Klumme: AUKUS, EU og CAI


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Det er akronymernes tid i storpolitikken og det gør det ikke lettere at forstå, hvad der er ved at ske i verden rent sikkerhedspolitisk.

Men baggrunden er alvorlig nok til at nødvendiggøre en forklaring.

For et par uger siden blev Frankrig – EUs førende magt rent militært efter Brexit – så fortørnet, at det hjemkaldte sine ambassadører fra Australien (A), England (UK) og Amerika (US), AUKUS.

Baggrunden var, at Australien havde indgået en aftale med USA og England om bygning af atomdrevne u-både, selv om man havde en igangværende aftale med Frankrig om bygning af diesel-drevne u-både.

Aftalen repræsenterede et sikkerhedspolitisk kursskifte væk fra appeasement af Kina til en mere realistisk analyse af og modstand mod Kinas internationale ambitioner og metoder.

Det var selvfølgelig ærgerligt for Frankrig at gå glip af nogle hårdt tiltrængte australske dollars i disse pandemi-tider, men den egentlige grund til overreaktionen var en anden: såret stolthed.

For at forstå det skal vi tilbage til september 2020, hvor Angela Merkel i kraft af det tyske formandskab af EU, og EUs ledende politikere inklusive den af Merkel indsatte EU-Kommissions formand, Ursula von der Leyen, holdt et virtuelt topmøde med Kinas leder Xi Jinping vedrørende en EU-investeringsaftale (CAI) med Kina.

Aftalen, som blev kraftigt støttet af Frankrigs præsident, Macron, men som helt undgik at omtale Kinas brud på menneskerettighederne både hjemligt og i Hong Kong og Tibet, var et merkantilistisk mesterstykke, som gjorde det klart for enhver, at EU i forholdet til Kina nægtede at tage andre hensyn end de rent købmandsmæssige i betragtning; men paradoksalt nok samtidig så sig selv og EUs demokratiske ikke-aggressive system som en model som andre (læs: USA) kunne lære noget af.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Det er blevet surt at være Israel-hader

Aftalen blev endelig indgået lige før jul under heftig kritik ikke mindst fra menneskerettighedstilhængerne i EU-Parlamentet, som det til sidst lykkedes at få aftalen ”udsat”.

Men også andre kritikere kom på banen, f.eks. USAs nye administration under Joe Biden, som – forgæves – havde bedt om konsultationer med EU før aftalen blev indgået for at fastlægge en fælles kurs overfor Kinas stadig stigende aggressive politik i det indo-kinesiske område.

Men EU tromlede videre, hvilket foranledigede USA til spydigt offentligt at kommentere CAI-aftalen med en bemærkning om, at det ville have været rart, hvis man var blevet konsulteret på forhånd.

Episoden, som altså førte til, at USA og Australien, men værst af alt England, som jo netop var gået enegang ud af EU, vragede Frankrig og implicit EU, viste, at EUs selvtilfredse arrogance og stolthed over sit eget ”enestående” freds- projekt samt dets storpolitiske ambitioner som mægler  mellem Kina og Vesten ikke havde rod i virkeligheden.

For virkeligheden er, at totalitære styrer som Kina udgør en trussel mod demokratierne i verden.

Og det har USA, Australien, England og mange andre lande, heriblandt Japan og Indien, indset, og har sammen med Australien indgået et militært samarbejde vendt mod Kinas militære aggressioner – det såkaldte Quad-program.

Men ikke EU.

Frankrigs reaktion på episoden har været at kræve et stærkere militært samarbejde indenfor EU i konkurrence med NATO…og selvfølgelig med sig selv ved roret.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Ministres storhedsvanvid

Men den limpind er der vist ikke mange EU-medlemsstater, som vil hoppe på, inklusive Danmark som historisk set ikke har gode erfaringer med sikkerhedspolitisk at holde med Frankrig jf. Københavns bombardement og tabet af den danske flåde i 1807 og tabet af Norge i 1814, for slet ikke at tale om Frankrigs arvefjende, Tyskland.

Så spørgsmålet efter AUKUS-fiaskoen må nok for enhver ædruelig EU-observatør være, hvornår EU, inklusive Danmark, som er helt sikkerhedspolitisk afhængigt af USA i form af NATO, vil vælge side i kampen for demokrati.