Klumme: When true colors show – USAs aktuelle politiske situation


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Trumps fly havde næppe lettet fra Washington DC, før den nyindsatte præsident Biden, iført politisk korrekt mundbind, havde placeret sin pen på præsidentielle dekreter, der alle som en opfyldte en række hede drømme hos Demokraternes cafe latte-segment: 11 millioner illegale indvandrere blev gjort legale, USA genindtrådte i Paris-klimaaftalen og indrejseforbuddet fra en række muslimske lande blev ophævet. De resterende dokumenter tilhørte samme gruppe, der under ét må betegnes som symbol- og værdipolitiske hjørnestene for det venstreorienterede Amerika, der giver pokker i den almindelige amerikaners liv og hverdag.

En ting er, at rygter om valgsvindel på intet tidspunkt vil forlade den nye administration og dybest set latent vil ligge som en trussel mod samme, hvis der fremkommer tilstrækkelig tunge, nye og ensidige beviser på banen med en pil, der peger mod ordrer fra chefen i Det Ovale Værelse. En anden ting er, at man har en ny administration, der helt åbenlyst prioriterer udenlandske frem indenlandske problemstillinger. Rendyrket globalisme i sin værste udformning i den agenda, som big tech-medier og en hysterisk, svensk skolepige som Greta Thunberg tidligere sidste år fik mikrofontid på.

At den almindelige amerikaner lider under coronarestriktioner og lockdowns i kombination med tilbagevendende stunts i bycentrene i USA med voldelige optøjer og raids mod forretningsdrivende under dække af navne som BLM og Antifa, det ser oldingen Biden og sumpen i Washington stort på. For en Obama er det vigtigere at indgå milliondollars forlagsaftaler om hans svære opvækst i et racistisk USA, end at befatte sig med en bekymring om, at der faktisk også forefindes en voksende underklasse af fattige hvide i det land, hvor han tilbringer tiden med at gå til receptioner og stå på jetski.

At vælge Trump fra til fordel for en Biden, som mere har haft karakter af en nulbon indtil Obama trak ham ind som vicepræsident, det burde give stof til adskillige psykolog- og psykiatrikongresser over there. I sin kerne har samspillet mellem massemediernes massive og nærmest nazi-agtige hadkampagne i kombination med en effektiv venstre-fascistisk valgkampagne virket efter hensigten. USA er splittet mellem land og by, mellem stater indbyrdes, mellem venner og bekendte.

Og det ikke i kraft af Trump støtternes energi og glæde ved store rallies med deres politiske ikon, men i kraft af den afgåede præsidents vellykkede opgør med venstreradikalismen. Millioner af vælgere er, uden at det skal lyde docerende, gået lige lukt i den fælde af feel good-politik, Demokraterne og medierne har lagt. Den slags, som bærer labels af anstændighed og empati frem for, at man vælger de rigtige løsninger, der virker.

For hvis der er en ting, Trump havde succes med, så var det at sende klare signaler om, hvad han anså for nødvendigt. Hvis der var en ting Trump også havde succes med, så var det at opfylde de løfter, han havde lovet det patriotiske USA. Trumps exit, angrebet på Kongressen og truslen om en ny rigsretssag efterlader et åbent sår i et land, hvor Trump har stået på mål for den almindelige amerikaner. America First-tanken.

Bemærk, at Nancy Pelosi er mere bekymret for en afsløring af, hvad der kunne blive afsløret af indholdet på hendes stjålne pc, end for et negativt udfald af hendes bestræbelser på endnu engang at bruge nyttesløs tid og penge på at forsøge at gøre Trump ansvarlig for nogle hooligans indtrængen i kongresbygningen under ledelse af en bøffelhornsklædt landsbytosse den 6. januar. Hvis det var et kupforsøg, så er det nok det mest amatøragtig egnsteater, verden endnu har set.

Elitens afstand fra de almindelige mennesker i USA er lige så stor som Route 66 er lang. Men, indtrængen i kongresbygningen den 6. januar anvender de historieløse Demokrater og deres antidemokratiske støtter nu som sammenligning med japanernes angreb på Pearl Harbor. Relativisering og skamløshed rimer på Demokraterne og deres supportere.

Den danske politiske reaktion

Herhjemme har mediernes hamren på Trump tilsvarende virket. Intolerancen mod Trump og hans vælgere har nået bibelske dimensioner. Intolerancen har samme ophav som racisme. Indtrængen i Kongressen kom mere end belejligt. Sammenkædning mellem at være Trump støtte og IS-tilhænger er nu narrativet, og vil være det i en rum tid, så længe der findes patrioter. Tilsvarende som nazisterne havde brug for jøderne som syndebukke for alverdens ulykker, anvender pressen Trump supporterne som afsæt for al verdens ondskab.

Mandens, dvs. Trumps resultater på kun 4 år er uden interesse selv langt ind i såkaldte borgerlige kredse. Jeg siger “såkaldte”, fordi kredsene, hvad enten de kalder sig Ægte Konservative på Facebook eller en detroniseret Kristian Jensen fra Venstre har det fælles kendetegn, at de mere er borgerlige af navn end af gavn. Partikort og 30 års medlemskab af borgerlige partier legitimerer en accept af en hel uhørt censur fra de sociale medier mod en oprigtig og ægte konservativ Trump-administration. True colours show. Socialismens fangarme og totalitarisme virker ind i borgerlige kredse under dække af, at Biden er mere anstændig og sympatisk end den måde, Trump bliver fremstillet på.

Globalisme er konservativisme, nationalisme og patriotisme er fascisme. Nat er blevet til dag. Orwell fik ret. Det er lykkedes også på den danske hjemmebane og i takt med en stadig ringere og mere venstreorienteret skoleundervisning i den danske folkeskole, at tviste begreber i bedste Animal Farm-stil.

Konklusion

Håbet må være, at der måtte dukke tungtvejende og entydige beviser op omkring den underskov af rygter om valgsvindel, der har verseret og som fortsat eksisterer. Det vil være ubærligt ikke at få et forfatnings- og i givet fald strafferetligt opgør med det, som Trump støtter opfatter som en illegitim Biden-administration. Fire år med en ekstrem venstredrejning af det land, som står i spidsen for den frie verden, vil ikke være til at bære.

Den hjemlige scene kan ikke forventes rykket i en fornuftsorienteret retning. Selv kendte og respekterede journalister har lagt alle begreber fra den etiske journalistverden på hylden i afdelingen for kasserede nummerplader. Det er den rene fascistoide vare, der arbejdes efter. Nuancer og respekt for Trumps resultater og navnlig demokratisk respekt for dem der støtter ham, er afløst af et kollektivt værdisvigt omkring helt grundlæggende journalistiske forpligtelser til objektiv nyhedsdækning til fordel for subjektiv mikrofonholderi. Jesper Steinmetz og Steffen Kretz burde have en eftersidning og blive sendt tilbage på skolebænken med den mildest talt skandaløse dækning, de står på mål for i bedste Joseph Goebbels stil.

Hvis Radisernes Søren Brun skulle have kommenteret på moralen og etikken blandt læsernes vagthunde, ville han have sagt; Man græmmes.