Klumme: Regeringens dobbeltspil fører danskerne bag lyset

Det er nu kommet frem, at det er Merkel, der står bag FNs Migrationspagt og at den tyske regering har arbejdet på den siden 2016 for at retfærdiggøre Merkels åbne dørs politik med tilbagevirkende kraft. Dette har man bare ”glemt” at fortælle offentligheden og det kommer kun frem, fordi AfD har afsløret det.

Også herhjemme er der blevet og bliver der stadig bagt rævekager i forbindelse med sagsbehandlingen af FNs migrationspagten. Men er den sag ikke forbi? Har Danmarks Lars Løkke ikke lige underskrevet den i Marrakesh, Marokko?

Rigtigt. Men sagen om FNs migrationspagt er ikke forbi – endnu. Den endelige vedtagelse af pagten foregår i New York den 19. december, 2018. Og der er 2 spørgsmål, som melder sig i den forbindelse: Er Udenrigspolitisk Nævn (UPN) blevet hørt sådan som grundloven foreskriver det. Og hvordan fortolker regeringen selv sine hensigter mht. til gennemførelsen af traktaten i Danmark?

For så vidt angår UPN, er nævnet ikke blevet hørt (UPN nægter at udtale sig, ikke alene om, hvad der er sagt, men om emnet i det hele taget har været på dagsordenen, hvilket jeg vender tilbage til, da det formodentlig er grundlovsstridigt. En gennemgang UPNs hjemmeside viser dog ingen spor af formel høring).

Folketinget har ganske vist haft en såkaldt §20-debat om pagten. Hvad vil det sige? Det betyder, at man i henhold til §20 i Grundloven drøfter en sag i Folketinget, som vedrører overgivelse af ”beføjelser til …mellemstatslige myndigheder”. Denne paragraf kræver 5/6 flertal for lovforslaget, men i dette tilfælde var der slet ikke noget lovforslag; det var blot en høring om FNs migrationspagt, og det er ikke det samme som en grundlovspligtig forhåndshøring.

Det mere væsentlige spørgsmål er imidlertid, hvorfor regeringen ikke har konsulteret UPN. Iflg. Grundlovens §19,3 skal Regeringen rådføre sig med UPN forud for en hver beslutning ”af større politisk rækkevidde”, hvilket FNs migrationspagt vist må siges at have. Ikke alene har den splittet EU’s udenrigspolitik midt over, således at de fleste EU-østlande samt Østrig og så væsentligt et land som Italien har meldt fra, men den har også ført til den belgiske regerings fald.

Samtidig er migrationspagten blevet forklaret og forsvaret fra regeringens side med så åbenlyst indbyrdes modstridende påstande, at det er undergravende for befolkningens tillid til politikerne. FN-pagten kan nemlig ikke på samme tid være juridisk ikke-bindende, men samtidig udgøre et skridt fremad i retning af at lette hjemsendelsen af asylansøgere, som regeringen har påstået.

Det er således oplagt, at aftalen har konsekvenser ”af større politisk rækkevidde”, dvs. at regeringen ud fra sin egen logik i forbindelse med §20-”debatten” logisk set må være forpligtet til at konsultere UPN.

Konsultationen af UPN er ifølge Grundloven en juridisk pligt. Eftersom regeringen ikke har gjort det, bør det ud fra ovenstående ræsonnement medføre en rigsretssag og strafansvar. Begge dele har historiske fortilfælde som dokumenteret af højesteretsdommer, Jens Peter Christensens bog, Grundloven (Gyldendal,2017).

Rigsretssager er sjældne, men har fundet sted. Således idømte Rigsretten (som består af 18 højesteretsdommere) i 1995 i den såkaldte Tamil-sag, der omhandlede flygtninge fra Sri-Lanka, fhv. justitsminister Erik Ninn-Hansen 4 måneders fængsel, som blev gjort betinget på grund af hans alder.

Derudover er ministrene bundet af et politisk ansvar. Det betyder, at Folketinget kan afskedige regeringen eller en enkelt minister. Det er en grundlovsregel, som i praksis mest virker som en trussel. Selv om Folketinget 3 gange har udtrykt mistillidsvotum til en statsminister, som derefter måtte gå af (senest til Poul Hartling i 1975) har Folketinget aldrig udtrykt et mistillidsvotum til en enkelt minister. Ikke fordi det ikke virker, men fordi den pågældende minister altid er gået af ”frivilligt” før det er blevet aktuelt. Som f.eks. da Anders Fogh Rasmussen gik af som skatteminister i 1992 for at have givet urigtige svar til Folketinget.

Det er også sket før, at regeringen har ”glemt” at rådføre sig med nævnet, nemlig Nyrup-regeringens samtykke til en EU-erklæring om Østrig, hvor man truede med, at hvis man lod det Østrigske Frihedsparti (svarende til DF og som i dag under andet navn er med i den nuværende østrigske regering) komme med i en ny regering, ville Østrig blive udsat for sanktioner. Østrig ignorerede i øvrigt EU og ”sanktionerne løb hurtigt ud i sandet). Men Nyrup fik en ”næse” i den sag, som havde en betydelig mindre ”politisk rækkevidde” end FNs migrationspagt.

Mht. regeringens virkelige hensigter med henblik på gennemførelsen af pagten, har regeringen i samarbejde med flere ikke navngivne EU-lande udarbejdet en såkaldt stemmeforklaring (det fremgår af UPN bilag 64 af 10.december 2018). Heri står indledningsvist, at ”Teksten er forhandlet under dansk lederskab i en kreds af ligesindede lande i EU”.

Det er lystig læsning, men det korte af det lange er at regeringen i sin stemmeforklaring, som altså deles af en række unavngivne ”ligesindede” EU-lande, åbenlyst erklærer, at man agter at fortolke pagten på en måde, som direkte strider imod ikke blot selve pagtens hensigt, men også dens ordlyd. Et enkelt eksempel ud af mange: Stemmeforklaringen henviser udtrykkeligt til New York-erklæringen fra 2016, som Danmark har godkendt og hvis efterfølger er FNs migrationspagt. Jeg citerer erklæringens første præmis:

“At beskytte alle flygtninges og immigranters menneskerettigheder uanset deres juridiske status” (min fremhævelse) (Protect the human rights of all refugees and migrants, regardless of status ).

Denne passus ophæver tydeligvis retten til at skelne mellem lovlige og ulovlige migranter med hensyn til deres menneskerettigheder.

Ikke desto mindre siger regeringens og dens ligesindede i stemmeforklaringen utvetydigt: ”Vi understreger, at en klar skelnen mellem regulære og irregulære migranter vil blive anvendt (min fremhævelse) i vores læsning af GCM” (General Compact on Immigration, som er UPNs forkortelse for FNs migrationspagt).

Kan regeringen i det hele taget tillade sig det? Kan regeringen sige ét og gøre noget andet? Svaret er nej og det bliver meget klart sagt i selve aftalen. Princippet om ikke-regression anvendes i internationale aftaler og betyder på almindeligt dansk, at parterne, der underskriver en traktat, juridisk forpligter sig til ikke at ”gå tilbage til tidligere tiders praksis. I det tilfælde den praksis, som den danske regering havde før FN-pagten blev underskrevet, og hvor man skelnede mellem legale og illegale migranter.

Og hvad angår ”non-regression” siges endnu mere tydeligt:

” GCM er baseret på de internationale menneskerettigheder og opretholder princippet om ikke-regression (”non-regression”) af rettigheder i den sammenhæng. Nationale politikker og lovgivning kan, inden for rammerne af folkeretten, justeres og er ikke påvirket af GCM’s reference til ikke-regression” (min fremhævelse).

Se den går jo ikke. Regeringen kan ikke både underskrive en aftale, som er klart politisk bindende, og dernæst erklære, at man fortolker den stik imod både dens hensigter og dens ordlyd. Sideløbende hermed afholder man en skin-debat for at foregive, at sagen har været diskuteret på højeste politiske plan uden samtidig at indrømme, at den af grundloven fastsatte forhåndshøring rent faktisk ikke har fundet sted.

Regeringens henvisning til migrationspagtens ikke-bindende karakter kan ikke undskylde dette dobbeltspil. Grundloven skelner ikke mellem juridisk bindende og ikke-bindende, og så er dette er under alle omstændigheder irrelevant i FN-sammenhæng, fordi FN ikke har sin egen domstol og fordi dens Generalforsamling og udvalg fungerer som politiske domstole, og ikke juridiske domstole.

Sagen er imidlertid ikke kun af teoretisk juridisk karakter, men vedrører et grundlæggende princip i vores folkestyre: regeringen og dens ministres ansvarlighed over for folket.

Hvad har regeringen gang i? Man kan ikke undgå at sidde tilbage med en fornemmelse af, at regeringen og dens støtteparti har trukket befolkningen rundt ved næsen. Hvis befolkningen ikke snart reagerer, vil regeringens snedige luskeri hverken få juridiske eller politiske konsekvenser.