To personer fra Odsherred dømt for narkosalg

En 38-årig kvinde og en 41-årig mand fra Nørre-Asmindrup, Odsherred, er idømt hhv. et år og otte måneders fængsel for narkosalg.

En 38-årig kvinde og en 41-årig mand fra Nørre-Asmindrup er 2. oktober dømt for salg af narkotika.

Den 41-årige mand, der ved anholdelsen var prøveløsladt for salg af narkotika, blev idømt otte måneders fængsel for videresalg af 50 gram amfetamin.

Den 38-årige kvinde blev idømt et års fængsel for videresalg af 126 gram amfetamin og 633 gram hash. Seks måneder af straffen blev gjort betinget.

Fandt hvidt pulver

Sagen startede i april 2020, hvor politiet indfandt sig på en adresse i Nørre-Asmindrup, hvor den 41-årige mand var tilmeldt, og hvor den 38-årige kvinde var til stede. Politiet ledte efter en efterlyst person, som muligvis kunne befinde sig på adressen, men i stedet fandt politiet noget ukendt hvidt pulver i boligen.

Betjentene på stedet tilkaldte derfor narkohundene, som kunne finde frem til yderligere narkotika på adressen, ligesom den 38-årige kvindes bopæl blev ransaget af narkohundene.

”Vi har vores blik rettet stift mod narkohandlere og –købere i hele politikredsen, og så snart vi får muligheden for at slå ned på den utryghedsskabende kriminalitet, som narkohandel er, vil vi gøre det,” siger politikommissær Kim Lech, der er leder af operativ efterforskning i Midt- og Vestsjællands Politi.

Retten dømte desuden, at der fra de to personer skulle konfiskeres regnskaber, kontanter og narkotika bestående af både ecstasy, kokain, skunk, hash og amfetamin.

LÆS OGSÅ:  Klar til at lave 20 kilo heroin – kvinde og mand får 10 og 11 års fængsel

Begge de tiltalte modtog dommen ved retsmødet den 2. oktober 2020.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)