Klumme: Mediestøttens narkotika

Formanden for JP/Politikens bestyrelse – tidligere direktør for mediehuset – Lars Munch – gav i et interview for nylig i Berlingske udtryk for skepsis over for corona-hjælpepakkerne. Ulempen er, at man risikerer at få en række virksomheder, der har svært ved at vænne sig til et liv uden støtte, og det kan medføre en uskøn sammenblanding af offentlige og private interesser. Statsstøtte er lidt som narkotika, sagde han.

Prægtigt ! Lars Munch har ikke bare ret, men besidder tilmed langvarig, relevant erfaring på området. Således modtager Politikens Hus over 50 mio. kr. om året i statsstøtte, plus andre økonomiske fordele. Munch formulerer yderligere det uvorne synspunkt, at rige virksomhedsejere burde træde i geled, før statsstøtten begæres.

Der er næppe grund til at betvivle, at Munchs principper også har rækkevidde mht. hans egen hidtidige medieverden. Når Politikens Hus som nævnt modtager over 50 mio. kr. i årlig statsstøtte, er det naturligvis problematisk og egentlig, i følge Munch, uetisk for en ejer, der selv har overskud (265 mio.kr. i det regnskab, jeg senest har haft mulighed for at se). Og når de interviewende Berlingske-journalister  ikke stillede den slags  nærliggende spørgsmål, var det selvfølgelig slet ikke, fordi økonomien i det Berlingske Hus i højere grad hænger  på statsstøtten.

Sådan er der jo så meget. Og meget er der skam i den mediestøtte. Helt bortset fra særlig corona-hjælp, momsfordele etc. beløb den såkaldte produktionsstøtte for de udvalgte medier sig i 2020 til 368 mio. kr. – med Jysk Fynske Medier som topscorer (64 mio. kr.) – hvortil kommer den massive statsfinansiering af DR og  det statsejede TV2s økonomiske fordele.

De traditionelle TV- og avispapirmedier er ellers i modvind. Tiden og markedet er imod dem. Mange ønsker ikke længere abonnement på en papiravis, og ikke mindst yngre aldersklasser siger fra. Det gør de også i forhold til DR, der dog hidtil har kunnet lune sig under statsbeskyttelsens osteklokke uden egentlige markedskrav. Også avisernes annonceindtægter svigter, og det er ikke rigtigt lykkedes  dem at kompensere for den økonomiske misere via deres elektroniske udgivelser.

Nu er det jo ikke noget særsyn, at virksomheder løber ind i stigende vanskeligheder, fordi deres forretningsmodel mister økonomisk livskraft som følge af ændringer i forbrugsmønsteret, øget konkurrence etc.

På den måde er det f.eks. i adskillige år gået galt for traditionelle boghandlere, der bl. a. taber til den elektroniske bog, fotoforretninger, hvor massemarkedet er overtaget af mobiltelefoner, bagerbutikker, som supermarkederne udkonkurrerer osv. Det er vel næppe heller en overraskelse – endsige en katastrofe – hvis eksempelvis en del af de teatre og museer, landet er fyldt med, i fremtiden må lade livet som følge af mangel på betalende brugere.

Det sker selvfølgelig også for gængse private medier, selvom de stritter i mod og i årevis har presset penge ud af statskassen for at forlænge livet.

Hvad er egentlig rimeligheden i dette pinefulde, langstrakte dødsleje ? De to private enkelt-medier med den største årlige såkaldte produktionsstøtte (excl. nulmoms og ekstra coronahjælp) er Kristeligt Dagblad (med 29 mio. kr.) og Information (med  26mio. kr.). Begge er de menighedsblade, men hvis de er så vigtige for de troende, hvorfor kan disse så ikke ofre 1.000 kr. – eller lidt mere – ekstra om året for at holde budbringerne i live ?

Det er bestemt ikke mere forståeligt, når man ser på de andre medier. Berlingske (tidligere Berlingske Tidende) modtager næsten lige så meget i produktionsstøtte som produktets beregnede overskud.  Støtten gives angiveligt til redaktionelle lønudgifter. Man fratager eller reducerer altså avisens eget incitament til at forbedre rentabiliteten gennem f. eks. lavere løn til journalisterne og/eller færre af dem. Jeg ved ikke, om ejeren af Det Berlingske Hus – belgiske De Persgroep er en rig virksomhedsejer, der  i henhold til Lars Munch burde “træde i geled”. Efter hvad jeg har konstateret, havde gruppen for ikke så lang tid siden et overskud på omkring 700 mio. kr., men jeg skal ikke kloge mig på situationen i Belgien.

Ved den seneste uddeling af produktionsstøtte har myndighederne yderligere tildelt grønlandske Sermitsiaq over 3 mio. kr. Et i en grønlandsk sammenhæng betragteligt beløb. Man må da i hvert fald håbe, at den slags økonomisk intervention ikke bare af nationalt følsomme grønlændere opfattes som et nykolonialistisk (måske endog racistisk) anslag.

Men alt i alt er det klart, at den gedigne mediestøtte forsinker strukturtilpasning og bidrager til at fastholde antallet af journalister med høj løn. Også selv om det forsøges at afparere kritikken med særlige innovationstilskud o. lign. Ligesom aksiomet om DR  som tvangsbetalt “public service” er økonomisk ødelæggende. Naturligvis er det i samfundsøkonomien “småpenge”, om der årligt bruges 3-400 mio. kr.  eller endog det dobbelte på subsidieringen af private medier. For hillemænd hvor er det peanuts i forhold til, hvad staten hælder ud på andre aktiviteter, på flygtninge, udviklingshjælp til Afrika, i den såkaldte velfærd, i “klimakampen” osv.

Men vi bør også huske på, at de mange bække små trods alt er med til at danne den store offentlige udgiftsflod. Måske kunne fjernelsen af mediestøttens “narkotikum” derudover  også reducere Journalistisk Venstreparties kvælergreb om den offentlige debat. I det tilfælde ville selv en i den store sammenhæng  beskeden besparelse kunne få endog særdeles gunstige virkninger. Og med Lars Munchs vise ord må der i det mindste med al mediestøtten være tale om en uskøn sammenblanding af offentlige og private interesser.