Klumme: Traditioner giver mening og fællesskab


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Jeg glæder mig til jul. Jeg glæder mig til at høre det glade budskab om Jesu fødsel, og jeg glæder mig til alle de hyggelige juletraditioner. Til mad, gaver, juletræ, kirkegang og julesalmer.

Alle kan synge med på Halleluja i “Et barn er født i Betlehem”. Og jeg får tårer i øjnene hvert år, når jeg hører det fælles brøl i den overfyldte kirke juleaften. Fra barn til olding – alle kan den.

Man føler sig som del af noget større i det øjeblik ”halleluja” lyder gennem kirken. Et menneskeligt fællesskab og et åndeligt fællesskab.

Vores traditioner giver med andre ord mening og fællesskab for os.

Vi vil ikke kunne leve uden traditionerne. I hvert tilfælde kun fattigere og tristere. Nogle mener, at man skal afskaffe traditionerne, fordi de er “døde folks vaner”.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Demokraternes selvmordskandidater

At man skal tænke alt rationelt forfra. Men nogle gange var der en højere mening med, at netop disse traditioner har overlevet så mange år. Måske er der en mening, som man først forstår meget sent.

Hvem ville nogensinde finde på at lære alle i Danmark det hebraiske udtryk “Halleluja”, der betyder “lad os prise Gud”? Det er bestemt ikke rationelt at gå i gang med sådan en opgave.

Men netop dette ord er via Grundtvigs populære julesalme blevet et af de smukkeste udtryk for dansk juletradition. Lad os glædes over disse traditioner og det fællesskab, vi har via dem. Lad os glæde os til i fællesskab at synge Halleluja i omkvædet til ”Et barn er født i Bethlehem”, når vi går i kirke juleaften.

LÆS OGSÅ:  Vil det lykkes de elitære EU-tilhængere at narre danskerne?

Glædelig jul.

Kommentarer