Klumme: Tysklands mest hadede socialdemokrat – Thilo Sarrazin på banen igen


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

I Thilo Sarrazins sidste bog Wunschdenken (Ønsketænkning) fra 2016 betegnede den kendte tidligere tyske socialdemokratiske politiker og debattør Angela Merkels flygtningepolitik som den tyske efterkrigspolitiks største fejl. Hans skånselsløse analyse blev omgående nr. 1 på bestsellerlisten og udløste en voldsom debat i de tyske medier. Sarrazin er nemlig ikke hvem som helst. I 2010 forårsagede han en tilsvarende skandale med bogen Deutschland schafft sich ab (Tyskland afskaffer sig selv) og i 2014 med Der neue Tugendterror (Den nye dydsterror).

I den første af disse to sidstnævnte bøger er hovedtesen, som titlen antyder, at Tyskland står over for sin egen undergang pga. den ukontrollerede indvandring især fra de muslimske lande, der har medført en fordummelse af den indfødte, tyske befolkning: ”Den kulturelle fremmedartethed blandt de muslimske indvandrere kunne relativeres, hvis disse indvandrere ville medbringe et kvalificerende eller intellektuelt potentiale. Men dette er ikke tilfældet.”

I den anden bog opstiller Sarrazin 14 „aksiomer“, dvs. påstande dikteret af vore mediers dydsterror, og konfronterer dem med virkeligheden, som han ser den. Til disse aksiomer, der er formuleret på en bevidst provokerende måde, hører „Islam er en kultur i fredens tegn”, „ulighed svarer til uret og må derfor afvises“, „det traditionelle familiemønster har overlevet sig selv“ eller „den, der er rig, bør føle sig skyldig“. En væsentlig pointe hos Sarrazin er, at dydsterrorens ytringsdiktatur, når det kommer til stykket, faktisk er et tankediktatur, der forhindrer uønskede synsvinkler. Mange emner, som f.eks. den fælles europæiske valuta eller indvandringsproblematikken, bliver herigennem diskuteret på et alt for snævert grundlag.

Nu har Sarrazin barslet med en ny bog, der ligesom de foregående har vakt furore i de tysksprogede medier. Bogens titel er Feindliche Übernahme (Fjendtlig overtagelse) med flg. undertitel: ”Wie der Islam den Fortschritt behindert und die Gesellschaft bedroht” (Hvorledes islam hindrer fremskridtet og truer samfundet). Fjenden er entydigt netop islam og det, der overtages, dvs. erobres, er den vestlige kultur. Emnet er således ikke nyt hverken generelt eller hos Sarrazin selv, men alligevel mere aktuelt end nogensinde, og dette er givetvis årsagen til forfatterens skærpede tone i forhold til de tidligere bøger. Sarrazin lægger nemlig ikke fingrene imellem!

De muslimske lande og deres indbyggere er præget af klan- eller stammestrukturer og underlagt en religiøs, ikke-statslig lovgivning. Derfor er befolkningen tilbagestående og befinder sig på et lavere økonomisk og kulturelt udvidklingstrin. Således undertrykker islam kvinden og reducerer hende til rollen som moder. Derfor får muslimer langt flere børn end tyskerne, og derfor giver det sig selv, hvis vi følger statistiske love, at det nuværende muslimske mindretal i en ikke altfor fjern fremtid ganske automatisk gennem børneavl forvandles til et flertal. Øget indvandring og/eller magtanvendelse er således ikke nødvendig for at fremme denne proces. Børn i stedet for soldater, lyder Sarrazins slogan: ”Gennem en uforandret demografisk dynamik og uforandret indvandring er islam i Tyskland og det øvrige Europa godt på vej til at blive en flertalsreligion”, skriver han. Og han tilføjer advarende og ganske korrekt: ”Der findes intet land i verden, hvor muslimer udgør flertallet og ikke-muslimer nyder fulde frihedsrettigheder.”

Sarrazin understreger, at han har læst Koranen og derfor med god ret kan komme frem til sit facit: islam er bagstræberisk og forhindrer ethvert teknisk-civilisatorisk fremskridt, men besidder til gengæld en iboende”ekspanderende erobringskraft”. Dette facit underbygger han med statistisk materiale lige fra de mellemøstlige økonomiske data, antallet af muslimske landes krigshandlinger (Syrien, Irak, Saudi-Arabien, Yemen, Afghanistan plus en række afrikanske stater) og diverse PISA-studier, der viser regionens lave akademiske niveau, hvor den højeste scoring på plads 50 tilfalder de Forenede Arabiske Emirater.

Interessant er Sarrazins ironiske påpegning af, at de muslimske indvandrere i stedet for at befri sig fra de bånd, der er pålagt dem af Koranen, kræver tilladelse til at vidreføre disse restriktive forskrifter, idet de påkalder sig religionsfrihed – altså en påkaldelse af demokratiske regler for derefter at kunne afskaffe disse, hvortil kommer samme indvandreres skamløse udnyttelse af de vestlige velfærdsstaters sociale programmer uden at ville følge de herskende demokratiske regler, der gælder i disse stater!

Det turde være oplagt, at Sarrazin ikke tror på en mådeholden europæisk version af islam. De ”rettroende” og derfor radikale imamer både i Mellemøsten og i Europa – vi kender dem også i Danmark – med deres krav om en efterlevelse af sharialovgivningen vil være en altfor dominerende magt blandt muslimer. Langt snarere ser han en videre udbygning af de herskende parallelsamfund, der undergraver vort retssystem, et øget misbrug af den vestlige sociallovgivning og en stigende organiseret kriminalitet.

Dette er et pessimistisk udblik, så det batter. Sarrazins forslag til en forbedring på kort sigt af den af ham beskrevne situation kender vi også fra den danske debat, og de bringer således intet nyt og er snarere generelle: grænserne skal lukkes, indvandring skal være knyttet til de faglige kvalifikationer og behov værtslandet måtte ønske, klare demokratiske regler skal gælde for de muslimer, som allerede befinder sig i landet, og endelig kræver han en konsekvent og omgående udvisning, når asyl ikke gives. Endvidere efterlyses en reform, dvs. en stramning af asylreglerne, en forandring af FNs flygtningskonvention og – som et stykke ønsketænkning – en reform af islam udført indefra af muslimerne selv.

Specielt rettet mod forholdene i Tyskland kræver Sarrazin assimilation, dvs. tilpasning i stedet for integration, hvilket er en interessant skelnen mellem de to begreber, statslig kontrol med moskeerne, ingen tørklæder i skolerne og flere forpligtende børnehaver i stedet for en ukontrolleret udbetaling af børnepenge. Men han er klar over, at sådan som landet ligger med den nuværende koalition mellem Merkels Kristelig-Demokratiske Union, CDU, og hans eget socialdemokratiske parti, SPD, der hader denne rebel som pesten, opfyldes disse ønsker næppe.

Alligevel bør Thilo Sarrazins stemme høres, for han taler jo sandhed og har gjort det i en række år. Hans eget parti har gentagne gange forsøgt at ekskludere ham, men har ikke kunnet finde en gyldig grund. Sarrazin påkalder sig nemlig sin demokratiske ret at tænke og skrive frit – og så er det jo netop sandheden, han repræsenterer.

Kan vi så få ham oversat til dansk!

  .................

24NYT modtager IKKE mediestøtte. Klik her og støt med 1,- om dagen

Få avisen leveret gratis på mail

Kommentarer

STØT 24NYT EN GANG OM MÅNEDEN

Vælg beløb