Klumme: Vi handlede efter ordre

Andre tider, andre forhold, men det er svært ikke at drage paralleller mellem typer, der skubber ansvar fra sig i forskellige historiske epoker. Jeg tænker på en af de vigtigste indenrigspolitiske historier: minksagens aktører set i lyset af den måde, hvorpå de Holocaust-tiltalte aktører tilsvarende vaskede hænder under forskellige krigsprocesser. 

Det 3. Riges måske mest kendte speditør af jødiske mænd, kvinder og børn blev efter krigen kidnappet af den israelske efterretningstjeneste, Mossad, i Argentina. Navnet på delinkventen var Adolf Eichmann. Han blev bragt til Tel Aviv det år jeg blev født, 1960. Eichmann deltog ved Wannsee-konferencen i januar 1942, hvor beslutningen om den endelige jødeudryddelse blev truffet. 

Han var nr. 3 i SS-rækkefølgen efter hhv. SS-Rigsfører Heinrich Himmler og SS-Rigssikkerhedsfører Reinhard Heydrich. Hans mest kendte indsats var interneringen og videresendelsen af ungarske jøder i 1944. Omkring 1/2 million blev bragt til gaskamrene i Auschwitz. Ekkoet fra einsatzgruppernes henrettelsespeletoner og gaskammerofrenes skrig giver stadig ekko.

Eichmann er en af verdens historiens største forbrydere.

Under det, der blev benævnt som Eichmann-processen, optrådte han patetisk og nærmest mekanisk i sit forsvar. Hans forsvar var blot, at han var et lille hjul i et stort maskineri. Han var død allerede da Mossad fik fingrene i ham på den måde, at udfaldet af retssagen var givet på forhånd. Israelerne kunne have likvideret ham, men man ønskede ingen martyr. Man ønskede retfærdighed.

Historien om aflivning af mennesker og mink har det fælles omdrejningspunkt, at personligt ansvar er en by i Rusland. Vor rigspolitichef og hærledelse er ingen undtagelse, og regeringens inderkreds er et kapitel for sig i ynkelig opførsel. Man fandt et sonoffer i Mogens Jensen for at lægge låg på. Departementschefen Barbara Bertelsen fungerede som en anden Eichmann i at udpege ham som en, der kunne undværes. Hun var speditøren. Han blev hængt offentligt til tørre i en klaverstreng.

At tænke sig at iværksætte Danmarks historiens første og største likvideringsproces mod 17 millioner mink og et helt erhverv, uden at sikre sig, at lovgivningen var på plads, det forekommer ikke kun uforståeligt og tåbeligt. Det forekommer kriminelt.

I forhold til statsministeren og de implicerede ministre vil hhv. Instrukskommissionen og ministeransvarlighedsloven afgøre det personlige ansvar for de implicerede. For Rigspolitichefen, hærledelsen og øvrige aktører bør konsekvensen være tjenestemandssager og mulige straffesager, så der kan opretholdes en tillid i befolkningen til myndigheder.

Personligt ansvar må altid gælde som det bærende element, hvad enten det er forbrydelser mod menneskeheden eller mod minkejere, der så deres livsværk forsvinde som dug for solen, fordi politikere og myndighedspersoner traf forhastede og ulovlige beslutninger.

Hvis de danske aktører slipper for ansvar, vil den kritiske del af befolkningen med god ret kunne hævde, at der ikke er lighed for loven. Så er det en direkte opfordring til lovløshed. Sagen mod Støjberg in mente. Hvad forskel vil der være mellem hende og Mette Frederiksen i forhold til ansvar?

Skal den ene have 60 dages ubetinget fængsel, fordi et politisk flertal fandt det ulovligt at skille udenlandske par ad i 3 uger, mens den anden kan forblive i landets vigtigste embede, fordi der ikke kan findes et flertal i Folketinget til at retsforfølge hende? En statsminister, der har kostet statskassen 19 milliarder i erstatning, lagt et erhverv øde, ødelagt en milliard eksportindtægt og gjort 5.000 mennesker arbejdsløse.

Historien har det med at gentage sig, fordi ondskab, uvidenhed og ansvarsforflygtigelse ligger latent i den menneskelige dna og sind. Så længe folk ikke vedkender sig et personligt ansvar, og der er tilstrækkelig mange til at bakke dem op, eller en retsorden der fungerer, så kan forbrydelser få lov til at hengå ustraffede. Og så længe folk ikke kender til fortidens forbrydelser, så er de dømt til at gentage dem.