Klumme: Afsked med Trump


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Vis mig dine venner, og jeg skal sige dig, hvem du er, lyder en gammel sentens. Den kan være nærliggende at minde om, hvis man vil måle den afgåede USA-præsident Donald Trump. Ikke specielt med en amerikansk målestok, hvor der naturligvis vil være mange indenrigspolitiske og nationale regnestykker, som udenforstående kan have svært ved at løse på en tilstrækkelig indsigtsfuld måde.

Men f.eks. herhjemme, hvor det skam i forskellige kredse har givet anledning til en vis sørgmodighed, at Trump nu er væk. Medens det store flertal synes at være endog godt tilfreds dermed.

Vis mig dine venner. Ja, Trumps venner uden for USA – eller i hvert fald på den internationale scene – dem, han har talt relativt pænt – og til tider endog helt rosende – om, har typisk omfattet Ruslands præsident Putin, som han ligefrem har erklæret sig “beæret” over at møde. Nordkoreas diktator Kim Jong-un har han nærmest søgt at knytte til sig med personligt bånd. Præsident Xi Jinping i Kina er på trods af handelsstrid mv. blevet rost i høje toner. Dertil Saudi-Arabiens magtfulde kronprins, Tyrkiets præsident Erdogan m.fl.  Ja, selv Danmarks statsminister, der efter en vis uoverensstemmelse alligevel senere blev betegnet som “en vidunderlig kvinde”. Derimod har der ikke været mange positive ord om demokratiske ledere som Tysklands Merkel, Canadas Trudeau o.lign.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Hvem er det som er paranoid ?

Hertil skal man så lægge forskellige andre udsagn, der kan opfattes som stemningsmæssige eller kampivrige overdrivelser, såsom “grab ’em by the pussy” om kvinder, eller “lock her up” om Trumps politiske konkurrent i 2016. I sig selv måske ikke meget tungtvejende, mest sikkert eksempler på en frisk-fyr-agtig debatstil, men vel nok også udtryk for en degenereret debatkultur.

Hans kampagne mod og forsøg på manipulation af valgresultatet fra november i fjor samt moralsk medansvar for angrebet på Kongressen den 6. januar er naturligvis derudover en helt negativ faktor for vurderingen af Donald Trump. Hans manglende ønske om at vise åbenhed med mht. sine personlige skattemæssige og økonomiske forhold, må ligeledes give klart negativ karakter. Også set fra denne side af Atlanten.

Det betyder selvsagt ikke, at alt, hvad Trump har sagt eller fået gennemført, er forkert og dårligt. Som for andre i det embede, er der tale om både gode og mindre heldige resultater.

Også set med europæiske briller må det erkendes, at Trumps udspil i Mellemøsten har bidraget til at løse noget op for den arabiske forstening. Ved at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad og hælde den urealistiske såkaldte to-statsløsning ned ad brættet og modsætte sig Iran, har han fremmet en ny samarbejdsvilje i dele af den arabiske verden. Noget som kuldslåede europæiske regeringer ikke har formået at mobilisere.

LÆS OGSÅ:  USA's sanktioner mod mullaherne virker

At han har trukket USA ud af tvivlsomme FN-arrangementer som de såkaldte klimaaftaler fra Paris, støtten til palæstinensiske terrororganisationer m.fl., burde vel også anerkendes, hvorimod principperne for hans handelspolitik i hvert fald har tvivlsomme træk.

Den europæisk funderede kritik af Trump kan næppe heller omveksles til en blank accept af Joe Bidens forskellige initiativer, som på flere punkter allerede har vist sig at være problematiske.

Og i dennes demokratiske parti findes ekstreme grupper, som kan vise sig skadevoldende for den sikkerhedspolitiske stabilitet, der vel for Europa må være en conditio sine qua non (ufravigelig betingelse) for et samarbejde.

Således kan det være både godt og skidt for Europa og Danmark, at Trump er væk, for så vidt angår realpolitikken. Og det er i sig selv vanskeligt at forudse, hvordan det i øvrigt i fremtiden vil påvirke USA.

Det må indrømmes, at han har været forfulgt af toneangivende medier, herhjemme nærmest unisont af Journalistisk Venstrepartis pressefolk. Men trods alt vil det dog være svært at begræde, at han forsvinder. For selv med flossede forventninger til ledende politikeres og statsmænds sanddruehed, og med blot et minimum af det sikkert antikverede begreb “anstændighed” i behold, kan det vel ikke være svært at se, at der med Trump var tale om en selvcentreret lystløgner. Med ringe respekt for, hvad der trods alt er fakta, og for den demokratiske proces. Alene derfor er der ikke grund til at sørge ved hans afgang.