Klumme: Læren fra Auschwitz


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Da den 322. riffeldivision fra den røde hær befriede udryddelseslejrene i Auschwitz-Birkenau, fandt de alene 7500 overlevende fanger i et lejrkompleks, som dækkede et netværk af adskillige større og mindre centre, lejre der kun havde haft et formål at skulle aflive så mange mennesker som muligt af den type, der stred mod den nazistiske verdensopfattelse, weltanschaung.

Til gengæld fandt de russiske soldater 370.000 sæt herretøj og 837.000 sæt kvindetøj og sidst, men ikke mindst 7.5 tons menneskeligt hår, tusindvis af briller, sko, kufferter og andre minder om de ofre, som engang havde passeret indgangen til lejren med særtog fra alle dele af det tysk-besatte Europa.

I de dele af Europa, hvor jøder havde været anbragt i ghettoer øst på, der havde rygterne nået frem om, hvad der reelt skete i Auschwitz, når den sidste togrejse stod for tur. Det ikoniske billede af SS-officer Jürgen Stroop, der er placeret som nr. to fra højre i et lynglimt fra Warszawa opstanden i 1943, mens jødiske kvinder og børn strækker armene opgivende i vejret, symboliserer i en og samme person ondskabens kræfter. Billedet er enestående i sin rædsel. Hvor lavt kan man som menneskeligt affald synke blot fordi man bliver udstyret med en uniform?

Jeg ved ikke, hvordan andre har det med billedet ud over, at det illuderer et nulpunkt for menneskehedens humanisme og kristendommens næstekærlighed, men min reaktion er først og fremmest en uendelig vrede. Holocaust-lignende udryddelser, bemærk ordet “lignende”, og menneskelig ondskab som fænomen, kendetegner historiens sorteste sider, men med Holocaust var det første gang en etnisk udryddelse blev udført i en industriel form. Tysk grundighed tilsat industrikoncernen IG Farbens cyclon b.

At mange politisk korrekte i dag misbruger Holocaust og dens lidelser beror på en manglende evne til at argumentere tilsat en ufattelig dårlig smag og dømmekraft. Det er en hån mod de millioner, der døde i samtlige nazilejre, at sammenligne dem i forhold til debattører, man er uenig med, eller ved at slynge nazikortet i hovedet på en politisk modstander i en tv-debat. Det som en ikke særlig kløgtig Mimi Jakobsen gjorde forud for sin deltagelse i Aften Showet over for en Rasmus Paludan. Det burde i sig selv være en særskilt forbrydelse at misbruge Auschwitz-tragedien i forhold til noget som helst. Det er at relativisere et nulpunkt i menneskehedens historie, og håne ofrene.

Holocaust bliver dagligt misbrugt i debatten om flygtninge og indvandrere alene for at stigmatisere kritikere som Jürgen Stroop-kloner. Sandheden er snarere, at Antifa og venstrefascisterne er vore dages brunskjorter. De er de intollerante, de er altid voldsparate. De ser splinten i andres øjne, men ikke bjælken i sit eget.

Nazikortet sidder altid løst hos dem som et figenblad for deres manglende kendskab til historien om udryddelseslejrene, der blev befriet for 75 år siden. Intet kan sammenlignes med det helvede, der åbenbarede sig for omverden dengang. Allermindst af alle fortjener en forening af verdens udskudselementer i form af Antifa og islamister at kunne misbruge Auschwitz som et argument for at lukke munden på nogen som helst. I begge disse grupperinger ligger kimen til nye, fremtidige lejre for de modstandere, der værdsætter demokrati, kønnenes ligestilling og retten til frit at tænke, skrive og udtrykke sine meninger uden indblanding fra fascistoide politiske og religiøse kræfter på venstrefløjen og i islam.

Hør eller genhør soundtracket til filmen Schindlers liste, lyt til komponisten John Williams komposition, hvor en soloviolinist udfører hovedtitlen til filmen. Violinspillet fra kunstneren, Itzhak Perlman, giver associationer og billeder af hvad den 322. russiske riffeldivision befriede. Musikken gengiver en del af lidelserne de hundredetusindevis af ofre i alle aldre gennemgik før de døde af sult, sygdomme, hundebid, når de løb mod de elektriske hegn i desperation eller når børn skiltes fra deres fædre og mødre eller ægtefæller fra hinanden. Hvis verden skal lære noget af Auschwitz, hvis ofrene ikke skal have været helt forgæves, så må det være, at vi aldrig må glemme hvad fanatisme kan ende ud i. Læren må også være, at Auschwitz heller aldrig må misbruges af de mørke kræfter, der ligger gemt i menneskeheden, de kræfter som er klar til nye rædsler i ekkoet fra Perlmans hjerteskærende musikalske toner.

Kommentarer