Klumme: Valget af Biden i 2020 var skæbnesvangert – for os i Europa


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Hvis Putin annekterer Ukraine og Kina erobrer Taiwan og USA intet gør – et scenarie som ikke er urealistisk – hvor står Europa så?

Ingen kan lide en dårlig taber og slet ikke når taberen hedder Trump som var og stadig er universelt foragtet i Europa. Demokraterne kalder hans påstand om valgsnyd ved præsidentvalget i 2020 for sammensværgelsesteori og påpeger, at Trump ikke en eneste gang fik medhold ved USA’s domstole.

Og det er jo rigtigt.

Men hvad nu, hvis selve lovgrundlaget for præsidentvalget, som domstolene jo måtte holde sig til, var blevet ændret lige før valget, sommetider af Demokratiske valgembedsmænd uden om de lokale parlamenter, ulovligt, til Demokraternes fordel? Af Demokraterne? F.eks. ved at lempe reglerne for brevstemmer eller infiltrere selve forretningsgangen omkring stemmeafgivelsen til Demokraternes fordel ved under foregivelse af Covid-19 pandemien at poste penge i at øge Demokratiske vælgeres valgdeltagelse? Her bør man have Zuckerbergs millioner til overvejende Demokratiske aktivister in mente.

Eller ved at sørge for, at andre og mindre betydningsfulde præsidentkandidater, der kunne risikere at tage stemmer for Joe Biden, ikke fik lov til stille op, mens kandidater det kunne tage stemmer fra Trump blev viftet igennem? (Wisconsins valgkommission står stadig anklaget for retten for netop dette forhold.)

Og hvad nu hvis Demokraterne i skøn samdrægtighed med medierne og de sociale medieplatforme som Facebook, Google og Twitter faktisk havde svoret sammen at bekæmpe Trump og støtte Joe Biden?

F.eks. ved at skjule negative historier om Joe Biden og hans korrupte søn, Hunter Biden, historier om, at Joe Biden drog direkte finansiel fordel af sin søns korruption. Eller ved at sørge for, at historien om, at FBI rent faktisk havde indledt en undersøgelse af Hunters illegale transaktioner, ikke blev bragt i perioden før valget. Eller ved at undlade at bringe historien om, at der rent faktisk var udviklet en vaccine mod Covid-19 til ugen efter valget? 

Når OSCE sender valgobservatører til et valg, som det f.eks. gjorde i forbindelse med præsidentvalget i Ukraine i 2004, hvor jeg som fuldmægtig i EU-delegationen samarbejdede med denne organisation, og hvis konklusion om valgsvindel førte til Orange-revolutionen, der indførte demokratiet i landet, pålægges disse observatører ikke blot at undersøge om valget er frit, men også om det er fair. Valget i Ukraine var ingen af delene.

Valgkommissionen i Ukraine kørte en separat computer som, forfalskede stemmerne til fordel for den af russerne foretrukne kandidat. Medierne, som udenfor landets hovedstad Kyiv havde monopol på nyhedsdækningen i landet, udsendte den ene løgnehistorie efter den anden om den Europa-venlige kandidat, som ovenikøbet blev forgiftet og lå på dødens rand, mens valgkampen kørte. Formentlig af den russiske efterretningstjeneste, hvilket jeg baserer på den omstændighed, at den ukrainske sikkerhedstjeneste tog det usædvanlige skridt at invitere EU-delegationens leder og undertegnede til et møde, hvor det blev gjort meget klart at de i hvert fald intet havde med forgiftningen at gøre.

LÆS OGSÅ:  Storbritanniens march mod den rene socialisme

Valget i 2004 var ligesom valget i 2020 også utrolig ophedet. Flere kolleger i andre ambassader blev chikaneret, andre gennembanket af ukendte personer. For mit vedkommende ringede det en lørdag formiddag på døren og gennem dørkikkerten så jeg to ukendte velvoksne mænd i læderjakker stå udenfor. Jeg lukkede ikke op.

 

Lad os som tankeeksperiment med anvendelse af de samme OSCE-kriterier gøre status over valget i USA, som Joe Biden som bekendt vandt med en papirtynd margin i tre nøglestater Pennsylvania, Georgia og Wisconsin: var valget frit og fair?

Her et år efter valget, hvor mange nye dramatiske oplysninger er kommet for dagen, må man i henhold til OSCE-s kriterier konkludere, at valget ikke var fair.

Hvorfor ikke? Fordi alle de hypotetiske spørgsmål, jeg nævnte overfor, rent faktisk fandt sted.

Stemningen var ophidset. Advokatfirmaer, som bistod Trumps forsøg på at omgøre valgresultatet, blev i flere tilfælde så chikaneret af demokratiske aktivister, at de faldt fra. Antallet af snavsede tricks var for stort til at holde tal på.

Demokratiske vælgere stemmer notorisk hyppigere per brev end republikanske vælgere. Derfor satsede Demokraterne, under ledelse af den notoriske valgspecialist og advokat i det kendte demokratiske advokatfirma Perkins Coie, Marc Elias, på at lempe reglerne for brevstemmer. F.eks. i Georgia, en af nøglestaterne, hvor Elias sagsøgte delstaten, hvis ledere var Republikanere, og med held fik lempet reglerne.

Selvom alle, både Demokrater og Republikanere, i en rapport fra 2005, som Demokraten og tidligere præsident, Jimmy Carter, var tovholder på, havde betegnet brevstemmer som den største risiko for valgsvindel i det amerikanske valgsystem. 

Som følge heraf var omkring 100 millioner af de i alt afgivne 159 millioner stemmer ved valget i 2020 brevstemmer, mens brevstemmerne ved det forudgående valg i 2016 kun udgjorde 33 millioner af de i alt afgivne 140 millioner stemmer. Altså en tredobling af brevstemmerne.

Hertil kommer, at antallet af ugyldige brevstemmer historisk set er relativt højt – omkring 2% i gennemsnit – men for førstegangsvælgere erfaringsmæssigt tre gange højere – omkring 6%. Ikke desto mindre, på trods af der var mere end 66 millioner nye førstegangsvælgere, var antallet af ugyldige brevstemmer som følge af de mere lempelige regler i 2020 alligevel langt lavere – omkring 0.2%

Yderligere har de amerikanske medier efter valget måttet indrømme, at deres dækning af skandaler vedrørende Joe Biden blev nedtonet eller helt fortiet.

Det gælder afsløringen af hans korrupte søn, Hunter Biden, som efter at Joe Biden fik ansvaret for USA’s Ukraine-politik, fik en fyrstelig gage for at sidde i bestyrelsen i et korrupt ukrainsk energiselskab, Burisma, uden at have nogen erfaring eller kompetence på energiområdet. Det gælder ”dækningen” af anklager om sexchikane fra en tidligere kvindelig medarbejder. Og det gælder dækningen af Hunters forlagte computer, hvis indhold ubestrideligt viste, at Joe Biden, som konsekvent benægtede at kende noget til sønnens finansielle transaktioner, rent faktisk hjalp sønnen ved at formidle kontakter og stod til at nyde fordel af dem.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Emmanuel Macrons fiasko

Medierne kaldte før valget uden det ringeste bevis oplysningerne fra Hunters computer for russisk disinformation, mens Twitter og Google skjulte historien for offentligheden.

Men efter valget måtte medierne, såvel mainstreammedierne som de sociale medier, indrømme, at historien var sand, og at FBI rent faktisk under hele sagen havde og stadig har en undersøgelse kørende af Hunters transaktioner. Twitters Jack Dorsey indrømmede offentligt, at mørklægningen af historien var en ”fejl” og meningsmålinger foretaget af Media Research Center efter valget viste, at 50% af Bidens vælgere intet vidste om Hunters computer, og at næsten 10% ikke ville have stemt på ham, hvis de havde vidst det. Eftersom Biden vandt valget med 45.000 stemmer i de tre nøglestater, kan mediernes ageren meget vel have været valgafgørende. 

Alt dette er i dag veldokumenteret, ikke mindst i den fremragende bog ”#DELETED: Big Tech’s Battle to Erase the Trump Movement and Steal the Election” (”SLETTET: De Sociale Mediers Kamp for at Udslette Trump og Stjæle Valget”) skrevet af tech-journalisten Allum Bokhari, som fik adgang til og offentliggjorde hemmelige optagelser fra interne Google-møder, der afslørede en målrettet kampagne for at stoppe Trump.

Men var der tale om en bevidst sammensværgelse mellem mainstreammedierne, de sociale medier og Demokraternes hovedkontor, DNC, samt deres præsidentkandidat, Hillary Clinton? Og var der tale om en bevidst og koordineret kampagne for at påvirke og lempe procedurerne for at afgive brevstemme og lempe kriterierne for at godkende brevstemmer?

Svaret er ja. Hvor ved vi det fra? Fordi Demokraterne selv har indrømmet det.

Et par måneder efter valget offentliggjorde journalisten Molly Ball, som har tætte forbindelser til det Demokratiske Parti og har skrevet en skamrosende helgenbeskrivelse af Demokraternes leder, Nancy Pelosi, en artikel om, hvordan ”en sammensværgelse fandt sted i al hemmelighed” i kraft af ”en uformel alliance mellem venstreorienterede aktivister og magtfulde forretningsmænd”. Læs: Googles Sundar Pichai, Facebooks Marc Zuckerberg, Twitters Jack Dorsey, den demokratiske tænketank Brookings samt demokratiske aktivister som Marc Elias.

Alliancens formål var med Balls egne ord selvfølgelig ikke at bedrive valgsnyd, men at gøre valgsystemet i USA ”stærkere”.

(Citaterne er fra den repekterede amerikanske journalist Mollie Hemingways meget veldokumenterede bog ”Rigged: How the Media, Big Tech and the Democrats Seized Our Elections” (”Valgsvindel: Hvordan Medierne, Techgiganterne og Demokraterne Stjal Vores Valgsystem”.)

Hertil kommer, at den særlige advokat, som blev udpeget under Trump til at undersøge Demokraternes påstande om, at Trump samarbejdede med Putin for at påvirke valget i 2016 til Trumps fordel, i de seneste dage formelt har anklaget en række af Demokratiske spidser for at have vildledt og løjet for FBI i en bevidst Demokratisk kampagne godkendt af Trumps modkandidat, Hillary Clinton. Heriblandt Michael Sussmann, en kendt demokratisk advokat og i øvrigt kollega til ovennævnte Marc Elias i advokatfirmaet Perkins Coie. Samt for at det ikke skal være løgn, Brookings!

LÆS OGSÅ:  Klumme: Skamridning af demokratiet

Denne kampagne medvirkede til at underminere Trump og var en væsentlig grund til hans faldende popularitet blandt vælgerne før valget.

Er løbet så ikke kørt? Jo, selvfølgelig er det det. Denne sag handler imidlertid om noget, der er langt vigtigere for os i Europa. Den viser nemlig noget væsentligt om den nuværende politiske situation i USA, som er den vigtigste garant for Europas sikkerhed.

Den politiske situation i USA beskrives rutinemæssigt som værende polariseret, som om begge parter er lige gode om ikke at samarbejde. Men sandheden er, hvilket en analyse fra det anerkendte meningsmålingsinstitut Pew Research viser, at det er Demokraterne, der på alle væsentlige områder såsom immigration, klima, miljø, identitetspolitik og race siden det tabte valg i 2016 har flyttet sig markant til venstre. Og valget i 2020 har kun gjort kløften større.

For blot 6 år siden under den daværende præsident Barack Obama var ægteskab en kontrakt mellem en mand og en kvinde, ordet socialist var noget Demokratiske kandidater undgik som pesten og illegale immigranter blev standset ved grænsen.

Ikke længere.

Demokraterne forfægter i dag en ideologi, der ser USA som et dybt moralsk korrupt og racistisk land, som har behov for en grundlæggende revolution. Det ord, de bruger, er ikke revolution men transformation, men meningen er den samme. Manipulationen af valget i 2020 viste, hvor organiseret og målrettet USA kan transformeres.

I denne situation fremstår USA som handlingslammet og dybt splittet mellem et præ-revolutionært Demokratisk parti anført af den ældste amerikanske præsident nogensinde og styret af et neo-marxistisk mindretal og den almindelige befolkning, som ikke følger trop.

Dette har sikkerhedspolitiske konsekvenser for Europa og Danmark. Bare et nyt lille tankeeksperiment, som ingen med tanke på Ruslands oprustning ved Ukraines grænser og Kinas krænkelse af Taiwans luftrum kan karakterisere som urealistisk. Hvis Rusland ligesom tilfældet var med Krim i 2014 annekterer Ukraine, og hvis Kina ligesom tilfældet var med Hong Kong annekterer Taiwan og udraderer dets demokrati uden at USA reagerer, hvordan vil vores verdensbillede så se ud?

Jeg har et bud.

Europa, som med Tyskland og Angela Merkel i spidsen i de sidste 15 år både har afmilitariseret sig selv og har været eftergivende over for både Rusland og Kina, vil blive ”finlandiseret” på samme måde som Finland, da det under den kolde krig blev tvunget til at indordne sig under sin mægtige sovjetiske nabo.

Som Barack Obama, der som vi i dag ved var vidende om (og sandsynligvis medvirkende, selvom dette endnu ikke er bevist) om Clintons planer om at undergrave Trump yndede at sige: Valg har konsekvenser. Vi kan nu tilføje: også unfair valg har konsekvenser. For os i Europa.