Tanker om – skyld – medskyld – ansvar og ”Ismer” (Debat)

Af Birgitte Willumsen, Tidligere privat praktiserende tandlæge og klinisk underviser på Københavns Tandlægeskole.

For mange år siden – før krigen i Syrien – klippede jeg et citat ud. Det hænger stadig på mit køleskab – Bernhard Lewis – Professor Emeritus om Europas rolle i Mellemøsten:

”Tidligere ville Europa have fået tildelt en betydelig rolle, men nu er det ikke så meget Europas rolle i Mellemøsten som Mellemøstens rolle i Europa, der betyder noget. En fremtrædende syrisk intellektuel bemærkede for nylig, at det vigtigste spørgsmål med hensyn til Europas fremtid er, om det bliver et islamiseret Europa eller et europæiseret Islam?”

Muammar Gadaffi sagde for mange år siden: ”Muslimerne har ingen brug for bomber – vi har Babybomben”.

Med masseindvandringen fra muslimske lande til et splittet og handlingslammet Europa kan man godt blive bange, meget bange for, at denne bombe langsomt men sikkert er ved at detonere.

Farligt at stikke hovedet frem, men det med at putte sig lidt og håbe, alt nok klares alligevel, er jo lige præcis det, der har haft ufattelige konsekvenser igennem tiderne – har et langt liv efterhånden lært en!

For et års tids siden kom jeg ved læsning af Bent Blüdnikows anmeldelse af Buk-Swientys bog

” Det ensomme hjerte” om den tyske læge, der levede i Nazi Tyskland og endte i Sønderjylland, til at tænke lidt over min reaktion. Som humanist blev jeg pr. automatik skuffet. Hvorfor er det rigtigt altid at holde alle tyskere i en hel generation ansvarlige for nazisternes forbrydelser og hvorfor – når der – som her – gøres et forsøg på at prøve at forstå, hvad der også rørte sig i et helt folk, som blev forført og påduttet nazisternes frygtelige verdenssyn – tale om makværk og forskønnet nazihistorie.

Hvorfor ikke i stedet her søge efter – og måske finde – svaret på, hvordan kunne det ske – hvordan kunne et ”ellers” pænt menneske lade det ske. Jeg har ikke læst bogen – kun læst omtale og anmeldelse – vil købe den og måske lære noget?

Når det spørgsmål er væsentligt for mig, er det sådan set ikke, fordi jeg synes, vi skal til at have medlidenhed med den generation af tyskere, der lod det ske – men snarere for at trække paralleller til vores dage, hvor vi ”ellers” pæne mennesker jo også lader tingene ske, putter os lidt, er måske nok uenige. Hvad bliver vi ansvarlige for.

I 1970’erne var jeg ung, levede med den kolde krig og DDR lige ”om hjørnet”, var dengang godt klar over problemerne, de Baltiske lande, grusomme overgreb fra Sovjetunionen og kommunismen – og samtidigt her i Danmark politikere, som fløj til Moskva og DDR på venskabsbesøg.

Tænker på min uendelige flovhed og ydmyghed mange år senere ved at stå på KGB museet i Vilnius og forstå, at mens jeg levede et frit ungdomsliv. Nok var jeg stærkt uenig i kommunisme, men jeg puttede mig, lod det ske. Mennesker i de baltiske lande satte livet på spil bare for at kunne komme ud og fortælle os, hvad der virkelig foregik!

Samtidigt var der folk i Vesten, også her i Danmark, der med fredsbevægelser og venstreorienterede studenterbevægelser med humanisme og socialisme som forklaring mere eller mindre – måske uden at vide det – støttede de destruktive kræfter i Sovjetunionen og DDR. Men selv efter – til vores store held – Sovjetunionens sammenbrud og murens fald – selv efter erkendelsen af kommunismens ansvar for millioner af menneskers død og pinsler i Rusland og Kina, har vi aldrig holdt alle russere eller alle kinesere ansvarlige for kommunismens tragedier, for det er ikke politisk korrekt. Almindelige mennesker kan ikke i vore dage holdes ansvarlige for tyranners hærgen, end ikke selvom de har stemt på dem! Men alle tyskere kunne holdes ansvarlige for nazisternes forbrydelser!

Og for at komme til nutiden og en ny ”isme” – Islamismen, uanset terror, vold, afbrænding af det danske flag, strid og kamp i Mellemøsten, så putter vi os og tør ikke holde muslimer ansvarlige for Islamismen. Vi taler om religion og nogle få taler om moderate og extreme, selv om Salman Rushdie, Ayian Hirsi Aly, Ahmed Akkari, Naser Khader og utallige flere andre åbenlyst advarer os og fortæller, hvad der er på spil, hvad vi skal frygte.

Selv om læsning om Islam og Koranens bud klokkeklart afslører forskrifter for Rettroende om at udrydde de Vantro. Selv om Gadaffi i sin tid fortalte os om babybomben. Selv om vi ved, det er os, der benævnes som Vantro, og at indvandring og familiesammenføring samt fødselsrater langt over vores vil gøre vores ”egne” til et mindretal og muslimerne til et flertal over tid. Selv om vi ser, hvad der skete i Iran og nu sker i Tyrkiet, så er vi pæne og taler om multikultur og menneskerettigheder – og fordi nogle – ikke alle – men igen – det var alle tyskere!

Og hvordan blev vi så frelst fra Nazismen? Kun ved at være totalt grusomme mod alle tyskere, totalt bombede byer, ikke noget med at frelse stakkels tyske børn eller forstå at ”kun nogle og ikke alle” – der var ingen nåde. Jeg har rejst gennem Tyskland i slut fyrrene – det var ufattelige lidelser, alle tyskere betalte for, at vi blev befriet fra Nazismen.

Men hvad med nutidens Islamisme? Hvordan frelser vi os fra den? Vi kan ikke bombe os fra den – og der hvor muslimerne selv er flest og har været det i århundreder, må de jo have lov til at være i ”fred” og blive der med deres tro – Koran – Sharia – kvindesyn og Shia mod Sunni. Hvis de bare bliver der! 

Måske skulle vi kigge mod Ungarn, Polen eller Balkan og i stedet for at fordømme prøve at forstå, lære af deres historie og århundreders kampe, kampe vi her i Norden bl.a. på grund af deres indsats, kampe og modstand blev forskånet for og aldrig kom i nærheden af og måske derfor slet ikke fatter deres modstand nu. 

De lande har prøvet muslimsk ”indvandring” med tragiske følger: vold, spændinger, parallelsamfund. Måske skulle vi lytte. De vil under ingen omstændigheder have indvandring fra muslimske lande. Bygger hegn og står fast mod resten af Europa, gør ”alle muslimer” ansvarlige, med mindre de står frem og tager afstand. Men det er hos os politisk ukorrekt.  Men alle tyskere var dengang underligt nok ansvarlige for Nazismen. En overbevisning, der dengang frelste os!

Måske er den farligste ”isme” i dette civiliserede og humanistiske århundrede i virkeligheden og forunderligt nok Humanismen, for hvis man bekender sig til den, kan man ikke brutalt forsvare sig, udråbe og bekæmpe ”alle” inden for en anden ”isme” til at være fjender, selv ikke hvis ideologien bag samme ”isme” er at udrydde alle, der ikke bekender sig til denne ”isme”.

Hvis man forsvarer sig med vold og gru mod vold og gru, så er man ikke humanist. I stedet skal man forstå, komme i møde, skabe dialog, og imens kan de fra den anden ”isme” langsomt men sikkert med vold, gru og høje fødselsrater uden effektiv modstand fjerne humanisterne og vores frie demokratiske civilisation. Som sagt er jeg bange, føler mig magtesløs, det var den tyske læge vist også. Måske burde jeg – hellere end at blive skuffet – bakke 100 % op om Bent Blüdnikows nådesløse fordømmelse af en hel generation, for netop nådesløs fordømmelse og bekæmpelse af et helt folk – også de, der bare var ”pæne og lod det ske” – var jo det, der den gang frelste os fra Nazismen.

Måske burde jeg ligesom Polakker og Ungarere gå på barrikaderne og kæmpe for indvandringens stop fra muslimske lande, turde forskelsbehandle for at forsvare vores civilisation, men det er jo totalt politisk ukorrekt og ingen ”pæne” mennesker vil turde sige det højt eller stemme for det. Så med Humanisme som livsgrundlag og med ”babybomben” tikkende mellem vores inkluderende og menneskekærlige hænder, må jeg nok forstå, at det bedste, jeg for mine børnebørn kan håbe på, er et ”Europæiseret Islam” og så i øvrigt bede Allah eller Vorherre sikre, at et sådant europæiseret Islam ikke over tid følger efter samme spor, som Tyrkiet nu følger!

En stor fordel ved at blive gammel er, at der er mange ting, man har nået, og mange ting man slipper for at skulle nå. Jeg er glad for ikke at skulle stå til regnskab overfor mine børnebørn og skulle forsvare min generations indsats her i Islamismens terroralder, for ligesom den tyske læge i Buk-Swientys bog – og mig i 1970’ernes venstreorienterede spændingsfelt, der fulgte med strømmen, nok var bekymret og imod, men lod tingene ske – hvad gjorde jeg dengang og nu? Og hvad vil mine børnebørn og en samfundsdebattør i skikkelse af en “ung Bent Blüdnikow” synes, jeg var ansvarlig for!