få år siden med en næsten kampagneagtig indsats for grundskatter og specielt den særegne danske grundskyld, på trods af det dokumenteret helt misvisende udskrivningsgrundlag. Bare “velfærdssamfundet” får sine midler, var åbenbart devisen. Den institution bliver næppe savnet. Alt det med “velfærden”, “klimapolitikken” osv. kan det populistiske, brede folketingsflertal skam selv. Apologeterne i ekspertforklædning er blevet overflødige.