Klumme: Bryder endnu ét socialistisk diktatur sammen? Vi har da lov til at håbe!


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

I rækken af det seneste kvarte århundredes store antal af sydamerikanske socialistiske diktatorer lige fra Cubas Fidel Castro og Nicaraguas Daniel Ortega til Venezuelas Hugo Chávez og Nicolas Maduro, der alle har ruineret deres landes økonomi og undertrykt ytrings- og pressefriheden, passer Bolivias præsident Evo Morales som hånd i handske.

Lige siden 2006 har Morales (f. 1959), hvis fulde navn er Juan Evo Morales Ayma, været sit lands præsident og dermed regeret landet i tre valgperioder. Han stammer fra en fattig landbrugsfamilie og tilhører aymara-befolkningsgruppen (hvilket forklarer hans sidste efternavn), der stammer fra egnene omkring Andesbjergene. Dermed er Morales landets første indigene præsident, hvilket har bragt ham stor sympati i vore politisk korrekte tider, men også gjort ham populær i landbefolkningen i Bolivia. Hans parti ”Bevægelsen for socialisme” (MAS), der bl.a. har nationaliseret landets olie- og gasindustri og meldt landet ud af Verdensbanken i Washington D.C., vandt således i 2009 med over 67% af de afgivne stemmer og indgik i et snævert samarbejde med Venezuelas daværende marxistiske diktator Hugo Chávez.

Det er et noget tvivlsomt parti, Morales er leder af. For det første er den vokset frem af den såkaldte cocalero-fagforening, som Morales havde været medlem af, og hvis medlemmer er bønder, der dyrker cocaplanten, hvis blade anvendes til fremstilling af kokain. For det andet bygger hans parti også på den såkaldte Tupac Katari Guerillahær (EGTK), en yderliggående venstreorienteret og voldelig guerrillabevægelse, der har været aktiv de sidste 30 år, og som har rødder tilbage til personer, der blev trænet og inspireret af den argentinsk-cubanske revolutionære marxist og massemorder Che Guevara i 1960erne.

Morales var et nærmest ukendt navn frem til 2013. Men d. 3. juli 2013 blev hans fly efter et statsbesøg i Rusland, tvunget til at lande i Wien, da Frankrig, Italien, Portugal og Spanien nægtede flyet adgang til deres luftrum. Den officielle begrundelse var tekniske årsager, men Bolivias regering påstod, at disse lande ville kontrollere, om den kendte whistleblower Edward Snowden, tidligere ansat i USAs efterretningstjeneste National Security Agency (NSA) var ombord. Snowden havde søgt om asyl i Bolivia, og USA krævede ham udleveret pga. en anklage for landsforræderi. Det er karakteristisk, at kun Rusland og nogle enkelte sydamerikanske lande protesterede. Flere læsere husker måske en række pressefotos, der viser Morales gumlende på et cocablad – den rene provokation.

Foruden et omfattende nationaliseringsprogram af en række statslige virksomheder og en distancering både fra Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF), der er ansvarlig for at styre det globale finanssystem, og som Morales anser som kapitalistiske redskaber skabt af fanden selv, styrer han en militant antiamerikansk kurs. USA ses som det store imperialistiske uhyre.

Han følte sig bekræftet i denne opfattelse, da den amerikanske regering i dens beskæmpelse af narkotikamisbrug i USA på et tidspunkt sendte tropper til Bolivia for at foranledige en afbrænding af de talrige coca-plantager. I sin vrede over dette meldte Morales sig igen ind i sin gamle cocalero-fagforeningen og nægtede at acceptere den tilbudte erstatning på 5.000 dollars for hver hektar med cocaplanter, der var blevet afbrændt. Selvfølgelig bragte dette ham bifald fra den politiske venstrefløj, men ikke desto mindre gik det voldfsomt ud over landets økonomi, og Bolivia er på trods af eller nok snarere pga. den førte politik et af de fattigeste land i Sydamerika.

Men nu ulmer oprøret i det socialistiske paradis – parallellen til Venezuela er oplagt! Den 20. oktober i år var der præsidentvalg i Bolivia. Efter at 84% af stemmerne var talt op, lå Morales, der nu for fjerde gang havde stillet op, med 45,3% foran oppositionens kandidat, centrumspolitikeren og journalisten Carlos Mesa med 38,2%. Derefter stoppede valgkommissionen stemmeoptællingen i 20 timer og forkyndte herefter, at Morales, efter at 95% af stemmerne var talte, nu havde en tilslutning på 46,85%, mens Mesa kun havde fået 36,74%.

Forskellen i tallene synes minimale, men er afgørende med henblik på Bolivias valgregler. Her gælder, at 40% i første runde er nok til at kåre en vinder, hvis afstanden til nr. to er mindst 10%. Dette betød, at Morales nu kunne udråbes til dette tvivlsomme valgs vinder med et flertal af stemmer på 0,11%.

Kan det undre, at en bølge af indignation og vrede har ramt landet. Tusindvis af demonstranter samlede sig i fem af landets ialt ni regioner for at protestere mod, hvad de anså for den rene valgsvindel. I hovedstaden udråbtes en generalstrejke, og der fulgte hårde gadekampe mellem politi og rasende demonstranter. I de sociale medier kunne man se videoer, der viste kasser med stemmesedler, der allerede i forvejen havde været udfyldt med et kryds foran Morales’ navn. Den katolske kirke og menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch peger på flere tusinde tilfælde af valgsvindel, og valgobservatørerne fra Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) har krævet en nærmere forklaring af myndighederne.

Allerede  Morales’ kandidatur til valget havde været stærkt omdiskuteret, idet Bolivias forfatning forbyder fire valgperioder for den samme præsident. Men landets forfatningsdomstol, der er i lommen på Morales, annulerede ganske enkelt denne regel.

Overhovedet har Evo Morales i den senere tid ageret yderst autoritært og har mistet en stor del af sin tidligere popularitet. Han lod således over en snes dommere fjerne fra deres embede og nægtede at organisere slukningsarbejdet i forbindelse med en række katastrofale skovbrande for tre uger siden. Tværimod gik han ind for en rydning af områderne for at skabe ny landbrugsjord. Her hørte man ingen protester fra Greta Thunberg & co. Endvidere førte han en på forhånd tabt klagesag ved den Internationale Domstol i Den Haag mod Chile for at få direkte adgang til Stillehavet. Et nederlag var givet på forhånd.

Så Bolivia med dets korrupte præsident, der ikke længere har flertallet af sit fattige lands indbyggere bag sig, står foran en usikker fremtid. Bryder endnu ét socialistisk diktatur sammen? Vi har da lov til at håbe.

Kommentarer