Klumme: Debatten om EU’s redningsfondsforslag er spil for galleriet


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Steffen Skovmand

Der står nemlig langt mere på spil. Men lad os starte med forløbet op til EU-Kommissionens ”forslag” til at ” hjælpe” EU ud af coronakrisen som selveste Angela Merkel har været ude og rose EU-Kommissionen for. Det viser nemlig tydeligt, at det er spil for galleriet.

For en uge før EU-Kommissionens forslag, den 18. maj, mødtes 2 ud af EU’s 27 medlemsstater, Frankrig og Tyskland, og aftalte bag lukkede døre uden om de resterende 25 øvrige medlemmer en radikal redningsplan på 500 milliarder euro. Forslaget var radikalt, fordi det indebar to væsentlige politiske kursændringer i tysk EU-politik: de 500 milliarder euro skulle gives som tilskud og ikke som lån; og ”initiativet” skulle finansieres via EU-Kommissionens budget og pengene rejses af EU-Kommissionen på EU’s vegne.

Dette var tilsyneladende en kolossal diplomatisk sejr for Frankrigs Macron, som siden sit valg i 2017 har presset Tyskland til at gøre mere for at udvikle EU til en stormagt, bl.a. ved at foreslå at indføre de såkaldte Corona-obligationer udstedt og garanteret af EU i ”solidaritet”, som har presset Merkel til ikke at øge lånene til det sydlige EU’s i forvejen gældsplagede lande, især Italien, ved at tvinge dem til at optage nye lån, og som har stillet forslag om en decideret EU-hær.

Macrons og Merkels ”initiativ” blev straks mødt med modstand fra en række EU-lande, heriblandt Danmark, Sverige, Holland og Østrig, som insisterede på at EU’s redningsindsats primært skulle ske i form af lån. Ugen efter forelagde EU-Kommissionen så sit forslag på 750 milliarder euro, hvoraf 500 milliarder skulle gives som tilskud og 250 milliarder som lån. Forslaget skulle vedtages i forbindelse med forhandlingerne om EUs ny 7-årige budget, som skal afsluttes i år.

Det er dette åbenlyse forsøg fra EU-Kommissionen på at behage Frankrig-Tyskland og samtidig ikke fornærme resten af EU, der har optaget danske medier mest. Men EU-Kommissionens gør bare det, som EU-Kommissionen altid gør – den udarbejder et oplæg til forhandlinger og reelt skyder bolden tilbage til EU-medlemslandenes, hvor Tyskland og Frankrig har det store ord at skulle have sagt.

Så det er et helt andet spørgsmål, vi danskere skal stille os selv, nemlig: Hvorfor ændrede Tyskland kurs på så afgørende punkter og hvorfor nu? Og hvilken betydning har det for EU’s fremtid og dermed for Danmark? For Tysklands kursændring skyldes ikke alene corona-krisen, men fire andre forhold:

  • EU’s manglende solidaritet i coronakrisens første fase, hvor to af EU’s grundlægger-lande, Tyskland og Frankrig, lukkede af for eksport af masker og ventilatorer til et andet grundlægger-land, Italien. Det styrkede anti-EU- bevægelsen i Italien, hvor næsten halvdelen af befolkningen i dag ville melde sig ud.Og hvor Kina er den mest populære stormagt.
  • Tyskland afkald på landets stramme finanspolitik og Schwarze Null-dogmet om ikke at køre med budgetunderskud for at imødegå Corona-krisen. Den tyske politiske klasses brede opbakning til Merkel/Macron planen viser, at denne kursændring er kommet for at blive.
  • Dommen fra Forfatningsdomstolen vedrørende Den Europæiske Centralbanks (ECB’s) opkøb af statsobligationer, viser, at Tyskland ikke længere bare kan forvente, at ECB redder kastanjerne ud af ilden og at politikerne må tage et ansvar. Den viser også, at ved at angribe Tyskland risikerer EU-Domstolens aktivisme, som hidtil hovedsageligt har rettet skytset mod lande i periferien som Ungarn og Polen, at underminere selve EU-projektet.
  • Sidst men ikke mindst skyldes Tysklands kursændring, at skællene er faldet fra landets øjne, for så vidt angår Kinas rolle og ambitioner i verden. Og det har ikke været kønt. Kina har offentligt truet Tyskland med repressalier, hvis man indfører begrænsninger på Huaweis teknologi-aktiviteter. Kina har ydmyget EU ved at censurere en fælles EU-Kina udtalelse og give EU’s udsending i Beijing en offentlig næse. Og Kina har lagt pres på EU’s ”udenrigsminister”, Josep Borrell, for at få denne til at afholde sig fra at lægge skylden for coronakrisen på Kina.

Kina har derudover truet Australien med repressalier for at opfordre det internationale samfund til at lave en officiel undersøgelse af Kinas ansvar for coronakrisen samt brudt aftalen om Hong Kongs selvstyre. For slet ikke at snakke om Tibet-demonstrationssagen herhjemme, hvor Danmark på ynkeligste vis bøjede nakken for Kinas trusler.

Så det er blevet lysende klart, selv for Merkel, som er verdensberømt for altid at udskyde vanskelige beslutninger, at Tyskland nu må vælge mellem USA og Kina.

Så det har hun så gjort. Og valget blev: Mere EU!

Det har altid været Frankrigs politik at udgøre et politisk alternativ til USA, men det farlige for Danmark er, at nu er Tyskland hoppet med på vognen. Dette re logisk, idet for Merkel er valget mellem USA og Kina er umuligt. Tyskland er nemlig ikke blot det mest USA-fjendtlige land i EU, hvilket vel at mærke ikke kun skyldes landets præsident, Donald Trump.

Gerhard Schrøder vandt således kanslervalget i 2002 på en decideret anti-USA og anti-George Bush platform. Tyskland er endvidere over de seneste årtier gået hen og blevet det mest anti-militaristiske og pacifistiske land i EU. I sin bog ”Wir Verstehen die Welt Nicht Mehr-Deutsclands Entfremdung von seinen Freunden” (Vi forstår ikke verden længere-Tysklands afkobling fra vennerne) taler forfatteren Christoph von Marschall om denne stadig stærkere tendens, som han kalder tyskernes ”moralske storhedsvanvid”.

Men sprænges EU, bryder Tysklands rolle i verden sammen, da Tyskland af historiske grunde kun kan udøve magt via internationale organisationer som EU og FN. Så valget er logisk, selv om coronakrisens forløb med al tydelighed viser, at EU’s såkaldte solidaritet er bygget på sand og kun er et skalkeskjul for Tysklands og Frankrigs geopolitiske ambitioner. Forløbet omkring Europa-Parlamentsvalget og valget af top-posterne i EU sidste år udstillede med pinagtig tydelighed, at EU lider af et kæmpe demokratisk underskud, idet alle væsentlige beslutninger i EU reelt tages af stats -og regeringscheferne, læs Macron og Merkel, i Det Europæiske Råd, bag lukkede døre og uden demokratisk transparens.

Så nu hvor EU’s to stormagter er blevet enige om at udgøre et alternativ til Trumps USA og Xis Kina, bør Danmark tænke sig godt om.

Hvis man beslutter at modarbejde Merkel/Macron-initiativet, kan det føre til EU’s sammenbrud til glæde for Kina, idet der er intet, Kina hellere vil se end at EU bryder sammen.

Hvis man derimod accepterer Merkel/Macrin-initiativet, vil der ikke kun være tale om tilskud eller lån, om kroner og ører, men i høj grad om, hvorvidt et stadig mere udemokratisk EU vaklende mellem et pacifistisk moraliserende Tyskland og et Frankrig med imperieambitioner er vejen frem.