Klumme: Revitaliser Europa


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Hvad dækker overskriften?

Overskriften alene vil formentlig udskille henved 90% af almindelige læsere, så jeg henvender mig til jer 10% tilbageblevne retfærdige, der mestrer det åndelige niveau, de af jer som ved, hvad der kendetegner Europa.

Ordet at revitalisere er afledt af det latinske ord ”vitalis”, der betyder livsnødvendig, og re- for i sammensat form at betyde ”puste nyt liv i”. Og hvad er det, jeg ønsker at revitalisere?

Er det ønsket om at støve fortiden af og forsøge at mane en spøgelseshær af tempelriddere op af jorden fra fordoms tid i en globaliseret tidsalder? Her hvor unge menneskers liv udfoldes inden for rammerne af 10-24 tommers iPhones eller iPads? Eller hvor tidens kulturelle fyrtårne består i at have nationale showmen og kvinder til at forestå fredagens aftenunderholdning i konceptprogrammer a la X-Factor eller Britain Got Talent? Hvem sagde i øvrigt åndeligt forfald?

Jeg ville ønske jeg kunne genoplive tempelriddernes hære for med niveauet eller mangel på samme i tidens kulturel dannelse går det kun en vej, og det går ad Vallensbæk til. Corona-tidens nedlukning har blot forstærket den åndelige og mentale dekadence. Den har været i frit fald siden ungdomsoprørets tropper tog over i politik og i central-og lokaladministration inden for videns- og dannelsessektoren herhjemme.

Kristendommens indflydelse

Et blot overfladisk studie af, hvad dansk og europæisk ide- og dannelsesskole har indbefattet, vil udpege kristendommen som den vigtigste enkeltfaktor, der har haft indflydelse på Europas udvikling. Intet over og intet ved siden af den kristne skoles tænkning og retning imod alle hjørner af det europæiske åndsliv og verden.

Fra grænsedragning til arkitektur, fra befæstningsanlæg og udformning af sprog har den kristne skole og udviklingen af kirke og åndsliv taget sit udgangspunkt i biblen. Europa var intet uden Kristi død og opstandelse. Den der ikke forstår Biblens ord, kender lige så meget til den evolutionære og til tider revolutionære udvikling Europa har gennemgået som vand, der preller af på en gås. De kristne religionsfornægtere besidder i dag hovedparten af magtkorridorerne i Europa. Lige fra gangene i magtens elitære korthus for ensretning og afvikling af europæisk mangfoldighed i Bruxelles til lokalkontoret for den samme afvikling i statsministeriet på Slotsholmen i København.

Til sammenligning har jødedommens udøvere siden uddrivelse og gennem århundreder med fornedrelse og tilintetgørelse forstået at fastholde en identitet gennem et trosfællesskab baseret på Toraens indhold. Vi kunne lære meget af det jødiske folks overlevelsesevne og den åndelige styrke, der ligger i at værdsætte et åndeligt og religiøst fællesskab. Jødedommen indgår som en vigtig del af europæisk kultur. Jødedommen har i modsætning til islam bidraget positivt og har forstået at tilpasse sig det kristne Europa.

Europas dannelsesrejse

Hvis Europa og europæisk tankegang skal revitaliseres, så skal det gå hånd i hånd med en kristen genoplivning, altså en revitalisering, af den bagage, som har kendetegnet de sidste 2000 års udvikling siden Jesus døde på korset for den kristne del af menneskeheden.

Europa blev efter Romerrigets fald først samlet i et nyt magtcentrum under Charlemagne (Karl den Store) omkring år 800. Kristendommen og magtudøvelsen gik hånd i hånd. Det moderne Frankrig og Tyskland så deres vorden. Mange er sikkert ikke klar over, at såvel Tyskland som Italien bestod af talrige enkeltstater helt frem til hhv. Preussens magtovertagelse i 1870 og samlingen af Italien i et fælles kongerige i 1861.

Europæisk åndsliv, det være sig bygningskunst, malerkunst, de skriftlige overleveringer og musik, er alle som en gået hånd i hånd med de hellige skrifter fra kristendommens lære. Maleren Leonardo da Vincis ikoniske maleri Den sidste nadver og Notre Dame kirken i Paris er de ypperste symboler på kristen, europæisk dannelse på hvert sit område. De europæiske religionskrige, reformationen af kristendommen på vejen mod adskillelse af kirke og stat, var et nødvendigt, men blodigt trin i retning af den moderne samfundsudvikling frem til i dag.

De europæiske tænkere, filosofferne, oplysningstiden og den revolutionære tid i Europa, der kulminerede i revolutionen i Frankrig i 1789-99 og enevældens fald, udsprang alt sammen af en sideløbende udvikling/evolution af den kristne tankegang i forening med en sideløbende udvikling af menneskerettigheder og ideologier som liberalisme, socialisme og konservatisme. Socialismen er og var antitesen til den kristne lære. Karl Marx-lærens udtryk “religion er opium for folket” blev markedsført for at nedbryde nationalstaterne til fordel for despoti, undertrykkelse, kollektivisme, internationalisme og statsstyring.

Dem der i dag fornægter kristendommens betydning og indflydelse på Europas udvikling, ophøjer sig selv til farisæere, bedrevidende ignoranter og forvaltere af intethedens lære. Europas profil var og er intet uden kristendommen. Korstogene i årene 1100-1300 var intet uden den ballast, der lå i at ville forsvare de hellige skrifter, Jesu Kristi og de hellige steder, hvorfra Guds søn udbredte sin lære. Det magtpolitiske uomtalt.

Når Tempelriddernes modstandere i dag har frit spil i forhold til at udbrede den islamiske tro og et omsiggribende byggeri af islams bygningsmæssige symboler og indflydelse på europæisk grund, så bunder det i en mangel på forståelse for, at vi skal fastholde europæiske traditioner og europæisk grænsedragning. Uden grænser intet Europa. Man erstatter i dag Biblens ord om kristendommens udbredelse i en misforstået kristen eftergivenhed og tilsvarende tolerance over for det, som forfatterinden Karen Blixen rammende kaldte profeten Muhammeds febervildelser i koranen.

Europas revitalisering

Hvis Europa og europæerne atter skal samles, skal kristendommen på ny udgøre den centrale grundsten i den politiske og åndelige verden, som omgiver os. Skolerne bør specifikt genindføre kristendom som fag, dog ikke ved i endnu et misforstået forsøg på inklusion at lade kristendommen indgå som en af flere trosretninger i Europa.

Europas hus bør primært bebos af europæere med kristen baggrund. Hjemsendelser i et hidtil uset omfang af uintegrerbare ikke-europæere bør være målsætningen, medmindre man ønsker at udsætte europæerne for fortsatte sikkerhedsmæssige risici og undertrykkelse. To generationers fejlagtige politik med masseindvandring bør afsluttes som den allervigtigste målsætning for et revitaliseret Europa. Uden europæere intet fremtidigt Europa på europæiske betingelser.

Nationalkonservatismen bør være sig den kristne arv bevidst i langt højere grad end tilfældet er nu. Europa blev ikke bygget på hooliganisme og nazisme, som mange højreorienterede prædiker i ren trods, men på en fastholdelse af den kristne lære i forening med nationalkonservatisme. Legitimitet, patriotisme og viljestyrke er vejen frem, hvis man vil nå de mange i vælgerhavet. Der mangler er modspil, som kan overtrumfe og udgøre et alternativ til det livsfarlige, der består i at give efter for en stenalderkultur, som islam repræsenterer.

For uden kristendom og den kristne lære intet Europa, som vi kender det i dag. Nationalkonservativ politik bør markedsføres med base i Europas oprindelse og den idémæssige bagage, som den har udviklet sig ind til vore dage. Nationalkonservatismen bør arbejde på at decentralisere magten i Europa og gøre det begribeligt for de europæiske befolkninger, at EU orkestrerer en afvikling og demontering af det Europa, vore forfædre har slidt og slæbt for, udgydt blod for, og er gået i krig og i døden for på vores vegne. EU afvikler kristendommen og erstatter den med en ny religion, den hellige mangfoldighed, som går ud på at forære det europæiske hus som gave til udefrakommende barbarer af islamisk herkomst. Og forældede konventioner, som havde til hensigt at regulere flygtningestrømme i Europa efter den anden verdenskrig, ophøjes til nye hellige skrifter.

Hvis det nationalkonservative Europa skal have succes, skal tanken om at samle Europas fortid og nutid gøres til et fælles folkeligt anliggende. Alternativet vil være den bratte afslutning, der fulgte med Romerrigets fald, hvor udefrakommende barbarer trængte ind i et tidligere disciplineret stor rige. Et stor rige, der på afslutningstidspunktet i 4-500-tallet åndeligt og moralsk var lige så degenereret som dagens Europa.

Amen!