Som national konservativ må man konstatere, at venstrefløjen trods Berlin-murens fald i 1989 dygtigt har forstået at fortsætte den ideologiske kamp for proletariatets diktatur som om ingenting var hændt. Mens østtyskere, tjekkoslovakker, ungarere og polakker måtte lide under 45 års kommunistisk diktatur og har kastet åget af sig under store ofre, har de vestlige tilhængere af Karl Marx’ ideologi ufortrødent positioneret sig på medier, i politiske partier, på arbejdspladser og i foreningssammenhæng.
De har gjort det på en måde, så man kan sætte spørgsmålstegn ved, hvem der må anses for at være samfundets fjende nr. 1, islamister eller socialister? Og man må ligeledes konstatere, at der skal målfoto til for at afgøre væddeløbet.
Metoderne i de to totalitære ideologier, socialismen og islamismen, er identiske: intimidering, småtotalitære tiltag efter salamimetoden og udskamning af modstandere ved anvendelse af de samme klichéagtige fraser, og i sidste ende ved voldsanvendelse via tæskehold som Antifa, Hizb ut Tahrir eller andre terrorbevægelser.
Der er en graduering i metodernes grovhed blandt socialister alt efter, hvor tæt man føler sig knyttet til de ideologiske bånd, som Das Kapital og Det Kommunistiske Manifest har sat siden deres tilbliven i 1800-tallet. Tilsvarende med islamisters og almindelige kulturmuslimers forhold og adfærd i relation til Koranen samt graden af nærhed i forhold til den åndelige inspirationskilde og profeten Muhammeds febervildelser i 700-tallet, som forfatterinden Karen Blixen omtalte dem.
Men som min gamle, afdøde ven, forfatteren Erik Haaest, forklarede mig om forskellen mellem SF, EL og S: Man sætte ølse for, ølse bag. Pølsen beholder dog sin smag.
Venstrefløjens og islams utopia
Karl Marx’ og Friedrich Engels’ videnskabelige tilgang til socialismen har alle dage tiltrukket venstreorienterede intellektuelle. Hvad der var tænkt som en sociologisk teori viste sig hurtigt at vinde indpas blandt agitatorer på arbejdspladser, i mineindustri og i alle afskygninger af, hvor der var en tilknytning og en loyalitet mod proletariatet.
Såvel Marx som Engels var fuldt bevidste om det utopiske i deres idegrundlag – det var jo kun en videnskabelig teori. Men, konsekvensmæssigt var de også af den mening, at proletariatets overtagelse af produktionsmidlerne var den eneste måde, hvorpå man kunne undgå udbytning.
Det Kommunistiske Manifest fra 1848 udgør, som kampskrift, fundamentet for dagens venstrefløj. Das Kapital, som består af flere bind, vandt først efter Karl Marx’ død i 1883 udbredelse til inspiration for agitatorerne og frontkæmperne forud for og under den russiske revolution: Lenin, Trotskij og Stalin. Hele østblokken var funderet på ruinerne af både 2. verdenskrig samt Marx’ og Engels’ værker.
Hele den danske og europæiske arbejderbevægelse er grundlagt i lyset af den socialistiske internationale, jøderne Marx og Engels stod som faddere til. At jeg nævner de ideologiske fædres etnicitet, er relevant set i tilknytning til den ekstreme højrefløjs had til jødedommen. Adolf Hitlers nationalsocialisme in mente.
Islam
Islamisternes Utopia bygger på indholdet af optegnelser, overleveringer og ældgamle historier fra lokale stammer i det mellemøstlige område, alt sammen ideologisk sammensat for at modvirke kristendommens udbredelse og den individualisme og tilgivelse, Jesu forkyndelse indgød.
Islams lære havde oprindeligt, som nu, til hensigt at sikre et konservativt, patriarkalsk stammesamfund, og som lovreligion at sikre de interesser, der lå i kontrol både over familiesammenhænge, men også som inspiration til erobring og dominans over nye landområder. Det er pligtmæssigt at føre hellig krig, jihad.
Bemærk, at islam i modsætning til kristendommen aldrig er blevet reformeret. Man har at gøre med den oprindelige ideologi fra sandstorme tæt på ækvator. Det fælles omdrejningspunkt mellem socialisme og islam er det fascistoide og det totalitære menneskesyn.
Nutidens påvirkning fra socialister og islamister
Medier og politikere
Set med nationalkonservative briller har den vestlige socialistiske internationales virke været upåvirket af Berlin-murens fald. Den opfattelse bygger på en nøgtern konstatering af, hvor dygtigt man har udspændt sine fangarme, som var det et edderkoppespind, man som tidligere tiders kommunistiske kommissærer var sat til at agitere for. Glemt er Stalins fangelejre og 1930’ernes massehenrettelser.
Verden oplevede det senest i forbindelse med det amerikanske valg i tiden efter 3. november 2020. Her hvor tæt på 100% af alle vestlige medier støttede socialisten og globalisten, Joe Biden, mod ærkeamerikaneren og patrioten, Donald Trump. Samtlige journalistisk-etiske kriterier blev tilsidesat for at promovere Biden. Bidens åbenlyse fejl og mangler, hans dubiøse forretninger og hans mangel på resultater gennem et halvt århundrede i politik blev på skammeligste vis fortiet eller anvendt som argument for at være ondsindet konspiration udtænkt af højreekstremister i en neo-nazistisk valgkampagne ledet af hvide Trump-tilhængere.
Åbenlyse overtrædelser af valgreglerne i enkeltstaterne og veldokumenterede historier om valgsvindel begået af Biden-siden og Demokraterne er blevet nedgjort og fortiet af en enig, nærmest venstrefascistoid medieverden, så dygtigt orkestrerer, at kun 75 millioner amerikanske vælgere, som stemte på Trump, ikke faldt for det. De kender til virkeligheden i USA. Resten af den vestlige verden har været dagligt indoktrineret af en venstre-presse, der ikke har ladet de hedengangne nazistiske aviser, Der Stürmer og Völlkischer Beobachter, noget tilbage i hate speech.
Indoktrineringen og den venstrefascistoide måde at føre nyhedsformidling til torvs på har haft indflydelse lang inde i borgerligt-konservative kredse også i Danmark. Her har den udbredte konsensus været, “at det var godt, at Amerika slap af med Trump og at man fik Biden”. Altså at man slap af med en hardcore konservativ og at man fik en ærkesocialist. Så dygtigt fungerer pressen, og så let går det med at lokke mine åndelige meningsfæller i fælden, som rotter der ser osten, men ikke smæklåsen, der brækker deres nakke.
Om man så, som TV2s, Jesper Steinmetz eller hans kollega, Steffen Kretz, iklæder sig slips og venligt smil, så vil jeg stadig erindre om min salig ven, Erik Haaests, kloge ord oven for: Ølse for, ølse bag. Pølsen beholder dog sin smag.
Meningsdannelse i medieverden i den vestlige verden er altafgørende for den politiske udvikling. Nationalsocialisterne indså det, kommunisterne på den anden side indså det også tilbage i mellemkrigsårene. Nationalsocialisterne var blot en kende bedre organiseret og mere brutale end deres åndelige modparter. Derfor fik Hitler overtaget.
Sovjetunionens Stalin var ikke i stand til at vælte et svagt Vesten før 2. verdenskrig, fordi en lige så brutal modsatrettet leder, Adolf Hitler, indtog magten i Tyskland. En faktuel, men ikke politisk korrekt sandhed.
Den borgerlige-konservative side i Vesten dag er slet ikke rustet til kampen mod den internationale socialisme eller den pan-ideologiske islamisme. Begge trosretninger har deres afsæt i verdenssyn baseret på totalitære tankegange, som hverken liberale eller dødelige konservative kan matche i indflydelse og magtstrukturer.
De bløde værdier, som de gennemsnitlige liberale og konservative politikere forfægter, og de virkemidler, som borgerlige regeringsledere forsvarer de europæiske staters sikkerhed med, overgås med hestelængder af de langsigtede mål og virkemidler, venstrefløjen og islamisterne benytter sig af.
Venstrefløjen er fortsat, med alle dens udstationerede tropper i mediehuse og på meningsdannelse, second to none i manipulation og fake-news formidling. Her går man på arbejde hver dag for at fortælle nye løgnehistorier i den store sags tjeneste. Her er virkeligheden og sandheden kun bi-omstændigheder for journalisternes eget verdenssyn.
De venstreorienterede politikere er skarpretterne for eksekvering af den udtænkte politik, mens medierne, de skrevne som de sociale, støber kuglerne og støtter i øvrigt dem, der eksekverer politikken.
Islamister og socialister i forening
Islamister og venstreorienterede har indgået en uskøn og uskreven forening, der går ud på, at de venstreorienterede medier og politikere promoverer mangfoldighed og nedbrydning af stats- og grænsedannelse, alt mens islamisterne på sin side udnytter den åbning, mangfoldigheden giver dem af indflydelsesmuligheder på de vestlige samfund.
Islamisterne sørger for, at de på sigt trækker det længste strå. Det sker ikke ved det islamiske sværd, det sker, som Libyens tidligere diktator Muammar Gaddafi udtrykte det, gennem de muslimske kvinders livmoder. Numerisk vil antallet af muslimer i Europa bevirke, at islam kommer til at stå som ideologisk sejrherre over de svage, dekadente, vestlige samfund og dets vantro indbyggere.
Eksemplerne på samdrægtigheden mellem de totalitære ideologier socialisme og islamisme er legio. Senest er Jyllands-Postens tiltrådte chefredaktør hentet fra en tidligere position på den yderste og mest ekstreme venstrefløj. Navnet er Marchen Neel Gjertsen. Under Muhammedkrisen var Gjertsen opstillet for EL sammen med islamisten Asmaa Hamid Abdol. Gjertsens ægtefælle, der nu er kulturmedarbejder på Politiken, fungerede som spindoktor for Abdol.
Gjertsen trådte sine ungdomssko blandt Redox og Antifa folk, altså på de tæskehold, der uden blusel konkurrerer med nazisternes brunskjorter. Er man venstreorienteret, og er man kvinde, så er man pr. definition privilegeret og urørlig, når det kommer til positionering i medieverden i dag. Eneste akilleshæl er, at Gjertsen er forbandet hvid. Men, med tilstrækkelig meningsmæssig bodsgang fra hendes side over hendes etniske stammefællers historiske overgreb på andre etniciteter, så udgør hun en god, nyttig idiot for islamisterne.
At JP’s nuværende ledelse pisser på (undskyld mit franske) de modige kolleger, der stod på mål under Muhamed-krisen, og dermed stod fast i kampen for ytringsfriheden, ved at man nu ansætter Gjertsen, det blæser den nuværende ledelse tilsyneladende på. Men, lad mig blot erindre om, at tidligere JP-journalister og -redaktører har måtte leve med livvagter i årevis, lige som tegneren Kurt Westergaard har måtte gøre det.
Men, godt gået af nationalkonservative samfundsfjender som Gjertsen og hendes ægtefælle. Jørgen Reenbergs og Admiralens vise in memoriam. Nogle mennesker lever i bedste velgående uden skam, og andre fungerer som dem, der opstiller og ansætter levende skamstøtter af kød og blod. Som Radisernes Søren Brun sagde: “Jeg græmmes”.
Svar må udbedes fra bestyrelsen på JP i forhold til mediets troværdighedsmæssige sammenhængskraft.
“Med ondt skal ondt fordrives. Hvis den vestlige verden og alle dens værdier skal bevares for eftertiden, så sætter man ikke ræven til at vogte høns. Man henter sin bøsse, når man ser en skygge omkring hønsehuset ved nattetide. Og man skyder for at dræbe, når man får øje på skadedyret”.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)