Klumme: Politiske reformer


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Coronaepidemien har udløst en helt uvant situation. Såvel på det økonomiske som på det politisk-styringsmæssige felt. 

Et er naturligvis al det økonomiske: Hvordan landet bedst muligt undgår et dødeligt økonomisk sår, stor og vedvarende arbejdsløshed osv. Det er selvsagt meget væsentligt. 

Noget andet er imidlertid, hvordan selve det politiske system fungerede under krisen – men faktisk også i mange år forinden. Er der ikke også brug for reformer på den front? Hvorfor er “reformer” altid forbundet med økonomiske spørgsmål og bureaukratiske processer, tit handlende om ydelser og indgreb, om mere eller mindre offentlig “velfærd” mv.?

Hvad med den overordnede politiske styring?  Skal dens rammer aldrig reformeres, eller er den bare glemt i almindelig uvidenhed og uigennemsigtighed, under levebrødspolitikeres og organisationers øredøvende støjsendere?

Det ser ellers ikke for godt ud. Vi har således i år oplevet eklatante krænkelser af borgernes grundlovssikrede forsamlings- og foreningsfrihed, den private ejendomsret mm. 40 års økonomiske landvindinger er deponeret i lommen på en autoritær regering, hedder det ligefrem i den ellers stort set politisk korrekte Jyllands-Posten.

Christiansborg-verdenen hviler som bekendt på de politiske partier. Disse er reelt små sekter med i alt ca. 3 pct. af vælgerne som medlemmer. Uanset benævnelser: Ingen masse- eller folkepartier. Men eftersom de end ikke formår at egenfinansiere deres virksomhed, forgyldes de på forskellige måder af statskassen (skatteyderne). De er overhovedet ikke repræsentative for den befolkning, der netop undlader at melde sig ind. 

For nu at tage Jyllands-Postens autoritære regering, så består denne af 20 ministre. Af disse er 13 uddannet som hele eller halve scient.pol.er, 2 er jurister og 1 geograf. I alt er 15 af de 20 – altså 3/4 – hele eller delvise akademikere. Det er sandelig meget langt fra den befolkning, det “repræsentative” demokrati vel hævdes at afspejle. Politiker er noget, man med større eller mindre held studerer til.

LÆS OGSÅ:  Sverigedemokraterne kan blive Sveriges største parti

Onde tunger hævder, at kandidaterne med de dårligste eksaminer satser som politikere, medens de bedste ender som embedsmænd, hvorefter de dårlige og de dygtige mødes igen. Jeg har ikke undersøgt den sammenhæng, og de tunger er da vist meget onde.

Ser man derudover på denne politiske tops erhvervsmæssige baggrund, er det slående, at kun ganske få har mestret almindelig beskæftigelse uden for et snævert partipolitisk felt, endsige i den private sektor. Meget urepræsentativt. En enkelt tidligere murersvend er dog i regeringen.

Nu skal man ikke tro, at denne tilstand alene er et socialdemokratisk fænomen, selv om det parti synes at være i spidsen. Samme træk genfindes skam i alle “gamle magtpartier”, men også i andre. Hvornår har f.eks. DF’s nuværende formand præsteret en erhvervsmæssig indsats ud over det politiske, eller de forskellige snowflakes fra EL for den sags skyld? 

Systemet trænger da stærkt til at blive reformeret. Det har nu nærmest kørt landet i sænk. Og det gør det ikke bedre, at noget tilsvarende er hændt i andre sammenlignelige lande.

Reformering kan forholdsvis nemt ske inden for grundlovens rammer. Hvorfor skal skatteyderne finansiere medlemsmæssigt kuldsejlede politiske foreninger? Er det helt utænkeligt, at partierne opstiller krav om bred erhvervserfaring, alder og præstationer uden for kammerat-sfæren, for personer, man i givet fald vil udpege som ministre? Er det overhovedet nødvendigt med 179 folketingsmedlemmer? Var der f.eks. kun 50, ville det være lettere for vælgerne at danne sig et indtryk af den enkelte kandidat.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Danmark har brug for nye sheriffer

I den sammenhæng måtte selvfølgelig den forældede ordning med 4 nordatlantiske folketingsmedlemmer fjernes, selv om den er grundlovsbestemt.  Men når man kan give Grønland selvstyre og være åben over for dets nationale selvstændighed, må det være enkelt for spidsfindige forfatningsjurister at klare den hurdle.

Måske kunne en form for primærvalg inddrage borgerne og sikre bedre repræsentativitet. En med reformerne forbundet nedskæring af hele embedsapparatet ville hertil muliggøre større gennemsigtighed. Reformer som disse og mange flere kan gennemføres uden besværlige grundlovsændringer, som ville give politikerstanden og dens medløbere rig mulighed for at sabotere nytænkning. Der er behov for at reformere hele det politiske system. Men det vil karrierepolitikerne, de statssubsidierede medier og DJØF bestemt ikke bryde sig om.