Interview: “Jo flere indvandrere fra især Afrika og Mellemøsten, jo større problemer.”

Foto: Forfatter, nationalkonservativ samfundsdebattør og formand for tænketanken Unitos Kasper Støvring (2018)

Forfatter og tænketanksgrundlægger Kasper Støvring tror ikke på, at integrationen vil lykkes fuldt ud. Så hvordan ender det hele?

Det kræver sit for en dreng at gøre den lange march gennem velfærdssamfundets venstredrejede institutioner uden at blive bare en smule kastreret af politisk korrekthed.

Men den nationalkonservative forfatter Kasper Støvring klarede det.

Fra Langkær Gymnasium i udkanten af Aarhus til studier i litteraturvidenskab på Københavns Universitet og videre igennem en ph.d. samme sted, til en stilling som ekstern lektor på Syddansk Universitet, har Kasper Støvring formået at fastholde det synspunkt, at Danmark nu en gang er bedst, hvis det kan forblive dansk.

Tænketanksgrundlægger

Udover omkring 10 bøger og et utal af skriverier, for bl.a. Berlingske og Kristeligt Dagblad, driver den tætklippede debattør tænketanken Unitos sammen med de to andre debattører Halime Oguz og Mikkel Anderson.

Projektet er tværpolitisk, missionen er at få stillet mere skarpt på konsekvenser og løsninger i forhold til den store ikke-vestlige indvandring, Danmark har oplevet under samtlige regeringer siden 1970’erne.

24NYT har talt med Kasper Støvring om tidens store spørgsmål: Er der en løsning på de problemer, som er fulgt i kølvandet på muslimsk indvandring?

Antallet skal ned

Kasper Støvringer tror ikke på, at politikernes svar på problemerne er de rigtige. Fordi kultur er noget dybt i mennesket, som man ikke bare kan ændre ved at skrue på nogle knapper inde i integrationsministeriet eller nede i kommunen:

“De problemer, vi oplever, har ikke primært med socioøkonomiske forhold, men med kultur at gøre. Og kultur er ikke noget, man bare kan ændre med social ingeniørkunst. For kultur vedrører de dybeste spørgsmål, vi som menneske kan stille os selv, herunder forhold til gruppen og det omgivende samfund, til autoritet, forholdet mellem kønnene, ting som ære, loyalitet, religion og så videre.”

Ifølge ham er der elementer i muslimsk kultur, som gør det meget vanskeligt at integrere muslimer. Og fordi man ikke kan tage kulturen ud af mennesket, må menneskerne ud af Danmark, konkluderer han.

LÆS OGSÅ:  VIDEO: Interview med Kasper Støvring

“Det er et indvandringsspørgsmål. Jo flere indvandrere fra især Afrika og Mellemøsten, jo større problemer. Man kan opretholde diasporaen og i princippet leve i hvert fald delvis uden for gældende jurisdiktion. Derfor skal vi have et stop for indvandring fra de problematiske lande kombineret med hjemsendelser af ikke-integrerede og udvisninger af kriminelle.”

Han understreger, at han udtaler sig som privatperson og ikke som medstifter af Unitos, der udover forskning også arbejder med bl.a. at begrænse social kontrol og at styrke indvandrerkvinders frigørelse.

“Det bliver værre”

Trods politikernes barskere retorik, kommunale solstrålehistorier og milliarddyr integrationsindsats, vil problemerne vokse, mener Kasper Støvring. Det skyldes, at det sandsynligvis er umuligt at få integrationen til at lykkes i tilstrækkeligt omfang. Og at der ikke er politisk vilje til at stoppe muslimsk indvandring.

“Det bliver sandsynligvis værre. Og det har at gøre med to ting, der løber sammen. For det første er der ingen sammenlignelige lande, der har løst problemet med integration af muslimer. Det har vi også den internationalt anerkendte islamforsker Ruud Koopmans’ ord for i sin seneste bog. For det andet vil andelen af muslimer i de Vesteuropæiske lande blive fordoblet frem mod 2050, som PEW har beregnet.”

Det siger sig selv, at også kriminaliteten vil blive forøget. Det er også mange europæiske sikkerhedstjenesters opfattelse, fortæller han til 24NYT.

LÆS OGSÅ:  Debat: Medie scorer kæmpe selvmål: Jo, socialdemokratiske borgmestre har ladet ekstremistiske moskeer bygge i hobetal

Han mener, at der er “lagt i ovnen til ret voldsomme konflikter”, såfremt integrationen som ventet ikke lykkes.

Det ender galt

Hvis ikke antallet af ikke-vestlige bringes ned, vil det lykkelige og harmoniske danske samfund bryde sammen, spår Kasper Støvring:

“Det mest sandsynlige scenario er nok desværre det, vi ser i mange amerikanske byer. Der findes områder, man ikke bevæger sig ind i. Man færdes helst i bil, for det er for farligt til fods, og tilliden og dermed evnen til at samarbejde vil falde, sådan som det sker i etnisk og kulturelt mangfoldige områder, og der vil dermed også ske et fald i den generelle lykke- eller tilfredsfølelse.”

Afstand til indvandrere har længe været en eftertragtet vare. Sammenholdt med fortsat indvandring er den logiske konsekvens, at boliger med afstand til muslimer bliver dyrere.

Kasper Støvring tror, at konsekvensenbliver, at danskerne vil forskanse sig:

“Vi vil se flere ‘gated communities’ og eksempler på White Flight, hvor også de oprindelige danskere i stigende grad segregerer sig.”

Den nye normal

LÆS OGSÅ:  Åh-nej! Katastrofe-politiker udpeget som EU-kommisær for migration!

En alvorlig udfordring er, at kommende generationer ikke har levet i et ikke-multikulturelt Danmark. De ved dermed ikke, hvad det vil sige at leve et kulturelt harmonisk land. Terror og et mindre sikkert offentligt rum vil være den nye normal.

Kasper Støvring tror derfor, at den nuværende generation af voksne vil være den sidste generation, der for alvor vil forsøge at kæmpe imod udviklingen:

“Vores børn kender ikke til tiden før alle de elendige, nuværende problemer, og de vil selvfølgelig tilpasse sig, sådan som mennesket altid har gjort. Når det økologiske miljø forringes, lærer vi jo også at købe vand på flaske i stedet for at drikke af hanen.”

“I bedste fald vil vi se politiske initiativer på kant hvis ikke i opgør med konventionerne, så vi kan få forbedret – ikke løst, for det tror jeg ikke vi kan – forholdene og samtidig trække muslimer mere ind i vores kernekultur”, håber Kasper Støvring

Afslutningsvis peger Kasper Støvring igen på vigtigheden af, at muslimske kvinder får mulighed for at blive en del af den danske kultur.

Sålænge tørklæder, shariaens kønspolitik og islamiske ægteskaber er lovlige, ligner dette dog mest af alt endnu en af multikulturens mange umuligheder.
OBS: DR har fået Facebook til at lukke 24NYTs side. Derfor kan vi ikke selv dele denne artikel. Vi håber, at læserne selv vil dele den fra egne Facebook-profiler. 

Kommentarer

STØT 24NYT EN GANG OM MÅNEDEN OG BLIV ABONNENT

Vælg beløb