Klumme: For mange spillere på blå banehalvdel


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

7 partier eller 7 spillere om man vil var ikke for mange på et fodboldhold, men uden for fodboldens verden er nærmest 7 spillere for mange, når de alle sammen befinder sig på samme politiske banehalvdel, og alle sammen kæmper om samme vælgeres gunst mere eller mindre. Det er den aktuelle situation på den blå banehalvdel i Danmark.

Det er klart, at der er forskel på både Venstre og Dansk Folkepartis vælgersegment, men der er dog fælles værdigrundlag på væsentlige punkter.

Troen på værdien af privat initiativ, privat ejendomsret, retspolitik og indvandringsregulering vil med nuancer være det, som definerer det at have et borgerligt ophav frem for rød banehalvdel, hvor det statslige, fælles, nærmest symbiotiske tilhørsforhold mellem myndigheder, borgere og kapital hænger sammen.

Der hvor skoen for alvor trykker på blå banehalvdel er, at partier som det nudannede Danmarksdemokrater (pendant til svenske Sverigesdemokrater), DF og NB skal ud i kannibalisme for at sælge sig selv for så at æde konkurrenterne.

Omdrejningspunktet er godt hver 5. vælger, som bifalder patriotisme og dansk værdisæt som udgangspunkt for en politisk dagsorden. De øvrige fire femtedele tror stadig på, at EU, globalisering, liberalisme og socialisme er løsenet. Det uanset virkeligheden har afdækket, at Danmarks selvstændighed, selvbestemmelsesret og dansk værdigrundlag dagligt fjernes og/eller rykkes til Bruxelles eller går op i hat og briller på den politiske korrektheds og mangfoldigheds alter. Læs: Danmark og danskhed afvikles til fordel for islamisk levevis og indførsel og accept af mellemøstlige kultur. Læs igen: Til fordel for fremmede religiøse normer og islamisk voldskultur.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Når Muhamed kan, hvorfor kan Hitler så ikke?

Pressen og mainstreampolitikerne på begge banehalvdele er hovedårsagen til et nærmest stivnet og statisk vælgersegment. Fire femtedele af danske vælgere er som narkomaner på en opium sammensat af løgnepressens forsikringer om mangfoldighed. Som så bakkes op af politikere, der forsikrer om, at patienten Danmark fortsat lever godt, selvom vi alle kan se, at der er tale om en ældre dame, som næppe overlever de næste 10-20 år under de gældende vilkår på det plejehjem, politikerne har hensat hende på.

I stedet for at revitalisere damen Danmark og give hende vitaminer og liv, så medvirker især den røde blok til, at hun dag for dag bliver mere og mere grå. Godt assisteret af blå spillere, som tror på, at mor Danmarks saft og kraft skal hentes i bureaukraters og lobbyisters kontorer i Bruxelles. Hvor meget fejl kan man tage?

Danmarks fremtid, mor Danmarks fremtid ligger i hænderne på de generationer, som p.t. lever. Hvis det kun er den ældre generation, som fortsat hæger om traditionerne og danskheden, så er det nat med fortsat danskhed. Hvis sproget, vanerne og historien om vores fællesskab er ligegyldige for den unge generation, så bliver det bureaukrater, globalister og mangfoldighedsprædikanter, som vinder og dikterer kursen mod afgrunden. Så har den ældre generation fejlet i at videreformidle læren og faklen om troen på danernes betydning.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Findes der forskellige menneskeracer? Del 1

Hvis det nationalkonservative segment spiller sine kort rigtigt, er der et håb for fremtidens danskhed.

Men, tilbage til antallet af spillere på banen. Det svækker den fælles målsætning, at politik i højere grad handler om en personlig profilering end en kamp for Danmark og danskheden. Det styrker det hel- og halvautoritære røde galleri, at blå banehalvdel optræder i 7 forskellige trøjer. Blå blok udstiller sin svaghed ved ikke at optræde i fælles front med blot det halve antal spillere.

V og K har af uforståelige årsager samlet godt 30% af segmentet på borgerlig banehalvdel. Jeg kalder V og K for de lidt mindre Socialdemokratier. For det er hvad de er. Der er nuanceforskelle, men heller ikke mere mellem S, V og K. Men dybest set er det underordnet hvilket af partierne man stemmer på.

Hvad vi mangler, hvad mor Danmark fattes, er en dansk Messias-skikkelse. Han eller hun skal have evnen til både at formidle det nationalkonservative budskab om, at hvad der er bedst for mor Danmark, det er bedst for alle. Men, pågældende skal også besidde evnen til progressivt at gå på strandhugst hos rød banehalvdels marginalvælgere. De vælgere, som vælger med både hjertet og hjernen. Realisterne på rød banehalvdel med andre ord.

Formidling og det at gribe folkestemningen er en kunst. Det kræver snilde og vælgertække. Poul Schlüter havde evnerne, men satte målet over styr ved kompromis med de Radikale i 1983 på udlændingeområdet.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Borgerrettighedsbevægelsen i USA har mistet al troværdighed 

Den Messias-lignende type, jeg sigter til, skal forstå dels at opstille en klar målsætning for, hvad pågældende mener er en sikring af Danmark kulturelt, etnisk og økonomisk. Den Messias-lignede personage ser jeg ikke her og nu. Pågældende kan vokse med opgaven blandt det yderste højre. Pernille Vermund som måske vigtigste spiller, men også Lars Bøje er et bud. Rasmus Paludan er langt den modigste og mest progressive ingen tvivl, men fattes gennemslagskraft så længe islamismen ikke er længere fremskreden.

Håbet må være, at de alt for mange spillere uanset kannibalisme, forstår, at de er i politik for Danmarks og ikke for egen skyld. Som idealtype til at fremstå som naturlig leder for det oprindelige Danmark, har vi brug for en politisk leder med autoritet, viden, tæft, lederegenskaber og folkelig gennemslagskraft. En kommunikator med røv i bukserne, og evnen til at gribe nuet og overskrifter og substans med ørnekløer. En jernkansler, som kan matche rød bloks Mette Frederiksen, så hun fremstår som en sprællemand uden mål og med.

Jeg venter og længes efter den danske Messias. Og jeg har snart venter længe nok. Er du ikke enig?