Klumme: Ekkoet fra Nürnberg


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Nürnberg-lovene

Med vedtagelsen af Nürnberg-racelovene i 1935 mistede jøderne i Tyskland deres borgerlige rettigheder. Det blev forbudt jøder og ikke-jøder at gifte sig eller have seksuelle forhold, ligesom det én gang for alle blev afgjort, hvem der var jøde, og hvem der var ”arier”.

Fiktivt scenarie, Tyskland 1936

Olympiaden stod for døren i Berlin. På overfladen åndede alt fred. Manfred Rubinstein og Irmgard Schmidt havde været gift i 4 år. De boede i bydelen Charlottenburg. Forholdet havde båret frugt og de var blevet begavet med en datter, Angela. Hun var netop fyldt 2. år. Efter den nazistiske magtovertagelse tre år tidligere havde Manfred mistet sit arbejde som lærer på den lokale skole. Parret overvejede at emigrere til USA, hvor de begge havde familie. Ægteskabet var kun blevet stærkere af nazisternes trussel mod det, der blev beskrevet som blandede ægteskaber mellem ariere og jøder. En ven af dem, der var lokal nazistisk gauleiter, var stærk modstander af hetzen mod jøderne i Berlin, som han mente var forfejlet. Den slags mennesker fandtes også selv blandt nationalsocialister.

Gauleiteren, hvis navn aldrig kom for en dag, fik gennem sit netværk udvirket en ændring i parrets status således, at Manfreds jødiske ophav blev ændret. Rettelsen blev foretaget ud fra en betragtning om, at Manfred var adopteret ind i den jødiske familie Rubinstein. Manfreds familiemæssige ophavsregistreringer blev på skrømt korrigeret, så han fremstod som arier. Manfred og Irmgard overlevede krigen og datteren Angela lever stadig. Hun er 86 år og olde- og bedstemor til en højt elsket børneflok.

Nürnberglovene ville med sikkerhed have betydet en enkeltbillet øst på for Manfred, efter beslutningen om den endelige løsning i januar 1942, og givetvis også for parrets datter. Det hvis der ikke var indtrådt det mirakel, at en ven havde bistået med at få ændret i papirgangen, men dermed også havde begået et lovbrud.

Fiktivt scenarie, Damaskus 2012

Mouna var kun 9 år, da hendes mor og far, Mohamad og Rehab, indgik en aftale med nabofamilien om ægteskab mellem Mouna og nabofamiliens ældste 35-årige søn, Ali. Året efter foregik vielsen på islamisk vis trods den store aldersforskel. Mouna havde stortudet, da de blev viet. Hun vidste ikke helt, hvad det foregik, men hun var klar over, at barndommen var slut, og at hun måtte indrette sig på at blive Alis kone for resten af livet. Det havde hendes mor og bedstemor fortalt hende.

Det var forbundet med skam for familien, hvis hun ikke accepterede det. Hun var ulykkelig, men kunne ikke overskue at stikke af. Hun havde ikke fået lov til at gå i skole, som hendes 5 brødre, men det kunne til tider også været ligegyldigt som følge af den uro og ustabilitet, der prægede Syrien. Ali var ikke sød ved hende. Han havde gjort ting, hun ikke kunne lide. Før de måtte flygte fra Syrien, havde han gjort hende gravid. Hun var kun 12 år. Men, hun accepterede sin skæbne, sådan var reglerne og koranens bud. Hun var højgravid under flugten fra borgerkrigen.

Aktivt og fiktivt scenarie, København og Jylland 2016

Integrationsminister Inger Støjberg var forarget over de informationer hun fik om, at der forekom mange tilfælde af barnebrude på asylcentrene rundt omkring i Danmark. Asylpresset på Europa havde været enormt. Motorvejene i Danmark i august 2015 var fyldt med migranter. Alle som en på vej mod det, de håbede ville blive en bedre tilværelse i de vantros lande. Blandt dem var også Mouna og Ali.

Hun var nedkommet med parrets spæde datter under forfærdelige forhold i Grækenland. Parret havde hørt, at Skandinavien havde samfund, der indebar sikkerhed og en høj grad af økonomisk velfærd, hvis man var flygtning. De havde brugt deres sidste penge på at nå frem. Ali førte ordet, da de kom slæbende på de få ejendele, og deres spædbarn ved ankomsten med toget i Padborg. De blev visiteret til et asylcenter uden for Holstebro. Parret og deres datter boede på et fællesrum. Mouna var i mellemtiden blevet 13 år, Ali 38 år.

På Inger Støjbergs kontor fik departementschefen besked af ministeren om at forfatte et udkast til en instruks og samtidig en pressemeddelelse om, at de mange barnebrude ikke kunne få lov til at bo sammen med deres ældre ægtemænd, uanset om vielserne var fuldt lovlige i deres hjemlande. Støjberg godkendte udkastene med få rettelser. Juristerne havde kløet sig i nakken, for gældende forvaltning indebar en pligt til at bedømme forholdene i hver enkelt sag individuelt. Ministeren og politikeren påtog sig dog det fulde ansvar.

Inger Støjberg ville ikke have, at Danmark skulle lægge jord til fortsættelse af ægteskaber mellem mindreårige piger og voksne mænd. Det stred efter hendes opfattelse mod både dansk lovgivning samt almindelig etik og moral. Måske var det politisk ukorrekt, men hendes ophav i den jyske muld udgjorde hendes ballast. Hun kunne ikke få sig selv til at give kål på, hvad hendes indre moralske kompas fortalte hende.

Praksisændringen betød, at Ali og Mouna ikke længere måtte bo sammen. Mouna havde travlt med at passe sin datter, og flugten fra hjemlandet havde i forvejen taget så hårdt på hende fysisk og psykisk, at hun knap nok registrerede, at Ali måtte overføres til et andet center. Ægteskabet havde været tvangsmæssigt, så det var mere af praktiske og sikkerhedsmæssige grunde, hun var forblevet hos Ali.

Aktivt scenarie, Instrukskommissionen 2020

Retten på Frederiksberg udgør nu den juridiske lokalitet for, hvorvidt ministeren forbrød sig mod lovgivning og/eller gældende forvaltningsskik tilbage i årene forud. Et rødt flertal havde i juni 2019 overtaget regeringsmagt og parlamentarisk grundlag, og dermed også muligheden for at få et opgør med en af de borgerlige politikere, der som værdikriger har markeret sig i udlændingepolitikken, Inger Støjberg. Hun har stået som en af de få stopklodser på vejen mod et mangfoldigt Danmark. Den Radikale Jens Rohde er af den opfattelse, at Støjberg skal for en rigsret, og det længe før det endelige punktum bliver sat i Instrukskommissionen. Retssikkerhed gælder kun for dem, man kan associere sig med. Sådan var det også i Berlin i 1936.

En mand, der aldrig personligt har kunne drive hverken radiostationer eller andet, en mand der har sjakret mellem partier alt efter, hvor vinden blæste, og levet af de politiske ben og benefits, han har kunne få. Det er hvad Rohde står på mål for. De Radikale har ligesom Enhedslisten og til dels også SF og regeringen været travlt beskæftiget med at følge op på at pleje det ekspansivt voksende antal muslimske vælgere herhjemme. Instrukskommissionen var og er en kærkommen mulighed for at vise tænder over for enhver modstander, der ikke forstår, at gennemførelse af mangfoldighed har lige så meget karakter af en politisk religion. Her helliger midlerne de mål man søger.

På partipolitisk plan er Inger Støjberg efterladt ude i ørkenen, uden vand af Venstre. Jakob Ellemann-Jensen ejer hverken evne eller vilje til at forsvare sin næstformand. Partiets bagland er splittet. Kun de mange vælgere, som Støjberg skaffede Venstre ved valget i juni sidste år, bekommer slapperne og Jan E Jørgensen segmentet i partiet godt. Nye Borgerliges Pernille Vermund rykkede for nylig Støjberg til undsætning. Hun kan med rette ikke forstå, at Venstre ikke slutter ring om Inger, som hun siger. DF og de Konservative er enige. De ville heller ikke efterlade sårede på slagmarken. Med Ellemann som allieret behøver Støjberg ingen fjender.

Sammenfattende betragtninger

Trods en baggrund som nazist havde en Berliner gauleiter mod og mandshjerte nok til at begå et lovbrud, der sikrede, at ægteparret Rubinstein kunne forblive sammen. Manfred døde i 1985, Irmgard 10 år senere. Var lovbruddet blevet opdaget, var alle involverede endt i en koncentrationslejr. Det var en etisk og moralsk rigtig beslutning, der blev taget, uanset at den stred mod tidens politiske korrekthed i Nazityskland i 1936.

Inger Støjbergs beslutning om at sætte fornuft og moral over gældende forvaltningsret i 2016 i forhold til at sikre udenlandske småpigers rettigheder strider også mod tidens politiske korrekthed om mangfoldighed. Hvis dansk lovgivning og forvaltning er indrettet, så den beskytter forhold, der moralsk strider mod dansk tankegang og etik, så er det lovgivningen og forvaltningen, der er noget galt med, ikke ministeren og politikeren Inger Støjbergs dømmekraft.

Jens Rohde-segmentet forsøger at få nedkæmpet og få gjort det af med det, de betragter som de højrepopulistiske og naziinspirerede politiske kræfter i Danmark. Det er benævnelsen af deres politiske modstandere. Så er modparten stigmatiseret. Smart trick at påberåbe sig fortidens fjendebillede, selv om man til forveksling selv minder om det fjendebillede, man påstår at bekæmpe. Så fremstår man selv uskyldsren under en hellig gral. Så kan alt man foretager sig legitimeres, uanset om det fremstår udemokratisk og i strid med hævdvundne frihedsrettigheder.

Jens Rohde-segmentet ser splinten i andres øjne, men ikke bjælken i sit eget. Lidet er de klar over, at de understøtter mørke, konservative kræfter i en ideologi, der ikke lader nationalsocialismen meget tilbage i intolerance og undertrykkelse. Lidet ser Jens Rohde-segmentet et hensyn, der skal tages til hver af de 20.000 småpiger, der dagligt bortgiftes i den islamiske verden. Som dagen, da Mouna stortudende måtte vie sin fremtid til Ali for ikke at udsætte familien for skam. Jens Rohde har som politiker kun sig selv i fokus. Han er bedøvende ligeglad med Mouna. Selvpromovering og selvglæde er det primære. Giv ham en ny og bedre platform, og han vil gladeligt skifte sit nuværende partikort ud med et nyt. Prostitution burde forbydes i den politiske verden, men der er altid købedygtige kunder også i den verden.

Offermentalitet er relevant, hvis den er berettiget. Men, en religion, der snart påkalder sig et flertal af jordens befolkning, kan næppe blive offer for ret meget. Læs koranen og dens anvisninger på, hvorledes islam skal udbredes. Koranen holder det ikke hemmeligt. Selv en analfabet i moskeen kan forstå det. Men, ukendskab til koranens indhold blandt vantro udgør den største fare for, at et uvidende segment af selvgode europæiske mangfoldighedspolitikere bliver anvendt som islams nyttige idioter. I Danmark særlig kendetegnet ved Jens Rohde-segmentet og antifascisterne på den yderste venstrefløj. Antifas metoder lader ikke Berlins brunskjorter i 1936 noget tilbage. Voldsparatheden er altid til stede. Rohde segmentet og Antifa bliver skubbet foran de fremtidige herskere over Europa. Islams nyttige idioter udgør den største fare for Danmarks og Europas sikkerhed og velfærd. Det er vores børns og børnebørns fremtid, vi taler om. De nationalkonservatives modstandere skal vide, at vreden ulmer i os.

Når man vil afkristne Europa, strippe kontinentet for dets åndelige ophav, så er det for at gøre det enklere at manipulere vælgere og befolkningsmasser. Folk uden rødder lader sig lettere forlede også til at tro, at mainstream borgerlige politikere er i stand til at stille noget op mod fremtidens indflydelse fra islam på Europa. Man spørger sig selv, hvorfor op mod 80-90% af danske vælgere kan forledes til fortsat at stemme på partier, der bliver ved med at give dem mere af det, de ikke kan lide? Skal vælgerne helt derud, hvor de sidder i kældre med stearinlys, før de vågner op? Men, det var også de få under besættelsen, der blev aktive, da Danmark kaldte.

De kulturradikale som Jens Rohde er indstillet på at erstatte det kristne Europa med en ny mangfoldighedsreligion samlet under EU-førerskab. For nationalkonservative repræsenterer EU et antikristeligt overvågningssamfund i bedste George Orwell stil. Man slår ned på alle patriotiske dissidenter. Nationalisme sidestilles med nazisme. Sandheden er, at EU i sin kerne har den samme tankegang, som lå på bag nyordningen af Europa under det 3. Rige. Neuropa.

Mangfoldigheds Europa vil opbygge en helt ny mennesketype løsrevet fra fortidens moralbegreber. EU udgør yderpunktet på en skala, hvor alle religioner og kulturer i Europa ligestilles. Når man ophæver kristendommens forrang frem for andre religioner, forlader man det fundament, Europa er bygget på. EU’s kulturradikale og en høj fødselsrate hos mena-migranter eroderer det europæiske hus bort. EU sikrer den fortsatte erosion. Europa vil være uigenkendeligt om føje generationer beboet af ikke europæere og i højere og højere grad forvaltet og reguleret efter islamiske hensyn. Et opkald til myndighedernes statiske bureauer vil afsløre det. Det er ikke raketvidenskab. EU har blot lukket for ilttilførslen til den del af hjernen, hvor erkendelsen dannes. Mangfoldigheds religionens bud forhindrer fornuften i at trænge ind bag de tykke mure.

Det er i det lys angrebet på Inger Støjberg skal vurderes. Lige nu er Jens Rohde-segmentet i færd med den opgave, der går ud på at af- og demontere en af de vigtigeste værdikrigeres handlekraft i dansk politik, Inger Støjberg. Venstres valg af en usynlig oppositionsleder som Ellemann, der dybest set må betragtes som de Radikales halevedhæng, det er en gave for det venstreorienterede og kulturradikale Danmark. Et delmål er nået. Det endelige mål er at få afviklet enhver tanke om, at dansk moral, etik og dansk national selvbestemmelse og egenart skal gælde på dansk jord.

Mangfoldighed er ensbetydende med, at universelle religiøse og moralske begreber skal erstatte tidligere tiders tankesæt. Jens Rohde-segmentet udgør med omvendt fortegn Hitlers mentale stormtropper anno 1936. Deres magt og agt spreder sig ud i ethvert hjørne af samfundet. En mental nyordning. Det være sig på de sociale medier, i EU og på lokalt og nationalt plan, i medierne og ja lige nu også i retten på Frederiksberg i et retslokale, hvor Inger Støjbergs skæbne afgøres. Lovbrud eller ej, det er dem underordnet. Magten er det vigtigste, uanset den opnås i forening med djævlen selv.

Min opfordring er at samle alle nationalkonservative kræfter, at aktivere patriotismen på samme måde som under besættelsen. Jens Rohde og hans mentale stormtropper skal vide, at det nationalkonservative Danmark vil kæmpe for alt, hvad det har kært. Folk, der som Jens Rohde, ikke passer på Danmark, må aldrig få det sidste ord. Det er ikke kun en ret, men en forpligtelse, vi har over for Danmark. For vores Gud, dronning og fædreland.

The only thing necessary for the triumph off evil is for good men to do nothing – Edmund Burke 1790, konservatismens fader.