Den Europæiske Union: Fra ét marked til tragisk farce

Af Drieu Godefridi –  Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute.

Med hensyn til Den Europæiske Union er meningerne delte mellem dem, der anser den for ubrugelig og omkostningstung, og dem, der opfatter den som Europas fremtid og model for den menneskelige race.

Hvordan ser virkeligheden ud?

Før vore dages EU dukkede op, var skabelsen af en europæisk union til at begynde med en enorm succes.

Mange liberale har en kort hukommelse, men EU har ikke altid været det store, fjerne maskineri, som det er blevet til. I æraen for de mere moderat benævnte “Europæiske Fællesskaber” – som for eksempel førte til et samarbejde mellem flere landes økonomier eller om deres kul-, stål- og kernekraftindustrier – opnåede Europa fire typer af bevægelsesfrihed: menneskers, kapitalens, tjenesteydelsernes og varernes. Trods fejl og mangler og utallige ufuldkommenheder (intet menneskeligt er fuldkomment) ydede dette fælles – eller éne – marked et omfattende og betydningsfuldt bidrag til europæernes frihed og velstand.

Det er umuligt, ikke at opfatte det som et fremskridt, at en fransk borger kan rejse frit rundt i Italien eller at en spansk entreprenør har ret til frit at tilbyde sine ydelser til borgere i Nederlandene. Det oprindelige europæiske fællesmarked var i enhver henseende i overensstemmelse med Jean Monnets konstruktive idé om “fred gennem velstand.”

Problemet var, at ideologerne inden for alle trosretninger ikke kunne stille sig tilfredse med dette Europa som et blot og bart redskab, der i sin væsenskerne var af økonomisk art. Nej, det var nødvendigt at tilføje et politisk Europa, et socialt Europa, et forsvarsmæssigt Europa, en europæisk udenrigspolitik, et økologisk Europa og endda et geopolitisk Europa.

Denne udvikling bestod først og fremmest i at undergrave de europæiske institutioner og få dem til, oven i deres økonomiske mål, at udføre opgaver, som var fremmede for dem, så som en “fælles udenrigspolitik,” som aldrig har udgjort andet end ord. Hvordan kan man have en udenrigspolitik, der er fælles for Storbritannien, Østrig og Portugal?

Dernæst blev – og bliver – institutioner og procedurer bestandig tilpassede, fornyede og revolutionerede med henblik på at tjene ekstra-økonomiske mål — så som “fred”, “bekæmpelse af social udelukkelse”, “stimulation af videnskabelig og teknologisk vækst”, “sikkerhed og retfærdighed” — endda på bekostning af de økonomiske mål.

I dag er den europæiske konstruktions økonomiske mål ligefrem blevet officielt reduceret — via traktater – helt ned til de blotte grundkerner og rettet mod “en bærbar udvikling baseret på balanceret økonomisk vækst og stabile priser” og underlagt kravene om et politisk, socialt og miljørigtigt Europa. Sådanne krav begynder for eksempel med den Europæiske Grønne Aftale, hvis mål er at gøre Europa til det første “klimaneutrale” kontinent ved at reducere Europas udslip af drivhusgasser (GHG) til “netto nul” i år 2050, selv hvis de økonomiske konsekvenser for europæerne er uholdbare. Ifølge IndustriAll, sammenslutningen af europæiske industrielle handelsforeninger, er der en stor risiko for, at den Europæiske Grønne Aftale vil bringe hele industrisektorer i knæ, bortskære millioner af arbejdspladser i energiintensive industrier uden sikring af, at arbejderne i de påvirkede industrier har en fremtid.

LÆS OGSÅ:  Klumme: PiS i Polen og Fidesz i Ungarn vinder valgsejre igen-igen

Det EU, som tidligere tilbød en modbalance til medlemsstaternes uøkonomiske rasen, er således i dag den permanente forstærkelse af denne rasen.

Ingen resolution vedrørende køn eller miljø, som er vedtaget i det tyske eller franske parlament, kan konkurrere med de i stigende grad yderligtgående proklamationer, der vedtages i EU-institutionerne vedrørende disse emner, såvel som andre. Mainstreamingen af den mest ekstreme udgave af kønsteorien — forestillingen om, at “mand” og “kvinde” er kulturelle, ikke biologiske begreber — er for eksempel nu EU’s officielle politik.

Det, der tillader disse europæiske institutioner at gå længere og længere ned ad ideologiens vej, er, at de undgår demokratiske sanktioner, eftersom EU først og fremmest er og bliver en mellemstatslig organisation. Tysklands Forbundsforfatningsdomstol har stillet diagnosen “strukturel demokratisk mangel” i Den Europæiske Unions konstruktion, idet beslutningsprocesserne i EU stort set er de samme som i en international organisation. Beslutningsprocessen baserer sig på princippet om lighed mellem medlemsstaterne. Princippet om lighed mellem stater og princippet om lighed mellem borgere kan ikke bringes til forsoning i det nuværende EU’s institutionsdannelser, udtalte Domstolen. EU’s institutioner iklædes selvfølgelig et blomstrende sprog — som “gør EU mere demokratisk” ifølge Lissabon-aftalen — beregnet på at få folk til at tro, at EU’s institutioner, omend uperfekte, i stigende grad bliver mere demokratiske og blot venter på at blive fuldt demokratiske.

Intet kunne ligge længere fra sandheden; som mellemstatslig organisation er EU ikke, har aldrig været og vil aldrig blive et demokrati. En international organisation er en overenskomst mellem regeringer; tilføjelsen af et valgt “Europaparlament”, med meget begrænsede kompetencer, til strukturen ændrer ikke ved de mellemstatslige interesser i sådan en organisation.

Hvor stor en procentdel af de europæiske borgere er i stand til at nævne bare ét medlem af Europaparlamentet, Europakommissionen eller en dommer i EU-domstolen? Amerikanere føler sig som amerikanere, før de kommer fra Wyoming eller Arkansas; hvorimod italienere, spaniere, svenskere, polakker og slovenere identificerer sig med deres land, før de føler sig som europæere (i den generiske betydning af ordet, uden at referere til EU).

LÆS OGSÅ:  Klumme: Churchill drømte ikke om EU

Af historiske årsager følger Tyskland så meget og så ofte som muligt EU’s regler og institutioner. Som det er blevet sagt af Ulrich Speck:

“Landet har bygget sin politiske identitet og sit politiske system op på ideen om at være det modsatte af den nazistiske stat. Tyskerne opfatter i dag blandt andet det nazistiske regime som en radikaliseret form for klassisk magtpolitik—noget som de anser sig selv for lykkeligvis at have forladt.”

Mange tyskere opfatter med andre ord EU som den ultimative modgift mod de hegemoniske tendenser i deres fortid. Mens de klarede den første del — begrænsningen — af den nylige pandemi relativt godt, besluttede de at overlade vaccinehåndteringen til EU. Der er en vis logik i denne tilgang: for det første er vi stærkere sammen i forhandlingerne med “Big Pharma,” og er dette ikke også en lejlighed til at bevise over for europæerne, at dette EU, som de ikke bryder sig om, i det mindste er brugbart?

Skønt EU ikke er tilfreds med at være ubrugelig og omkostningstung, som i tilfældet med vaccinationer mod COVID-19, har EU vist sig skrækkeligt, komisk og tragisk ineffektiv. AstraZeneca “informerede” for eksempel blot blokken, at man ikke ville være i stand til at tilsende forsyninger af vaccine i det antal, som EU havde håbet på — og betalt for — ved udgangen af maj måned. EU’s ledere var “rasende” over, at firmaet synes at opfylde sine leveringsaftaler til det britiske marked, men ikke til deres. Resultatet af EU’s manglende evne til at fastholde de forpligtelser, som de er blevet lovet af vaccineproducenterne, er uden appel eller udvej:

Når historikere om fem hundrede år ser tilbage på COVID-æraen, vil de sige, at Amerikas “Operation Warp Speed” under præsident Donald J. Trump var en triumf af videnskab og logistik.

Mens det tog fem år at udvikle en vaccine mod Ebola — den tidligere verdensrekord — tog det mindre end et år i Vesten at udvikle flere vacciner mod COVID, hovedsagelig under pres og med støtte fra USA’s skatteydere. Hurtigt indså den amerikanske regering, at udfordringen også var logistisk; det er fint og godt at udvikle en vaccine, men den skal også fremstilles i store mængder og derefter distribueres.

På anmodning fra den amerikanske regering blev der i løbet af nogle måneder opført hele fabrikker til at producere vaccinen (som på dette tidspunkt endnu ikke var blevet udviklet) i en indsats, hvis bredde og skala ikke er ulig den amerikanske industris krigsindsats i 1941. Da tiden kom til distribution af vaccinen, benyttede den amerikanske regering det bedste redskab, den havde til sin rådighed: det amerikanske militær. Sluttelig bliver det amerikanske massevaccinationsprogram gennemført inden for en hidtil uset tidsramme; præsident Biden sagde i begyndelsen af marts, at USA vil have vacciner nok til at vaccinere hver eneste amerikaner inden udgangen af maj — to måneder tidligere end tidligere forventet.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Hvorfor mobber EU-Kommissionen Polen ved at idømme landet dagbøder på 1 mio. euro?

Sammenlignet med USA er EU’s fiasko total. Selvom udfordringen i Europa kun bestod i at producere og distribuere vaccinen, fejlede EU ynkeligt i begge tilfælde. Det europæiske vaccinationsprogram halter nu langt bagefter det amerikanske program og endda endnu længere efter Israels og post-Brexit Storbritanniens.

Ifølge de aktuelle data vil Europas tilbagevenden til det normale ligge et år efter Amerikas og Storbritanniens. Dette år repræsenterer et voldsomt stort antal underskud, konkurser og personlige katastrofer. Det varsler, relativt set, en massiv økonomiske regression i vente for EU, sammenlignet med resten af verden.

EU’s vaccinehåndtering er en metonymi for EU: en tragisk farce i hænderne på ideologer, der er lige så tykhovede, som de er ineffektive. EU’s eliter er svage, feje og frygtsomme, for de ved godt, at de ikke repræsenterer nogen, i den sande demokratiske betydning af ordet – de er ikke demokratisk valgt, de er ikke transparente og de er ikke ansvarsforpligtede over for nogen. De er, når alt kommer til alt, blot et legetøj for regeringer, som aldrig er enige med hinanden – men som har legitimitet ved at være ægte demokratiske: valgte, transparente, og ansvarsforpligtede. Der eksisterer heller ikke en mekanisme for borgerne til at fravælge nogen, skulle de nære et ønske herom.

Almen visdom ville beordre EU reduceret tilbage til ét marked, ét territorium uden indre grænser eller andre regulerende hindringer for varers og tjenesteydelsers frie bevægelse. Den ideologiske hybris, som besjæler de europæiske institutioner og deres ideologiske sponsorer, vil skubbe dem i den modsatte retning – mod stadig større centralisering – på bekostning af de europæiske folk og deres vitale interesser.

Drieu Godefridi, klassisk-liberal belgisk forfatter og grundlægger af l’Institut Hayek i Bruxelles. Han har en PhD i filosofi fra Sorbonne i Paris og står også i spidsen for investeringer i europæiske firmaer.