Nye solcelleprincipper testes på hidtil største solcellepark

Grøn strøm til op mod 13.860 personer. Det vil en ny solcellepark nord for Væggerløse kunne producere. Det vil blive den absolut største solcellepark i Guldborgsund Kommune. Til sammenligning kan den største nu producere strøm til 5600 personer.

– Når vi kigger på kommunens CO2-aftryk, så fylder energiproduktionen alt for meget. Ved sidste optælling i 2015 var det 15,8 procent af vores strøm, der var fra vedvarende energikilder – heraf var kun 0,63 fra solenergi. Vi vil være en bæredygtig kommune, og derfor skal vi også nedbringe vores C02-udledning. Samtidig skal vi leve op til den nye klimalov. Derfor kommer vi ikke uden om solceller. Men vi skal gøre det klogt, og vi skal tage mest muligt hensyn til dem, der bliver naboer til kommende solcelleparker, siger formand for Teknik, Miljø og Ejendomsudvalget Peter Bring Larsen.

For at tage hensyn til kommende naboer og for at beskytte kommunens naturværdier blev der i august i år besluttet en række principper, som fremtidige solcelleparker, skal leve op til. Blandt andet skal der være minimum 100 meter til nærmeste nabo, og parkerne skal afskærmes af levende hegn bestående af træer og buske, som bliver minimum tre meter høje.

LÆS OGSÅ:  Forsøgte at kvæle sin kæreste – nu er der faldet dom

Principperne skal nu stå sin første prøve, da projektet i Væggerløse er første gang, hvor principperne indarbejdes i et projekt og dermed i lokalplanforslaget.

– Det er vigtigt for os, at vi har et tæt samspil med naboer og borgere, så vi fra start får lagt det rigtige snit i forhold til de krav, vi stiller. Vi har politisk besluttet de her principper, men vi vil meget gerne høre borgernes meninger i forhold til principperne. Samtidig kan man også diskutere om, vi skal have de her meget store parker, eller om man foretrækker, at en park bliver opdelt i mindre dele og i stedet spredes ud over en større geografi, siger Peter Bring-Larsen.

Lokalplanen, der skal gøre det muligt at opføre en solcellepark på området nord for Væggerløse, er netop sendt i høring, mens der sendes fem yderligere projekter for solcelleparker i forhøring i det nye år. Under forhøringen kan alle komme med idéer og forslag til den videre planlægning af de fem solcelleparker.

– Hvis man lægger alle seks områder sammen, så vil det blive grøn el til op mod 315.000 personer. Det er et meget stort skridt i den rigtige grønne retning, og det vil sænke vores CO2 aftryk markant, siger udvalgsformanden.

Lokalplan 192 for solcelleanlæg Væggerløse er i høring frem til 27. januar 2019, og der afholdes informationsmøde den 14. januar klokken 17 i byrådssalen på Guldborgsund Rådhus.

LÆS OGSÅ:  1000 skunkplanter i ulovlige laboratorier beslaglagt på Djursland

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)