Klumme: Kina leger med ilden – og slipper nok godt fra det


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Tilbage til Wuhan

Den 10. december 2019 blev den 57-årige ekspeditrice Wei-Guixan i den centralkinesiske millionby Wuhan plaget af hoste og feber. Hun mente, det var influenza og opsøgte et hospital. Få dage senere kurserede i de sociale medier rygter om en mystisk sygdom i lighed med den tidligere SARS-epidemi, men de kinesiske myndigheder forblev tavse.

Den 30. december postede to læger i Wuhan via WeChat informationer om en hemmelighedsfuld lungebetændelse i byen; én af dem var øjenlægen Li-Wenliang. Først på dette tidspunkt opfordrede sundhedsmyndighederne i Wuhan alle hospitaler om at melde patienter med de pågældende symptomer, og samtidigt forbød politiet Wenliang at udtale sig. Selv døde den 34årige læge et par uger senere af det vi nu kender som coronavirus.

Taiwan advarer

Den 31. december informerede så endelig Kina officielt FNs verdenssundhedsorganisation WHO om disse lungebetændelser, hvis årsag ikke kendtes. Desuden var man endnu ikke klar over, at den smittede fra person til person. Men samme dag udsendte Republikken Taiwan, en ø ud for den sydøstlige kyst af det kinesiske fastland med ca. 24 mio indbyggere, en advarsel om, at dette netop var tilfældet! Læger i Taiwan havde nemlig erfaret dette fra deres kollegaer i Wuhan. Allerede i december måned 2019 blev der slået alarm pga. en epidemi, der var brudt ud her.

Fra epidemi til pandemi

Allerede i 1971 havde Kina sørget for, at det demokratiske Taiwan blev smidt ud af FN. Derfor blev Taiwans advarsel bevidst ignoreret af WHOs generalsekretær, den etiopiske virolog og immunolog Tedros Adhanom Ghebreyesus, der siges at have uigennemskuelige forbindelser til Kina.

Men så gik den ikke længere! Forlængst havde virussen bredt sig til Japan, Thailand, Sydkorea og derefter resten af verden. Og det bør heller ikke glemmes, at en medvirkende årsag til, at Norditalien i så katastrofal grad blev ramt af coronoavirussen, skyldtes de titusinder af kinesiske gæstearbejdere ansat i tekstilindustrien i Lombardiet.

Den 20. januar advarede endelig WHO om, at coronavirussen generelt var smittende, men nægtede at erklære en internationalt gældende sundhedsmæssig undtagelsestilstand. Ikke desto mindre eksploderede de officielle tal af virusramte i Kina – og resten er historie.

Epidemien blev til en pandemi, og det er med rette, at USAs præsident Donald Trump ikke henviser til COVID eller corona, men stædigt taler om Kina-virussen, mens Kina selv hævder at have sygdommen under kontrol, hvilket er en lodret løgn.

Den internationale verden og ikke mindst Europa, der forlængst har ligget på halen for alt, hvad der kommer fra Kina, har naturligvis acepteret de manipulerede kinesiske statistikker. Man modtog med taknemlighed generøse tilbud om masker til begrænsning af coronaens udbredelse – regningen fulgte ganske vist senere.

Republikken Taiwan – et tilbageblik

En pinlig kontrast til denne holdning er den negative behandling Taiwan generelt har været udsat for. Vi skal tilbage til 1972 for at finde den oprindelige årsag. I dét år rejste den amerikanske præsident Richard Nixon til Kina for at normalisere de diplomatiske forbindelser til den kommunistiske folkerepublik, hvilket inkluderede et møde med formand Mao.

Resultatet blev, at USA accepterede synspunktet, at der kun er ét Kina, dvs. at Folkerepublikken Kina er det eneste legitime kinesiske stat og Taiwan blot en provins, der ulovligt havde løsrevet sig fra fastlandet. USA opretholdt ganske vist de officielle kontakter med Taiwan frem til 1979, hvorefter disse blev afbrudt. I stedet oprettedes fulde diplomatiske forbindelser med Folkerepublikken.

Som et af resultaterne mistede Taiwan sit medlemskab af FN og dermed også FNs andre organisationer og er for tiden kun anerkendt som selvstændig stat af 23 mindre lande, der alle – med undtagelse af Vatikanet – befinder sig uden for Europa.

Folkeretsligt befinder Taiwan sig i en noget uklar position, idet landet endnu hævder at repræsentere det eneste retmæssige Kina. Dets historie går tilbage til tiden mellem de to verdenskrige, da general Chiang Kai-shek i 1925 overtog ledelsen af det nationalistiske parti Guomintang og vendte sig mod Kinas kommunistiske parti. Frem til 1991 var det Taiwans officielle politik at erobre fastlands-Kina.

I dag anses dette ikke længere for et reelt mål, og forsvaret mod en invasion fra Folkerepublikken Kina, der til stadighed fremsætter trusler mod republikken, er kommet i forgrunden. Mange taiwanesere ønsker, at deres demokratiske, velhavende og højt industrialiserede land erklærer sig uafhængigt og altså accepterer to kinesiske nationer, men frygter, at det vil medføre, at fastlands-Kina vil angribe.

Den kommunistiske trussel

Senest i juni måned i år var det en kendsgerning, at coronavirussen havde krævet langt færre ofre i Kinas nabolande Sydkorea, Hongkong og Taiwan. Årsagen var ganke enkelt, at disse lande ikke troede på de kinesiske forsikringer om, at virussen nu var under kontrol. Tværtimod holdt man fast ved de strenge forholdsregler. Disse lande har aldrig haft en illusion om Kinas troværdighed, mens den vestlige verden – ligesom det også er tilfældet med Rusland – godtroende accepterer den statsdirigerede propaganda.

Glemt er det brutale diktatur, der ikke ophørte med Maos død, men tværtimod manifesterede sig gennem massakren i Tiananmen Square i 1989, der kostede flere tusinde demonstrende studenter og arbejdere livet. Det er ligesom handelsaftaler, eksport af svinekød og biler er vigtigere end menneskerettigheder. Glemt er det ligeledes, at den politiske frihed konsekvent er blevet reduceret, siden den altid smilende præsident Xi Jinping overtog magten i 2012 – selvsamme Xi Jinping, der lader den priviligerede klasse nyde vestlig luksus og foretage udenlandsrejser til den dekadente vestlige verden.

En imperialistisk strategi

Men bag kulisserne er strategien tydelig nok: en styrkelse af Kina på verdensplan. Er det nødvendigt at minde om underkuelsen af det selvstændige Tibet i 1950 og den konsekvente reduktion af friheden, der nåede et højdepunkt i 2019 i den tidligere britiske kronkoloni Hongkong, der iflg. en traktat skulle forblive en autonom stat frem til 2047?

Mens Hongkongs befolkning demonstrerede for deres frihedsrettigheder, lod Kinas udenrigsminister Wang Yi ingen tvivl herske om Kinas politik: ”Vi vil i stigende grad forsvare vore nationale interesser, vores sikkerhed og vor videre udvikling. (…) Vi vil forpurre enhver udenlandsk indblanding” – en bemærkning, der tydeligvis var rettet mod Donald Trump, den eneste vestlige statsmand, der tør tage kampen op med den kinesiske imperialisme.

Der er tegn på, at efter Hongkong kunne Taiwan blive det næste offer. Forlængst er Kina begyndt at anlægge kunstige øer i det sydkinesiske øhav, og så sent som i august afholdtes provokerende flådeøvelser i området. Omgående sendte USA to hangarskibe og andre krigsskibe til området, men ikke desto mindre har Kina også rundt om Taiwan øget de militære aktiviteter og bl.a. krænket taiwanesisk territorium.

Hvad bringer fremtiden?

Taiwan er ganske vist bevæbnet til tænderne, men vil ikke kunne afværge et kinesisk angreb. Kun USA har den militære styrke hertil, men hvad vil der ske, hvis den ulyksalige Joe Biden skulle gå hen og vinde præsidentvalget d. 3. november? Journalisten Peter Schweizer har afdækket familiens forretningsforbindelser med Kina i sin sensationelle bog Secret Empires fra 2018. Et mareridt kunne blive til virkelighed.