Klumme: Hvor meget skal Vesten udvandes?


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Internationalt samarbejde er en positiv ting gennem politik, videnskab, handel og kulturelle udvekslinger. I så henseende er det dog et voksende problem, at en del af organiseringen heraf er blevet til politisk-bureaukratiske komplekser, med mange medarbejdere, egne interesser, betændte ledelser osv. Det fører det organiserede internationale samarbejde ind i særlige irgange, til tider fjernt fra dets ellers fornuftige udgangspunkt.

Eksemplerne herpå er legio, men især FN og WHO. Begge oprettet med gode og fornuftige formål for øje. Og derefter væltet omkuld i en hvirvelvind af politik og egoistisk organisations-interesse. Til fals, når det gælder.

FN, der startede efter anden verdenskrig, havde skam gode hensigter. Det afløste Folkeforbundet fra 1920. USA var ikke medlem og flere lande meldte sig ud, således i 1933 Tyskland og Japan og i 1937 Italien. Det var ingen succes, og blev altså afløst af FN.

Nu skulle der ikke mere blive krig. Landene skulle respektere hinanden, grænserne, menneskerettigheder, folkenes selvbestemmelsesret, internationale konventioner etc. De skulle skabe en bedre verden.

Men resultatet er gået i en anden retning. Organisationen har måttet acceptere overgreb mod suveræniteten som Sovjetunionens undertrykkelse af Østeuropa og aggression mod Afganistan, Ruslands annektering af Krim, Kinas jernnæve i Tibet og undertrykkelse af andre etniske minoriteter. FN’s Menneskerettighedsråd må rent ud betegnes som en parodi på sagen. Samtidig har FN-bureaukratiet installeret sig som bestemmende for igangværende klimaforandringer, som økonomisk fødekilde for en række diktaturstater og for terrororganisationer.  FN er blevet en stor koncern, mange ansatte, store penge, udbredt korruption.

WHO – Word Health Organisation – er et organ inden for FN-familien.  Det blev oprettet i 1948. Hovedformålet er angiveligt at bekæmpe sygdomme og sørge for, at mennesket har det godt i samfundet, over hele verden. I modsætning til moderorganisationen kan WHO opvise forskellige succeser mht. forebyggelse og bekæmpelse af smitsomme sygdomme, levering af vacciner etc. Organisationen og dens regionalafdelinger betragtes også i nogen grad som besiddende en særlig faglig ekspertise på disse felter. I den aktuelle situation med coronaepidemien er der som bekendt også herhjemme rejst tvivl om kvaliteten af WHO’s sundhedsfaglige ekspertise.

Langt værre er det dog, når coronarsagen utvetydigt afslører tilgrundliggende politisk ensidighed i ledelsen og i vitale dele af WHO. Således har organisationen ubetinget rost sygdomsindsatsen i diktaturstaten Kina. At man her tilsyneladende længe undertrykte oplysninger om virusudbruddet, at der efter al erfaring slet ikke findes pålidelig statistik over det videre forløb og om dagens situation, at kinesiske forskeres viruseksperimenter i landets store forskningscenter og virusbank i Wuhan, og at helt uhygiejniske forhold på store fødevaremarkeder (wet markets) kan have været en stærk årsag til epidemien, bliver skam ikke kulegravet for sandhedsværdien heraf, selv om Kina tidligere har været arnested for epidemier.

Kina er et hårdhændet kommunistisk diktatur med det 20. århundredes største massemorder Mao Zedong som ikon. Det tåler kun succeshistorier. WHO har aktivt som passivt bidraget dertil. I modsætning til det kommunistiske Kina er det andet Kina på Taiwan forment medlemskab af organisationen, som end ikke har ønsket at modtage nærmere oplysninger om dette lands indsats på coronaområdet. WHO´s anseelse er på de felter i frit fald.

Der er adskillige andre internationale organisationer, NGO’er mv., som ligeledes er ramt af bureaukratisk forvitring, blåøjet ensidighed o. lign. Imidlertid må man sige, at helt globale, offentligt finansierede organisationer som FN, herunder WHO, der løbende indgår i dagens politiske stillingtagen, er et særligt problem, når de er begyndt at rådne. Det har vel i realiteten været vestlige kerneværdier om suverænitet, menneskerettigheder, demokrati, ytringsfrihed, åbenhed, upartiskhed osv., som skulle være grundlaget for FN, også selv om kommunistiske og andre diktaturer fandt det hensigtsmæssigt at tilslutte sig. I dag er den FN-kjortel ganske mølædt. Og i WHO er der dybe ridser i polituren.

Det burde verdens – herunder Vestens – demokratiske lande interessere sig for. At rydde grundigt op i miseren vil efter alt at dømme være umuligt inden for de givne rammer. I stedet for burde overvejes en radikal fornyelse efter nedlukning af det hidtidige system. Vestens lande betaler stort set gildet, så i princippet skulle det være muligt. At skille får fra bukke måtte blive resultatet.

Der er dog næppe megen udsigt til gennemførelsen af en reformindsats af den art. EU ville jo være en naturlig initiativtager. Men noget sådant må formodes at ligge helt uden for Bruxelles-bureaukratiets fantasi; de gamle vesteuropæiske stormagter er stort set impotente og USA ligger underdrejet. Og under alle omstændigheder ville initiativer i den retning givetvist hurtigt kæntre i den politiske korrekthed, også herhjemme. Så hellere bare betale til udvandingen af Vesten i FN’s cirkus.