Derfor skulle alle mink aflives –  ”Mette Mink Jong-un Frederiksen”. 

Debatindlæg af Karsten Søberg.

Nogle kalder Mette Frederiksen ”Slette Mette”. Jeg kalder hende ”Mette Mink Jong-un Frederiksen”. 

Fra første dag med Mette i statsministerbilen stod det mig klart, at her havde vi at gøre med noget, der allermest lignede en diktator. En fejlfri diktator, som alle andre diktatorer. I egne øjne, forstås.

Jeg betragter socialdemokraten Mette Frederiksen på mange områder reelt som ekstremt rød, og bl.a. hendes mange udnævnelser af ministre med rødder i den yderste venstrefløj, som ellers traditionelt har betragtet Socialdemokratiet som fjende, synes jeg underbygger dette. 

Jeg regner også de Radikale som reelt tilhørende den røde blok, da de på alt andet end erhvervs- og finanspolitikken, hvor de er blå, ligger ekstremt langt ude til venstre. Og det komplicerer senere det hele, temmelig meget, som vi skal se.

En fejlfri diktator altså, men ikke en fejlfri regering, det findes ikke, så Mette helgarderede sig ved på forhånd at sige, at der ville blive begået fejl. Da fejl ikke, efter aftale, officielt må blive tillagt hende, må der hen ad vejen ofres nogle syndebukke som i ethvert andet diktatur. Første mand på planken blev Mogens Jensen. 

Og hendes ”Lev med det” er enhver diktators svar på kritik over diktatoriske beslutninger, såkaldte fait accompli.

Her kommer så mit bud på, hvorfor alle mink i Danmark skulle aflives.

Første trin. 

Efter valgsejren ønsker Mette Frederiksen at danne en ét-parti regering, da det er svært at regere diktatorisk, hvis man ikke er alene i maskinrummet. Men man må som bekendt, i et demokrati, ikke have et flertal imod sig.

Andet trin.

Mette Frederiksen danner derfor på ret dygtig vis, via et såkaldt forståelsespapir, et regeringsgrundlag med en solid og loyal rød parlamentarisk opbakning. Og får sin ét-parti regering. Oppositionen på borgerlig side var nærmest udraderet. 

Men det giver i sig selv ikke nogen forklaring på andet end Mettes dygtighed som politiker.

Her kommer forklaringen så.

Mette Frederiksen bliver stillet overfor modkrav for at støttepartierne vil bakke op, fordi der er mange blå kameler i forståelsespapiret som de røde skal sluge, specielt da R får blå mærkesager med i forståelsespapiret, som S delvist er enig i, men som ligger langt fra de øvrige røde partier.

Det er dog modkrav, der ikke kan skrives ind i et forståelsespapir, da de er voldsomme og næppe gennemførlige gennem normal parlamentarisk procedure og Mette Frederiksen ikke kan eller vil lægge navn til. Det bliver derfor aftalt, at Mette Frederiksen ikke må kunne tillægges skyld på noget tidspunkt. Højst lidt spil for galleriet med tomme trusler fra SF og EL.

Et af de modkrav er den gamle socialistiske drøm om at aflive alle mink, nedlægge minkerhvervet i Danmark. Ved først givne lejlighed og koste hvad det vil. Blot ikke Mettes fald. Først givne lejlighed kom som bekendt med Covid, selvfølgelig tilfældigt, men meget belejligt, få måneder efter regeringens tiltræden. Og der blev hugget til. Benhårdt. Og det blev dyrt. Meget dyrt. 18 milliarder her og nu, svarende til tre supersygehuse og et årligt indtægtstab til statskassen på yderligere 6 milliarder ved eksporttab af minkskind, et supersygehus årligt.

Men hvorfor ventede Mette Frederiksen dog ikke bare på lovgrundlaget? 

Fordi blot få dages pause kunne få De Radikale til at skifte side. Det er jo ikke hidtil ukendt og faren for det kunne det øvrige røde parlamentariske grundlag ikke leve med og det ville være imod aftalen. De Radikale slår sig som bekendt op på at være et erhvervsvenligt parti, og det er lettere at få tilgivelse end tilladelse, hvis R skulle skifte side. 

Mette Frederiksen måtte dog trods alt vide, at indgrebet ville være ulovligt og at Grundlovsbrud må og skal medføre en rigsretssag. Ligesom mod Inger Støjberg. Så der måtte ofres en minister som ansvarshavende syndebuk. Mogens Jensen blev den første, men bliver næppe den sidste.

Med situationens ”verdenshistoriske” uopsættelighed, påstået men helt uden videnskabelig evidens fare for svækkelse af vaccinen på verdensplan som undskyldning og under henvisning til, at det er ressortministerens ansvar, bliver det ikke til en Rigsretssag mod Mette Frederiksen, hendes flertal vil stemme det ned. 

Men sagens alvor taget i betragtning slap man trods alt ikke for at nedsætte en Minkkommission. Det betragter jeg som en syltekrukke og skueproces, som i andre diktaturer. Der kommer næppe en anbefaling om en rigsretssag ud af det, ressortministeren får måske en ”næse”, og han er alligevel allerede ofret. 

Det er det, og ”Lev med det” som man siger. 

Men så er min påstand i hvert fald ikke modbevist.

Og nu er minkerhvervet afskaffet, som aftalt.

Er der aftalt andet udenfor forståelsespapiret? Det betragter jeg som det mest sandsynlige.

Støttepartierne har adskillige kendte ønsker/krav til indgreb, som de hidtil ikke har kunnet få igennem:

1. Landbruget
2. Privatbilismen 
3. Multinationale virksomheder
4. Den finansielle sektor.  (Oprettelse af statslige Banker og Realkreditselskaber har allerede været foreslået.)
5. Privatskoler
6. Privathospitaler
7. Ejerboliger
8. U-landsbistand
9. Nationalisering
10. Miljø
11. Militæret
12. Luftfarten

Fortsæt selv listen. 

Og bemærk at det hele, på sædvanlig rød vis, stort set drejer sig om afvikling, ikke om udvikling. Dansk olie- og naturgas udvinding har de jo allerede fået afviklet. De røde kan i det hele taget kun tale afvikling og uendelig udvidelse af den offentlige sektor og sætter nu trumf på. Næste års finanslov er første trin. Berlingske skriver således: ”Til gengæld kunne Nicolai Wammen med aftalen om næste års finanslov relativt nemt samle støttepartierne om at øge udgifterne til sundhedsvæsenet, flere penge til fødegangene, til folkeskolen, til det sociale område, mere gratis tandpleje og andet”.

De fleste af mærkesagerne/kravene fra rød side vil næppe blive indført foreløbig, måske slet ikke, nogle af dem vil blive indført på normal parlamentarisk basis, da jeg forventer rødt flertal i mange år fremover, og de helt store hjertesager for de røde vil, hvis lejlighed byder sig, blive gennemført om nødvendigt ved dekreter under mere eller mindre kreative forklaringer på, hvorfor Folketinget ikke blev inddraget. Måske under særlove, der som covid-kuppet er blevet hastet igennem uden nogen chance for at sætte sig ordentligt ind i dem, så lovgrundlaget formelt, men kun formelt, er i orden.

Landbruget og den finansielle sektor er mine bud på dem, der nu står først på listen.

Min teori vil selvfølgelig blive betegnet som vanvittig og en konspirationsteori. 

Hvis nogle eller flere af ovenstående indgreb gennemføres, mere eller mindre som kup, begynder der dog at tegne sig et mønster.

Og indtil videre utænkeligt, men hvis en af de i sagen involverede parter en dag skulle lække den rigtige forklaring, hvis den officielle altså ikke er rigtig, er der den rygende pistol. 

Så har jeg måske alligevel ikke skudt helt ved siden af.

Og som tyskerne siger, måske belært af erfaringen. ”Pass auf jedermann, der ist ein Tyrann”.

Verden havde været et bedre sted, hvis historiens værste tyranner var blevet skudt i tide.

Jeg opfordrer selvfølgelig ingen til fysisk at skyde Mette Frederiksen, det ligger mig uendelig fjernt, men vi vælgere bør skyde hende ned som statsminister, ved først givne lejlighed. Koste hvad det vil, for ellers koster det til sidst vores frihed.

Spørgsmålet er nemlig: Hvad vil Mette egentlig med magten? Svaret er: Magten selv og ufrihed til os andre!

Og hendes eftermæle bør blive ”Mette Mink Jong-un Frederiksen”.