Klumme: Tidens spinkle demokratiske fernis

Som fugl Fønix, der rejste sig af asken, har verden de sidste 2 år oplevet en nedsmeltning af mange af de værdier i det åndelige ophav, som den vestlige verden har bygget på, siden franske revolution afskaffede enevælden. Hvis nogen skulle have glemt det, så kaldtes tiden efter 1789 for oplysningstiden.

Igen til dem, der måtte lide af hukommelsesvigt, så var en af juvelerne den franske filosof og tænker Montesquieus’ magtfordelingslære, princippet om den lovgivende, den dømmende og den udøvende magts adskillelse. Dette for at kunne holde de tre statsmagter adskilt. Det var udviklingen af frihedsrettighederne, retten til at tænke, tale og skrive frit. Det, vi før covid-19 tog for givet, var grundfundamenterne i vores tidligere frie, vestlige samfund.

Vi har oplevet. hvordan de uafhængige domstole med et pennestrøg fra Domstolsstyrelsen blev omfattet af en samfundsmæssig nedlukning uden at dommerne blev spurgt. Vi har oplevet, hvordan en socialdemokratisk regering har misbrugt politiet og militæret til at nedslagte et minkerhverv uden at man havde sikret sig fornøden lovhjemmel hertil. Vi har oplevet, hvordan en statsminister lader frygten være ledetråden i hendes regeringsførelse frem for oplysning, proportionalitet og eftertanke.

På verdensplan har man oplevet en mediemæssig nedsmeltning i den primære funktion i at optræde som læsernes vagthunde. Massemedierne fungerer som på valium i at forholde sig kritisk til anvendelse af uprøvet eksperimental medicin. At medierne skulle udgøre en 4. statsmagt, har medierne selv aflivet. De er mikrofonholdere for et fascistisk narrativ.

Man må ud fra det kendte erfaringsniveau lægge til grund, at der ikke foreligger nogen videnskabelig evidens for langtidsvirkning af de anvendte stoffer. De vaccinerede bliver fortsat smittet og syge. Endsige videnskabelig evidens for de enkelte indgreb i forsamlings- og adfærdsindskrænkningerne, herunder for anvendelse af mundbind. En massepsykose af frygt har bredt sig for at ville stille spørgsmål ved det, der uberettiget omtales som coronavacciner. Medierne er lammede og værdiløse. Graverjournalistik er en by i Rusland.

Bundlinjen her i det andet coronaår har afsløret, hvor spinkelt er det grundlag, som vor demokratiske verdensopfattelse er funderet på. Vores demokratier er ikke stærkere end det svageste led – den menneskelige faktor.

Vacciner er definitionsmæssigt en metode til forebyggelse af infektionssygdomme. En vaccine udgøres af et sygdomsfremkaldende stof, en mikroorganisme i svækket eller død form, der bliver påført en organisme, der efter stimulering af immunsystemet udvikler immunitet i større eller mindre grad.

Ved aktiv immunisering kan der fremskabes en modstandskraft over for en infektion. Man aktiverer kroppens eget immunsystem ved at tilføre et antigen eller et mRNA fra den bakterie, man vaccinerer imod. Bakterierne er enten svækkede eller døde, hvorefter kroppens eget immunsystem igangsættes uden at sygdommen opstår.

Jeg har tidligere i min klumme på 24NYT, Gode råd og faktuelle oplysninger i vaccinedebatten (24NYT 14.12 2021), nærmere redegjort for forskellen mellem de traditionelle vacciner, som det ofte tager 10-15 år at udvikle, og den type af stoffer, der er udviklet på rekordtid i forsøget på at bekæmpe covid-19. Vaccineudvikling skal, for at stoffet definitionsmæssigt kan indpasses under det oven for beskrevne, gennemtestes og afprøves ofte gennem årelange processer, før end producenterne kan opnå den ønskede myndigheds godkendelse.

Anvendelsen af eksperimentel medicin til bekæmpelse af spredning af covid-19 fra producenterne Pfizer, Johnson & Johnson, Moderna og Oxford samt AstraZeneca falder uden for vaccinebegrebet. Heraf årsagen til, at de nævnte producenter har betinget sig en juridisk immunitet over for søgsmål. Man kan hverken som stat eller privat sagsøge producenterne for bivirkninger eller dødsfald som følge heraf.

Hensigten med immuniteten som medier, myndigheder og politikere over en kam ikke omtaler, er netop for at undgå søgsmål for senere bivirkninger af indsprøjtningerne. Hvorfor accepter nævnte aktører, medier, myndigheder og politikere immunitet, mens man fortsat samtidig stiller de samme strenge krav til medicinalindustrien i andre sammenhænge, for at sikre folkesundheden og risikoen for bivirkninger? Bivirkninger, hvor man ikke kan udelukke, at de kan have fatal karakter for netop folkesundheden?

Den på Syddansk Universitet ansatte ledende virolog Christine Stabell Benn har omtalt anvendelsen af den eksperimentelle medicin som verdenshistoriens største medicinske eksperiment. Men igen, hvorfor har ingen medier, ingen af de sædvanlige graverjournalister, ledende politikere eller myndigheds personer endnu her to år efter pandemiens udbredelse befattet sig med de mørke sider af, hvad der måtte være i vente?

Alle sædvanlige advarselslamper har været slukket, alle kritiske røster har været tavse omkring, hvad der måtte vente af sundhedsmæssige katastrofer, når man universelt indsprøjter aktive i stedet for døde eller deaktiverede stoffer i det menneskelige legeme. 

Hvorfor? Fordi frygten har været politikernes og myndighedernes bedste våben i bestræbelsen på at kue opinionen.

Der er ingen modsætning mellem på den ene side at sikre folkesundheden og samtidig drage omsorg for at holde en saglig debat i gang mellem fagfolk omkring risici ved at anvende eksperimentel medicin fra de førnævnte producenter. Nærmest tværtimod. Det burde være en forpligtelse at lade begge parter komme til orde.

Det er her, man kan tale om tiden før og efter covid-19 i forhold frihedsrettighederne og sikringen af de fundamentale menneskerettigheder, som den politiske udvikling har udviklet, har vist sig inden for de sidste 2 år.

Når jeg indledningsvis fastslår, at der har fundet en nedsmeltning sted af de kerneværdier, de vestlige samfund har været funderet på, så er det ikke et greb i luften, så er det ikke klichèer.

Når man over hele verden oplever, at en saglig debat afskæres og nedgøres, når samfundene, vi føler os relateret til, lukker sig om sig selv i statslige, fascistoide behandling af borgerne, tvangsmedicineringer, interneringer, negativ social forskelsbehandling, når retten til at demonstrere bliver mødt med voldsomme overgreb, så bevæger vi os i forening væk fra vestlig tankegang og ind i en verden, vi før kun troede rådede på den anden side af jerntæppet eller i Sydamerikanske diktaturstater.

Lad ignorancen brede sig, lad lokale terrorister som BLM og Antifa råde, lad valget i USA blive forfalsket, lad en pandemi råde, lad mænd blive til kvinder, lad frihedsrettigheder forsvinde som dug for solen, så har man den perfekte recept til at kunne overtage verdensherredømmet. Den fagre nye verden er her allerede. Og det mest skræmmende er, at de fleste er passive over for dem, vi har valgt til at agere i netop ekstreme samfundsmæssige situationer. 

Pressens venstreradikale ansigt, mediernes accept af overgreb, vil for altid have ødelagt massemediernes omdømme og troværdighed. Medierne er dikkende lammehaler uden karakter netop hvor vi havde mest behov for dem som en 4. statsmagt. Hvem tør stole på en journaliststand, som lader sig koste rundt med som vindbøjtler?

Nej, i eventyrerne ender alting lykkeligt, men jeg tvivler på, at vi i virkelighedens verden får samme fremtid, så længe det tavse flertal konstant lader sig rykke rundt med efter magthavernes, World Economics, Big Pharmas og Big Techs forgodtbefindende. 

Men, husk når uret bliver til ret, så er det en forpligtelse at sige fra.