Fodboldens fanatiske feminister

Kvinder og deres organisationer ynder at portrættere sig selv som ofre og det har de tjent tykt på i form af statsstøtte og sympati i medierne siden de smed Bherne og gik på ø-lejr i 1960erne.

Men magt korrumperer… også hos pigerne.

4 eksempler fra fodboldens verden er kun et lille snapshot af, hvad radikale kvindeorganisationer slipper afsted med i disse dage uden et pip fra deres ”solidariske” medlemmer.

Ryan Giggs, Wales landstræner og tidligere Manchester United fodboldikon, og Benjamin Mendy fra Manchester City blev begge trukket gennem mediemaskinen som volds- og voldtægtsmænd, mistede job og ære… for derefter at blive pure frikendt, uden at nogle af deres kvindelige (falske) anklagere har måttet stå til ansvar.

Konklusion: Det er gratis for kvinder at fremsætte falske anklager for seksuelle overgreb mod kendisser. Går den så går den. I bedste fald får man en sækfuld af penge og medsøstrenes sympati. I værste fald…. ingen konsekvenser.

De sidste 2 eksempler er i den grovere ende: Spaniens kvindelandshold har lige vundet VM og i den forbindelse blev det spanske fodforbunds mandlige, præsident, Rubiales, så begejstret, at han kyssede en af spillerne på munden. Vi snakker ikke tungekys, men et lille hurtigt, socialt eet af slagsen.

Ikke en kat gøede i Spanien, heller ikke spilleren selv, indtil anføreren for det amerikanske kvindelandshold, Rapinoe, bekendende lesbisk aktivist på den neo-marxistiske venstrefløj, beskyldte Rubiales for sex-chikane og krævede hans afgang.

Så tog mediemaskinen fat og pludselig var alle, inklusive spilleren selv som indtil da havde bagatelliseret episoden, enige: Rubiales var et sex-svin, som måtte gå af.

Ingen stillede det relevante spørgsmål: hvis formanden havde været en forkvinde, havde det så også været sex-chikane? Selvfølgelig ikke og det udstiller det politiske i hele affæren.

Mason Greenwood var en lovende Man. United spiller indtil en kvindelig bekendt anklagede ham for sex-chikane. Han blev fængslet og buret inde indtil kvinden selv droppede anklagerne og politiet gjorde det samme. Anklagen var grundløs.

Man. United var parat til tage ham tilbage, men flere kvindeorganisationer protesterede, som de sagde i sympati med ofrene for hjemlig vold. Der var ganske vist ingen ofre, for manden var jo netop efter uberettiget fængsling blevet frikendt, men det så kvinderne stort på, så Mason måtte slukøret erkende, at han var fortid ikke blot i Man. United, men i Premier League: Ingen ville røre ved den brandvarme kartoffel og lægge sig ud med magthaverne….. kvinderne.

Men med magt kommer ansvar, både juridisk og politisk.

I alle 4 tilfælde har mænd, juridisk set uskyldige mænd, mistet deres position i samfundet og deres job (Rubiales nægter at gå af, men det kan kun være et spørgsmål om tid, før også han må bide i det sure Eva-æble) på baggrund af, hvad der kun kan betegnes som en politisk heksejagt iværksat af kvinder.

Uanset det hidtil i den vestlige civilisation gældende retsprincip om, at man(d) er uskyldig indtil dømt skyldig. Fordi alt andet er undergravende for retssikkerheden.

Det er åbenlyst, at kvindeorganisationerne vil have magt uden ansvar. Og deres menige kvindelige medlemmer er tavse som kirkemus.

Uanset at den neo-marxistiske forklaringsmodel på alle samfundets synder som de håndhæver, nemlig at mænd misbruger deres magt over kvinder, dagligt bliver stillet på hovedet: i fodboldens verden såvel som i den almindelige verden er det kvinderne, der ikke blot juridisk men politisk har magten over mænd.

Og det har korrumperet dem.