SVM-regeringens amatørteater

Enhver forestillings succes afhænger af den indsats og professionalisme, som instruktøren og skuespillerne udviser. Således i teaterverdenen, som på den politiske scene. Hvis ikke den overordnede ansvarlige forstår at sætte retningslinjerne, at korrigere for fejl, så udebliver publikum, så ligner anmeldelserne et blodbad.

De enkelte aktører skal være dedikerede. De bør vide, at publikums øjne hviler på dem. Et fejltrin kan betyde forskellen mellem succes og fiasko.

Næppe var tæppet gået for 1. akt på valgaftenen i november 2022, før det stod klart, at Frederiksen og hendes to kongemagere var trængt af fortidens anmeldelser. Frederiksen var ansvarlig for beskyldningerne om grundlovsbrud, mens Løkke og Ellemann blev beskyldt for vælgerbedrag i en grad, som var af Danmarks historiske størrelse. Ikke de bedste forudsætninger for at kunne sælge billetter.

Billetterne efter valgforestillingen skulle primært sælges på spørgsmål omtalt i det manuskript den nye SVM-regering byggede på: sænkning af topskat, ny Arne-pension, klimaneutralitet, klimaafgift på landbruget etc.

Succeskriteriet for Frederiksens videre færd på scenen var afhængigt dels af intern ro blandt aktørerne og dels af, at publikum og anmelderne kunne lide, hvad de så og hørte.

Hvordan en regering med kun 50.1% tilslutning og så forskelligt et politisk bagland skulle kunne samles om et samlet teaterstykke, var en gåde, og så med baggrund i en Frederiksen, der alene havde solgt sin sjæl for at undgå en rigsretssag, samt to kongemagere, der som to narkomaner havde solgt deres bagdele for et skud heroin. Læs ministerbiler.

Når de politiske aktører siger, at det forholdt sig anderledes, lyver de. Det svarer til at overse 300 kormedlemmer rende rundt bag scenen i en operaopsætning af Nebukadnezer på Metropolitan.

Når Løkke og Ellemann gik på tv og fortalte publikum, at det var vigtigere for danskerne med et nyt egnsteater i form af SVM- regering, end at opfylde kravet om en advokatundersøgelse, underkendte de evnen til at kende forskel på politikervirkelighed og det, der sker for øjne og ører af vælgerne.

Alle 3 regeringsledere forpassede muligheden for at dreje forestillingen i deres retning. I stedet har de nedsat kommissioner, som et forsøg på at underholde de pauseklovne, der stadig tror på, at specielt helt uprøvede skuespillere blandt Moderaterne kan gøre en forskel på forestillingen.

Moderaternes kulturminister lykkedes helt oplagt med at snuble ned i orkestergraven efter det kom frem, hvordan han havde sendt upassende sms-beskeder til et yngre partimedlem. Han blev sendt på aftægt i stedet. Og Ellemann døde ikke i åben kamp på den politiske slagmark. Han er foreløbig kendt ukampdygtig pga dårlig samvittighed over at have solgt alle kostumer fra sit parti, og alt hvad han havde lovet sin del af publikum. En spiller uden fremtid.

Forestillingen om at kunne overlade styringsmekanismerne til folkevalgte smuldrer, respekten forsvinder, når publikum ser deres politiske scene forsvinde i svindel og humbug. Det ender i det rene absurde teater, når tre ikke alt for kloge og visionære politikere forsøger at sætte en forestilling op uden instruktør, uden regissør, uden en ordentlig manuskriptforfatter og med baggrund i en fælles løgnehistorie, som publikum har gennemskuet. Alle 3 har de ladet hånt om deres eget publikum.

Løkke og Ellemann har knust den blå side fuldstændig i noget, der kun kan beskrives som forræderi.

Den eneste, der reelt er kommet helskindet ud af forestillingen, er Frederiksen. Hun er sluppet for at ende som Støjberg efter en advokatundersøgelse. Løkke er stadig en lille Lars fra Græsted, underbuksetyven, der altid har levet i en politisk teaterverden alene sat op for hans egen skyld. Han bekymrer sig alene om egen satisfaktion og ikke vælgernes og kongerigets ve og vel. Ellemann er blot en fars dreng og en tidligere reserveofficer, der ikke sælger nogen billetter.

At et tidligere parti bestående af jordbundne landmænd nu er overtaget af DJØFERE viser, hvor langt ud i hegnet den del af forestillingen er kommet.

Kun 35-40% af publikum overværer endnu forestillingen, hvilket tal i sig selv er

imponerende højt i forhold til kvaliteten af, hvad der udspiller sig.

2. akt må vi vente på. Her skulle slagscenerne udspille sig. Hvor kong Christian den 4. stod i røg og damp, der lader hver af det, der skulle være SVM- karakterskuespillernes gennembrud vente på sig.

Med de hovedaktørers hidtidige ringe præstationer og Frederiksens manglende styring vil SVM-forestillingen blive et bølgeskvulp på Danmarks historiens oprørte hav.

En time out, en pause i forestillingen og en Løkke, som drog ved lære af sin forgænger Fogh Rasmussens jerngreb om en forestilling, det er det eneste, der kunne ændre på anmeldernes og publikums endelige dom.

Hvis den afsluttende scene ikke viser, at både aktørerne på scenen og instruktøren har forstået, hvad det er for et manuskript de står med, og hvad de hidtil har kunne præstere, så vil folk udvandre og finde andre og mere seværdige forestillinger. Og godt for det. Danmarks publikum fortjener bedre.

En klar stemme, et klart greb om tingene og en forholden sig til, at Danmarks historien blev skrevet af danskerne og ikke af fjerne regenter i udlandet, det er det Frederiksen, Løkke og Ellemann må forstå er kunstens verden, er realiteternes verden. Det er med udgangspunkt i de betragtninger, man kan tryllebinde publikum.

Ellers må man forlade teatret og overlade scenen til andre.